USA varmer op til krig mod Iran efter et velkendt mønster

Af Simon Tisdall

Det kunne ligne en opblødning over for Iran, da USA's præsident Bush for nogle dage siden foretog en kovending og opgav sin modstand over for en planlagt gasledning mellem det forkætrede præstestyre i Iran og amerikanernes nye venner i Indien.

Men tag ikke fejl: På andre fronter stiger spændingerne.

»Vores uoverensstemmelser med Iran handler ikke om en gasledning. Vores uoverensstemmelser skyldes, at Iran ønsker at udvikle atomvåben«, sagde George W. Bush ganske vist under sit besøg i Indien i lørdag.

Klagepunkter
Men han var næppe helt oprigtig:

Frygten for iranske atomvåben er næppe det eneste problem i USA's forhold til Iran, som Bushregeringen tidligere har udråbt som en del af en 'ondskabens akse'.

I hvert fald er den amerikanske regering i færd med at lave en liste over andre klagepunkter mod Iran, som i høj grad minder om klagerne mod Irak før invasionen.

På listen finder man blandt andet Irans indblanding i Irak, støtten til den palæstinensiske Hamas-bevægelse og den libanesiske Hizbollah-bevægelse samt krænkelser af menneskerettighederne.

Kamp for »frihed«
Derudover opfordrer Bush jævnligt iranerne til at tiltage sig den »frihed, de ønsker og fortjener«, hvilket man i de iranske ministerier i hovedstaden Teheran opfatter som en opfordring til systemskifte.

Bush har derudover også ignoreret tidligere iranske tilbud om forhandling og strammet USA's økonomiske sanktioner.

Den mere fjendtlige amerikanske retorik begynder i stadig højere grad at lyde som den politiske offensiv mod Libyens Moamar Gaddafi, Panamas Manuel Noriega og Saddam Hussein, som alle endte med voldshandlinger.

Opråb i højreorienterede medier
Højreorienterede amerikanske medier råber på handling og kalder Iran »en uacceptabel trussel«, som er den »centrale krise under Bushs embedsperiode«.

Ligesom det var tilfældet med Irak, påvirker regeringens retorik den offentlige opinion - på trods af al den trækken i land, der blev nødvendig i forbindelse med Irak.

Meningsmålingerne tyder på, at mange amerikanere nu er overbeviste om, at Iran er den nye offentlige fjende. 47 procent siger ifølge Zogby International, at de støtter militær indgriben for at standse Irans atomare aktiviteter.

Støtte til iransk opposition
Der er stadig håb om, at en militær konfrontation kan undgås, selv om den amerikanske FN-ambassadør John Boltons advarsler om, at Iran vil kunne blive ramt af »smertefulde konsekvenser« på grund af atomaktiviteterne, er en påmindelse om, at Bush gentagne gange har nægtet at afvise brug af væbnet magt.

Iranske politikere er overbeviste om, at USA er fast besluttet på at undergrave og om muligt vælte Irans teokrati og præsident Mahmoud Ahmadinejads regering, uanset om man når frem til et kompromis på atomområdet.

Det bidrager til at forklare Teherans stejle forhandlingsstandpunkt.

Den iranske regering nævner blandt andet den amerikanske beslutning om at bruge 75 millioner dollar (465 millioner kroner) på at finansiere potentielle iranske oppositionskræfter, som græsrodsorganisationer, fagforeninger og menneskeretsgrupper samt propagandaudsendelser på lokale sprog, hvilket er en taktik, der også blev brugt i Serbien og de tidligere sovjetrepublikker Georgien og Ukraine.

Iranske anklager
Iran anklager USA for at skabe utilfredshed blandt landets kurdiske, baluchiske og azeriske mindretal.

Mistanken er blevet styrket, efter at det kom frem, at det amerikanske militær er blevet bedt om at vurdere, hvor stærk modstanden mod den centrale regering er blandt ikkepersiske grupper.

Den iranske regering mener også, at USA får efterretninger fra Folkets Mujahedin, som er en antiregeringsgruppe, der engang blev støttet af Saddam Hussein, og som menes at stå bag mange terrorangreb.

Rådvilde EU-lande
Storbritannien, Frankrig og Tyskland fokuserer fortsat på Irans atomprogram i deres politik over for præstestyret frem for på en mere generel Iran-problematik.

En højtstående britisk embedsmand siger, at briterne om nødvendigt vil støtte »gradueret« pres på Iran gennem FN's Sikkerhedsråd, hvilket »muligvis kan føre til handelssanktioner eller økonomiske sanktioner og rejsebegrænsninger for enkeltpersoner«.

Men samme embedsmand siger også, at europæerne »ikke har en klar holdning til, hvad vi vil gøre«, hvis Iran ikke retter ind.

Hvis der ikke sker et gennembrud i Det Internationale Atomenergi Agentur, der i disse dage mødes i Wien, vil denne manglende enighed om en strategi kunne få de amerikanske høge til at gribe chancen med støtte fra Israel.

Risiko for splittelse
Dermed vil de risikere en ny splittelse i forhold til Europa, ligesom det var tilfældet med Irak.

Men de har set tiden an i tre år. Nu vil de se handling. Som opvarmning ventes John Bolton at anmode FN om at give Iran en tidsfrist på 30 dage til at makke ret eller forvente modforholdsregler.

---
kilde: Politiken.dk

Desmond Tutu: Fogh var arrogant

En af verdens førende borgerretsforkæmpere, den sydafrikanske ærkebiskop og nobelprismodtager Desmond Tutu, retter en skarp kritik mod den danske regerings håndtering af sagen om profettegningerne.

Desmond Tutu er et af de 20 medlemmer af en FN-udpeget international tænketank, Civilisationernes Alliance, der i disse dage mødes i Qatar for at diskutere, hvordan man kan undgå en konflikt mellem den vestlige verden og islam.

Tænketanken blev dannet, før de danske tegninger blev offentliggjort. Men sagen har gjort hele diskussionen konkret, fordi den er et eksempel på, hvordan de to kulturer kan støde sammen.

Fogh har overrasket Tutu
Ifølge Desmond Tutu skyldes krisen ikke blot, at tegningerne blev offentliggjort, men også den måde, statsminister Anders Fogh Rasmussen efterfølgende reagerede på ved at afvise diskussion med danske og udenlandske muslimer.

»Jeg blev temmelig overrasket over den måde, jeres statsminister fremstod på. Denne sag kunne sandsynligvis være blevet demonteret meget hurtigt, hvis han ikke havde reageret med at stå så stædigt fast på sit synspunkt«, siger Desmond Tutu.

Som tidligere leder af Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission, der stod for at samle stumperne op efter apartheid, er det ham uforståeligt, at Anders Fogh Rasmussen nægtede overhovedet at drøfte sagen.

»Når nogen siger, at de er blevet såret, har man ikke ret til at sige: Du kan ikke tillade dig at være såret. Det er arrogant. Prøv det i et ægteskab, og se, hvad der sker!«, siger han i en pause mellem to møder.

Danske tegninger på dagsordenen
Møderne i tænketanken foregår bag lukkede døre. Men flere deltagere fortæller Politiken, at de danske tegninger er et hyppigt tilbagevendende tema.

»De bliver set som symptom på en mere alvorlig sygdom. Hvis forholdet (mellem den muslimske verden og Vesten, red.) havde været anderledes, var tegningerne nok ikke lavet - og selv hvis de var lavet, ville sagen være blevet håndteret anderledes«, siger Desmond Tutu.

Han er enig i, at ytringsfriheden er en vigtig rettighed. Men han mener også, at den har grænser.

»Ingen rettigheder er absolutte. De modsvares alle af forpligtelser. En af mine venner sagde engang: »Jeg har ret til at strække min arm. Men min ret til at strække armen slutter det sted, hvor din næse begynder«. Du kan ikke hævde, at du kan udøve dine rettigheder, hvor som helst og når som helst du vil. Det fører til kaos«.

»I blev klapset af«
En af grundene til splittelsen er, at Vesten fokuserer for meget på religion, når muslimer udøver terrorisme, mener han. Når kristne begår terrorhandlinger, fokuserer ingen på deres religion.

»Se på Ku Klux Klan, der bruger selve korset som symbol, når de spreder had eller lyncher. Da Hitler og hans folk udryddede seks millioner jøder og sigøjnere, sagde ingen, at kristne var racister, men at nazisterne var racister«, siger han.

»Dette har meget at gøre med jeres historie. Der var engang, da araberne havde indtaget store dele af Europa. Denne konflikt minder jer om, at engang blev I klapset af. Og det har påvirket jeres verdenssyn. Det er ikke bevidst - det sker bare. I har fået det ind med modermælken«, siger han og stikker i et af sine hyppige grin.

De religiøse ledere skaber problemer - og løser dem
»Men I kan komme forbi det, hvis I er ærlige over for jer selv og erkender, at I overreagerer, fordi I har denne stammehukommelse. Vær ærlige, og indrøm: Jeg er vist ikke så rationel, som jeg troede, at jeg var«.

Der er folk, der siger, at denne krise beviser, at religiøse ledere skal holde sig uden for debatten. Det er dem, der skaber alle problemerne.

»Ja, ja. Vær så venlig at fortælle de mennesker, at religiøse ledere også hjælper med at løse problemerne«, siger Desmond Tutu med endnu et grin.

»Vi (i Sydafrika, red.) fik støtte fra mange pragtfulde danske kristne. Den danske kirke var fantastisk«.

»Religion er i sig selv moralsk neutral. Den er hverken god eller dårlig. Det beror på, hvad du gør med den - eller den gør med dig«.

---
kilde: Politiken.dk

Mange-Verden fortolkningen af kvantemekanikken

Af Mogens Michaelsen

Mange-Verden fortolkningen (MWI) er en tilgang til kvantemekanikken, ifølge hvilken der foruden den verden vi kender direkte, er mange andre tilsvarende verdener som eksisterer parallelt på samme sted og tid. Eksistensen af de andre verdener gør det muligt at fjerne tilfældighed og virkning på afstand fra kvanteteorien og dermed fra al fysik.

Den grundliggende ide i MWI, der går tilbage til H. Everett, er at der er myriader af verdener i universet ved siden af den vi kender til. Det betyder specielt, at hver gang der udføres et kvante-eksperiment, der har flere mulige udfald, hver med en sandsynlighed forskellig fra nul, så virkeliggøres alle de mulige udfald, men i hver sin verden - selv om vi kun observerer udfaldet i vores egen verden. Begrebet "kvante-eksperiment" skal i den forbindelse forstås meget bredt, som noget der finder sted overalt, og ikke kun i laboratoriet.

MWI består af to dele:

• i. En matematisk teori der beskriver udviklingen i tid for hele universets kvantetilstand.
• ii. En forskrift der angiver forholdet mellem universets kvantetilstand og vore erfaringer.

Første del (i) er udtrykt i Schödinger ligningen eller dens relativistiske generalisering. Det er en rent matematisk teori, der ikke er filosofisk problematisk. Anden del (ii) handler om vore "erfaringer", der ikke har en helt præcis definition. En særlig vanskelighed ved (ii) skyldes det faktum, at det menneskelige sprog er udviklet på et tidspunkt hvor vi ikke har nogen forestilling om parallelle verdener. Dette er dog kun et semantisk problem.

En verden er totaliteten af makroskopiske objekter: stjerner, byer, mennesker, sandkorn osv. - i en udelukkende klassisk beskrevet tilstand.

Denne definition er baseret på den almindelige opfattelse af begrebet verden, som vi mennesker har.

Begrebet "verden" hører i MWI til teoriens del (ii) - dvs. det er ikke en præcist defineret matematisk størrelse, men et ord der defineres af os selv som sansende væsener, idet vi beskriver vore erfaringer. Når vi refererer til den "klassisk beskrevne tilstand" af f.eks. en kat, så betyder det at positionen og tilstanden af katten (levende, død, smilende osv.) er maksimalt specificeret i overensstemmelse med vor evne til at skelne mellem alternativer, og at denne specifikation svarer til et klassisk billede - f.eks. er en superposition som "både levende og død" ikke tilladt i en enkelt verden.

I MWI er selve begrebet "verden" altså grundliggende i overensstemmelse med almindelige menneskers dagligdags oplevelse af verden - men der er nogle ret vigtige forskelle:

Opfattelsen af verden som værende alt hvad der eksisterer gælder ikke i MWI. Her er "alt hvad der eksisterer" identisk med universet, og der er kun et univers. Dette univers omfatter mange verdener svarende til den vi lever i.

I vore dage ved alle, at objekter består af mikroskopiske elementarpartikler, og man er derfor tilbøjelig til at tro, at verden kan defineres mere præcist som totaliteten af alle disse partikler. I MWI er dette imidlertid ikke korrekt. Mikroskopiske partikler kan være i en superposition, mens objekter i en verden ikke kan være det!

De fleste mennesker tror, at vores nuværende verden har en unik fortid og fremtid. Men i MWI er det anderledes: den nuværende verden er ganske vist forbundet med en enkelt unik verden i fortiden, men til en flerhed af verdener i fremtiden.

"Jeg" er et objekt, som Jorden, en kat osv. "Jeg" er defineret på et bestemt tidspunkt ved en komplet (klassisk) beskrivelse af tilstanden i min krop og hjerne. "Jeg" og "Mogens" betegner ikke det samme. For øjeblikket er der mange forskellige "Mogens'er" i forskellige verdener (en i hver) - men det er meningsløst at sige, at der er et andet "jeg" i dette øjeblik. Jeg har en bestemt, veldefineret fortid: jeg er forbundet med en bestemt "Mogens" i 2005. Men jeg har ikke nogen veldefineret fremtid: jeg er forbundet med en flerhed af "Mogens'er" i 2010. Inden for rammerne af MWI er det meningsløst at spørge: hvilken Mogens vil jeg være i 2010? Jeg er forbundet med dem alle. Hver gang jeg udfører et kvante-eksperiment (med flere mulige resultater) ser det ud til for mig, at jeg får et enkelt, bestemt resultat. Men kun den Mogens, der får dette resultat, tænker sådan. Imidlertid kan denne Mogens ikke identificeres som den eneste Mogens efter eksperimentet. Den Mogens der var før eksperimentet, er forbundet med alle Mogens'er, der får alle de mulige resultater.

Grundlaget for overensstemmelsen mellem universets kvantetilstand (bølgefunktionen) og vores erfaring er den beskrivelse fysikerne giver inden for rammerne af standard kvanteteori for objekter der består af elementarpartikler. Samme slags elementarpartikler er identiske. Derfor er essensen af et objekt kvantetilstanden af dets partikler, og ikke partiklerne selv. Et sæt elementarpartikler kan i den ene kvantetilstand være en kat, og i en anden være et lille bord. Vi kan dog ikke nedskrive en nøjagtig bølgefunktion for en kat. Vi kender med rimelig tilnærmelse bølgefunktionen for visse elementarpartikler, der findes i atomkernen. Bølgefunktionen for elektronerne og atomkernerne, der tilsammen udgør et atom, kendes med endnu større præcision. Molekylers bølgefunktion er ret godt udforsket. Meget vides også om biologiske celler, så fysikere kan nedskrive en skitse af en celles kvantetilstand. Dette er naturligvis vanskeligt, fordi der er et utal af molekyler i en celle. Ved hjælp af celler kan vi konstruere forskelligt væv, og endelig hele legemet af en kat.

I denne konstruktion drejer det sig om kvantetilstanden af et objekt i en bestemt tilstand og position. I overensstemmelse med vores definition af en verden, er katten i en bestemt tilstand i hver af disse verdener: enten levende eller død. Schrödinger's berømte eksperiment med katten fører her til en opsplitning i forskellige verdener allerede inden boksen åbnes.

Der eksisterer altså mange verdener parallelt i universet. Selv om alle verdener er af samme fysiske størrelse, og sansende væsener i hver verden føler sig akkurat lige så virkelige som i enhver anden verden, er nogle verdener i en vis forstand større end andre. Denne egenskab kan vi kalde målet af eksistens af en verden. Målet af eksistens af en verden kvantificerer dens evne til at interferere med andre verdener i et tankeeksperiment, og er basis for at introducere sandsynlighed i MWI.

"Jeg" har også et mål af eksistens. Det udgøres af summen af "mål af eksistens" for de forskellige verdener hvori jeg eksisterer. På samme måde kan man definere målet af eksistens for den verden jeg iagttager. Læg mærke til, at jeg ikke direkte erfarer målet af min eksistens. Jeg føler den samme vægt, ser det samme lys osv. - uanset hvor lille mit mål af eksistens måtte være.

Der er en alvorlig vanskelighed med begrebet sandsynlighed i MWI - i en deterministisk teori som denne, er den eneste mulige mening med sandsynlighed et spørgsmål om uvidenhed, men der er ikke nogen relevant information, en iagttager der udfører et kvante-eksperiment kan være uvidende om! Universets kvantetilstand på et bestemt tidspunkt specificerer kvantetilstanden på et hvilket som helst andet tidspunkt. Hvis jeg har tænkt mig at udføre et kvante-eksperiment med to mulige udfald, således at standard kvantemekanik forudsiger sandsynligheden 1/3 for udfaldet A og 2/3 for udfaldet B - så følger det af MWI, at der både vil eksistere en verden hvori udfaldet er A, og en verden hvori udfaldet er B; det er meningsløst at spørge: "Hvad er sandsynligheden for at jeg vil få udfaldet A frem for B?". Det er det, fordi "jeg" vil være forbundet med begge "Mogens'er" - den ene der observerer A, og den anden der observerer B.

Den fornuftige grund til at antage MWI er, at den undgår bølgefunktionens kollaps. Postulatet om bølgefunktionens kollaps er en fysisk lov der adskiller sig fra al anden fysik med hensyn til to aspekter: der er tale om egentlig tilfældighed, og det indebærer en eller anden form for virkning over afstand. Ifølge kollaps-postulatet er resultatet af et kvante-eksperiment ikke determineret af begyndelsestilstanden af universet før eksperimentet: kun sandsynlighederne er bestemt af begyndelsestilstanden. Men vi behøver ikke antage at "naturen spiller terninger".

MWI er en deterministisk teori for et fysisk univers der forklarer hvorfor en verden forekommer at være indeterministisk for menneskelige iagttagere.


Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/

Egypten gav Fogh mulighed for forsoning

Egypten, der har været en af de drivende kræfter i Muhammed-protesterne mod Danmark, gav for knap tre måneder siden den danske regering mulighed for at komme den islamiske verden i møde uden at gå på kompromis med ytringsfriheden.

Egypten: Vi ønsker ikke retslige indgreb
I løbet af oktober og november gjorde den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit i flere breve Danmark og det internationale samfund opmærksom på, at det ikke var et retsligt indgreb over for Jyllands-Posten, Egypten bad om.

Han sendte i første omgang et brev til EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana og generalsekretæren for OSCE, Marc Perrin de Brichambaut.

Brev til Annan
I slutningen af november sendte han også et brev til samtlige lande i FN's generalforsamling. Brevet var kort forinden blevet stilet til FN's generalsekretær, Kofi Annan.

»Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis(...)«, skrev den egyptiske udenrigsminister i brevet til alle FN's medlemslande og fortsatte:

»Alligevel havde vi (...) forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«.

De to breve til EU og OSCE havde lignende ordlyd.

Per Stig var opmærksom på brevet
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har ikke ønsket at blive interviewet til denne artikel. Men via sin ministersekretær bekræfter han i en e-mail til Politiken, at Udenrigsministeriet i den første uge af november sidste år blev gjort opmærksom på brevet.

Alligevel gentog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gentagne gange i både december og januar, at de 11 muslimske ambassadører - heriblandt den egyptiske - havde bedt ham tage »retslige« skridt mod Jyllands-Posten.

Blandt andet sagde Fogh til Berlingske Tidende den 7. januar 2006 om ambassadørerne:

»De opfordrede mig til at tage retslige skridt over for Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Det hverken kan eller vil jeg. Hvis jeg havde taget et møde med dem, havde jeg jo anerkendt, at deres ønske var legitimt. Det ville jeg ikke«.

Forsker: Brevet var en »åben kattelem« for regeringen
Per Stig Møller skriver, at han den 8. november opfordrede den egyptiske udenrigsminister »til at opretholde de normalt åbne og direkte diplomatiske kanaler mellem Danmark og Egypten«.

Med andre ord ville den danske regering helst have at forhandlingerne i profetsagen skete mellem de to udenrigsministre og ikke for åbent tæppe i FN.

Seniorforsker Bjørn Møller ved Dansk Institut for Internationale Studier kalder brevet en »åben kattelem« for den danske regering.

»Egypternes argument stemmer helt overens med principperne i en række af FN's principerklæringer og er derfor absolut rimelige. De gør det oven i købet klart, at de ikke ønsker, at der skal tages retslige skridt over for Jyllands-Posten. Her burde den danske regering være gået tilbage til ambassadørernes oprindelige brev for at se de havde forstået det rigtigt«.

Egypten: Fogh er ansvarlig for krisens eskalering
I et interview med Politiken beskylder den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit den danske statsminister for at være ansvarlig for, at sagen om Muhammedtegningerne løb ud af hænderne på både politikere og diplomater og førte til voldsomme demonstrationer.

Han mener, det var alt for sent, da Fogh i sin nytårstale sagde, at han fordømte enhver udtalelse eller handling, der dæmoniserede andre på grund af deres religion. Ifølge Gheit skulle den danske regering have lagt denne afstand til tegningerne i oktober.

»Hvis den havde sagt det på det tidspunkt, tror jeg ikke, der ville være sket noget«, siger han.

Advarede Per Stig
Ahmed Aboul Gheit siger også, at han flere gange telefonisk advarede udenrigsminister Per Stig Møller (K) kort tid efter Foghs afvisning af ambassadørmødet:

»Jeg sagde, at vi nærmede os noget, der var meget farligt. Sagen havde et indhold, der kunne få alvorlige konsekvenser«.

Per Stig Møller har hidtil sagt, at han på et møde med den egyptiske udenrigsminister i Bahrain den 12. november sidste år fik talt sagen igennem, og de derefter betragtede den som afsluttet. Men den udlægning kan Ahmed Aboul Gheit ikke genkende.

»Nej, fordi du fornærmer ikke mennesker for bagefter at sige, at sådan er ytringsfriheden, så det må du glemme«, siger han.

Oppositionen: Større behov for uvildig undersøgelse
En samlet opposition til venstre for regeringen mener, at de nye oplysninger øger behovet for en uvildig undersøgelse:

»Jeg synes, at brevet taler for sig selv. Det står sort på hvidt, at Egypten ikke ønsker retlig indgriben, men respekt for menneskers religion. Jeg spekulerer på, om der er flere breve og andre ting, der er relevante«, siger Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.

Politiken ville gerne have spurgt statsminister Anders Fogh Rasmussen om han kender brevet fra den egyptiske udenrigsminister. Men han ønsker ikke at udtale sig.

---
kilde: Politiken

Demokrati og bomber

Af Mogens Michaelsen

Et af de vigtigste aspekter ved demokrati er fredeliggørelsen af samfundsforholdene. Det skarpe tungebånd frem for det skarpe sværd. Stemmesedlen frem for maskinpistolen. Demonstrationen frem for kanonen.

Det skarpe tungebånd kan naturligvis kun bruges, hvis man har ytringsfrihed. Begrænses ytringsfriheden risikerer man, at nogen griber til vold. Er der tale om egentlige sociale modsætninger, f.eks. et etnisk eller religiøst mindretal der bliver undertrykt af flertallet i det pågældende land, så kan det gå helt galt.

Men ytringsfriheden kan også bruges til at lægge et mindretal for had, sådan som Jyllands Posten har valgt at gøre det med Muhammed-tegningerne. Derfor er der et dilemma her: den ytringsfrihed der generelt er med til at fredeliggøre samfundet, kan bruges på en sådan måde, så den giver anledning til det modsatte - altså voldelige handlinger. Derfor er der ikke noget selvmodsigende i at have visse begrænsninger i ytringsfriheden, for såvidt de tjener samme formål: en fredeliggørelse af det politiske rum.

Spørgsmålet er så, om sagen med Muhammed-tegningerne giver anledning til dette - altså til en begrænsning i ytringsfriheden i form af en skærpet blasfemi-paragraf eller lignende? Her synes jeg følgende punkter især er relevante:

• Det er rigtigt, at tegningerne har givet anledning til voldelige handlinger, først og fremmest i form af afbrænding af danske ambassader. Men disse handlinger har alle fundet sted i lande med autoritære regeringer, hvor befolkningen normalt ikke har adgang til frit at ytre sig og demonstrere.
• Meget tyder på, at disse landes regimer helt bevidst har ladet pøblen foretage sig disse handlinger, for at opnå et eller andet politisk mål selv. Det er altså autoritære regimer, der forbryder sig mod international ret, ved ikke at forhindre dette.
• Der har stort set ingen voldelige episoder været her i Danmark. Den vigtigste grund til dette er vel, at Danmark netop er et stabilt demokrati. Det betyder ikke, at der ingen problemer er med integrationen af muslimer - det er der helt klart. Det betyder snarere, at danskerne og de fleste muslimer er indstillet på en løsning ad demokratisk vej. I den forbindelse er det forøvigt ret tvivlsomt, om de famøse tegninger vil blive ved med at stå centralt. Det vil de forhåbentlig ikke komme til.

Konklusionen synes jeg helt klart må være, at det absolut ikke er en begrænsning af ytringsfriheden der er brug for, men at der for alvor sættes skub på integrationen af "muhamedanskerne". Samtidig har vi fået lært, at autoritære regimer i Mellemøsten ikke er blege for at trampe på et lilleput-land oppe nordpå.

Det sidste kan måske få nogle danskere til at klappe i hænderne, hvis USA eller Israel i den nærmeste fremtid skulle finde på at angribe Iran. Det er jo et af de autoritære regimer, der har tilladt sig at trampe på Danmark i denne forbindelse.

Noget tyder på, at Bush-regimet har tænkt sig at bruge sagen til dette formål, altså som et led i at få Danmark og andre europæiske lande til at acceptere et angreb på Iran. Man undlader blandt andet at nævne den rolle Saudi-Arabien har spillet. Se min artikel om den amerikanske viceudenrigsminister Daniel Fried's besøg i Danmark for nylig. Om Saudi-Arabien's rolle, se artiklen: "Provocation all the way down" af Lindsay Beyerstein.


Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/