Om Folkekirkens rolle

af Anders Peter Johnsen

Jeg er som historiestuderende ved at skrive speciale om Martin Luthers "toregimentelære" og på den ene side er jeg helt enig i den principielle betragtning om at det ikke nytter noget at Folkekirken i et moderne samfund skulle bevare sin gamle fyrstekirkelige særstatus (ifølge Grundlovens §4) som i dèn grad synes at blande hhv. åndelige anliggender (Kirke og Kristentro) og det mere praktiske og jordnære, sækulære regimente (verdslig politisk magt) sammen i lodret strid med Luthers oprindelige Evangeliske teologi.

I princippet burde man nok gøre som Luther oprindeligt avde til hovedtanke tidligst i Reformationen under påberåbelse af konfessionsmæssig "kristen frihed" ("religionsfrihed" som moderne begreb var dengang utænkeligt for så vidt at det udelukkende drejede sig om forskellige tolkninger af Kristendommen i datidens Europa), nemlig at adskille kirke og statsmagt totalt og lade dem være to - så vidt ellers overhovedet muligt - gensidigt uafhængige og retteligt sideordnede institutioner, der så at sige overordnet, luthersk-teologisk set fungerer som selveste Vorherres "gulerod og stok", idet Kirken forkynder Ordet (og dermed frelser sjæle), mens fyrsterne regerer ved Sværdet (håndhæver konkret, dennesidig lov og orden).

Desværre kom Reformationen jo i praksis til at betyde at fyrsterne i de fleste "luthersk"-reformerede lande indførte såkaldt "luthersk-evangelisk" topstyret trosmonopol i dét, der hurtigt blev "deres" kirker (i stedet for ifølge Luther at være egentlige frivillige "græsrodsforsamlinger" af fromme, troende kristne, der selv forholdsvis frit kunne definere deres tro for så vidt de dog blot retteligt respekterede de verdslige magthaveres - fyrsternes - sækulære magt, sådan som det er direkte foreskrevet kristne i Det Ny Testamentes apostelbreve.

Kirken blev, på direkte opfordring af Luther selv, "nødretsligt" underlagt lokale fyrster i de luthersk-protestantiske områder for at man endegyldigt kunne kappe båndene til en nærmest storhedsvanvittig romersk-katolsk kirke, som - trods den direkte pinlige "pavefejde" med mangeårige udnævnelser af flere samtidige, hinanden konstant ekskommunikerende paver i hhv. Rom og Avignon i løbet af 1200-tallet (med henvisning til GT kaldt "Det Babylonske Fangenskab") - ifølge det med moderne øjne set groteske teokratiske skrift "Unam Sanctam" af pave Bonifacius VIII fra 1302, opfattede sig som "formidler af al jordisk og himmelsk magt" med paven selv som en slags "Guds øverste statholder på jord" og følgelig bildte sig ind ensidigt at "forlene" alle kristne, verdslige magthavere (fyrster, konger, og ikke mindst den tysk-romerske kejser) med al deres ellers udmærkede, oftest retmæssigt nedarvede(!) verdslige magt.

Situationen blev således bizart nok den direkte omvendte i de luthersk-protestantiske områder efter Reformationen: Her underlagdes kirken direkte kongen/fyrsten, hvilket i Danmark ledte mere eller mindre selvfølgeligt til Enevælden i 1660, da der ikke længere var en "kirkelig opposition" i form af magtfulde katolske biskopper, men hele det kirkelige system derimod blot var reduceret til "Kongens forlængede embedsapparat".

Der synes altid at have været denne latente "kamp" mellem hhv. kirke og statsmagt, også selv om den altså ifølge Luther i udgangspunktet er totalt misforstået: Som sagt ovenfor bør de to institutioner ideelt set snarere opfattes som to selvstændige "magtstrukturer", hvor Kristus regerer Kirken (og dermed kristne menneskers sjæl og indre), mens Kongen praktisk/dennesidigt regerer over undersåtternes ydre, "kødelige" liv og ejendom uden at den ene principielt kan blande sig i den andens område: Kongen BURDE ikke - selv om det altså desværre i praksis blev sådan! - kunne have den fjerneste magt over folks sjæl og indre tro, hvilket jo er Kirkens anliggende, mens Kirken omvendt ikke har nogen som helst påstået "kristelig" legitimitet til at opildne til misforståede "oprør" imod Kongens blotte, verdslige magtudøvelse.

Det handler ganske enkelt om tilbørlig, gensidig respekt fra to for sig ligeværdige strukturer, der ideelt set snarere burde komplementere hinanden i gensidig balance end fejlagtigt at søge magt på hinandens bekostning.

Og lige dèr kommer så mit "...men på den anden side" ind: Nok er Folkekirken helt klart i øjeblikket lige vel underlagt politiske beslutninger foretaget af ikke nødvendigvis kristne - men ikke desto mindre demokratisk valgte - politikere som jo officielt er befuldmægtigede af Hendes Majestæt Dronningen. Heroverfor finder jeg det dog altså stærkt bekymrende at en eventuel "fri" - altså privatiseret - Folkekirke desværre nok kun alt for hurtigt vil forsøge at blande sig direkte i dennesidig politik som en konkret politisk magtfaktor i stedet for som nu at være en del af statsapparatet, hvor der dog trods alt - med få og kontroversielle undtagelser - synes at have en vis udpræget "politisk neutralitetskoncensus" om lade religion være religion og lade politikere om at føre politik. Præsterne holder sig i det store og hele til deres umiddelbare hovedhverv, nemlig at prædike Kristus.

Men i lyset af den seneste udvikling med præster, der direkte kritiserer Regeringens udlændigepolitik, skulle vi nødigt ryge meget længere ud i et scenarie, hvor hhv. indre-missionske fundamentalister og selvindbildt "progressive" venstreorienterede præster direkte forsøger at tvinge kirkegængere til f.eks. at stemme hhv. kristendemokratisk eller SF. Så overskrider de for mig at se klart deres beføjelser.

Nok lider den danske Folkekirke måske imagemæssigt udadtil af at være alt for rummelig "på den ufede socialdemokratiske måde" når det kommer til de vidt forskellige retninger og holdninger, den indeholder: Fra Thorkild Grosbøll til Søren Krarup og fra Margrethe Auken til Jesper Langballe, for slet ikke at nævne afstanden mellem indoktrineret Indre Mission og "flippede" Flemming Pless.

Dog finder jeg det alligevel konstruktivt at man netop har så vidt forskellige meninger repræsenteret under samme tag i en fælles, statsunderstøttet - og dermed, trods ellers ret åbenlyst personligt politisk engagement hos enkelte præster, en alligevel principielt apolitisk - Folkekirke af "embedsmandspræster" og man således derved undgår at hele denne konstruktion for alvor rasler fra hinanden i nogle rabiate småsekter i alle retninger: Disse præster synes nemlig om ikke andet at kunne holde hinanden nogenlunde i skak og ellers få sig nogle forhåbentligt frugtbare diskussioner om, hvad pokker det i det hele taget vil sige at være kristen...

Manglen på decideret "ensretning" er nok i virkeligheden Folkekirkens største force, da jeg som folkekirkelig kristen ikke for alvor ville kunne tilslutte mig blot een af disse præsters Kristendomsfortolkninger 100% som "herskende ortodoksi" i en eventuel mindre "splinter-fraction" af Folkekirken.

Folkekirken er - trods den tilsyneladende forvirring - faktisk et ret frugtbart "tvangssammenbragt" forum med en vis intern magtbalance, der meget nødigt skulle erstattes af to eller flere privatkirkelige hhv. "progressivt poppede" eller, endnu værre, direkte fundamentalistiske fraktioner, der ikke længere har grund til at føre nogen egentlig konstruktiv dialog, men blot ivrigt fordømmer hinanden fra mentale skyttegrave og mener at skulle diktere deres respektive kirkegængere dennesidige politiske holdninger "ovenfra".

Det synes jeg i hvert fald ville være synd og skam for den ellers så berømmede "sammenhængskraft" i det danske samfund...


Anders Peter Johnsen