Findes der en gud – eller er der en kant?

Et lille essay om den menneskelige erkendelse og menneskets guder.

Af Michael Hammers

I naturtilstanden troede mennesket, at naturen var befolket af guder (ånder), som det var bydende nødvendigt at stå på god fod med. En skovbrand, et vulkanudbrud, en isvinter, mangel på føde, o.s.v., opfattedes som repræsentationer af gudernes vrede og ikke som udtryk for ”blinde” naturkræfters virksomhed. Og blev en gud vred, så mente naturmennesket, at det skyldtes, at man ikke havde vist guden behørig respekt og opmærksomhed. For at genoprette det gode forhold, blev et eller flere individer holdt ansvarlige for miséren. Disse fik så deres bekomst og livet kunne gå videre.

For et ”væsen” som mennesket, der qua sin enestående bevidsthed formår at overskride ”nuet” og foregribe fremtiden, er det psykologisk afgørende, at kunne føle sig sikker på, at man selv (til en vis grad) kan kontrollere omverden og ”morgendagen”. Ellers bliver mennesket stresset, angst og utryg ved livet/ tilværelsen.

Ånder og guder skabes ubevidst ud af dette behov for tryghed, stabilitet og forudsigelighed. Gennem troen på overmenneskelige eksistenser skabte naturmennesket derfor oplevelsen af, at kunne forklare begivenhedernes skeen (Guden/ånden var blevet vred over noget) og fik oplevelsen af en vis kontrol over samme (udøvelse af den rette adfærd, hvis man f.eks.ofrede blev guden ikke vred). På den måde ”ophævedes” naturkræfternes reelle ukontrollerbarhed og et acceptabelt tryghedsniveau blev ”sat” i stedet.

Henover udviklingen fra jæger-samler samfund, til agrar samfund, til by samfund, sker der en tilsvarende udvikling af guderne. Og i perioden umiddelbart op til den jødisk-kristne Guds ”indtog” i vores kulturkreds hersker gudestammer/familier med f.eks. Zeus, Jupiter og Odin i spidsen. Ligesom mennesket nu er det, er disse guder løsrevet fra den umiddelbare naturtilstand. Således repræsenterer guderne ikke længere naturfænomener, processer og dyr. Derimod er det mennesket selv, dettes egenskaber og samfundsordnen/moralen, som først og fremmest inkarneres af guderne.

Da Gud vinder indpas sker der samtidig en opdeling i godt og ondt. Gud tilskrives alt det gode, mens det onde udskilles i Satan. Dybt ind i vores moderne tidsalder har troen på Gud og Jesus bibragt mange mennesker trygheden og troen på livet og evnen til at leve det. Akkurat som troen på de primitive guder skabte tryghed for naturmennesket. Imidlertid har gudstroen i efterkrigstiden været i opbrud og mange alternative trosformer, generelt med begrebet om ”Karma” som omdrejningspunkt, er brudt frem.

Troen på et guddommeligt Karma tilbyder mennesket åndelig selvudvikling og mulighed for stadig ”forbedring”. Dette modsvarer nøjagtig den virkelighed, som det moderne menneske indgår i. En virkelighed, der lægger vægt på individualitet og som tilbyder den enkelte muligheden for at gøre en forskel og få indfriet sine individuelle behov for både at realisere og ”finde” sig selv.

Vi har altså skabt guderne ud af vores konkrete erfaringshorisont. Derfor er mennesket ikke skabt i Guds billede, som det hedder i den hellige skrift, men alle guder er skabt i menneskets billede. Men betyder denne erkendelse, der vinder stadig større udbredelse så, at det, vi kalder det guddommelige, ikke er andet end ren fantasi? Og i så fald - indenfor en overskuelig fremtid - vil opfattes som en håbløst antikvarisk måde at opfatte verden på, for så til sidst at ”droppe” helt ud af menneskets fortsatte historie?

Disse spørgsmål vender vi tilbage til, men lad os først se, hvad filosoffen Immanuel Kant har at sige om vores måde at opleve (erfare) verden på. Og dernæst, hvordan Kants opfattelse kan bekræftes af to implikationer ved den moderne kosmologi.

”Das Ding an Sich”
Immanuel Kant (1724-1804) udgav i 1781 sit epokegørende værk: ”Kritik der reinen Vernunft”. Kant, der af mange, opfattes som den største filosof gennem alle tider, angav selv, at han med sit værk havde gjort en ”kopernikansk vending” i erkendelsesteorien. I modsætning til sin samtid, der søgte virkeligheden/sandheden i den fysiske verden udenfor mennesket (empiri), vendte Kant blikket i mod selve erkendelsens arnested: mennesket selv.

Ifølge Kant kan mennesket ikke erkende virkeligheden som den egentlig er. Derimod er menneskets erkendelse bundet til ubevidste/genetiske erkendeforudsætninger i menneskets sind. Sådanne forudsætninger er, ifølge Kant, f.eks. oplevelsen af rum, af tid og af årsag og virkning. Det karakteristiske ved disse er, at de går forud for menneskets sansninger af omverden (f.eks. det at se og høre) og placerer sansningerne i en bestemt ordnet sammenhæng. Men udover at være årsag til, at vi erkender verden som en fast orden og ikke oplever et rent sansekaos, er vores erkendeforudsætninger også årsag til, at vi ikke kan erkende den egentlige virkelighed. Således er verden i virkeligheden anderledes end den verden, vi oplever (erfarer) og kan forestille os.

Denne anderledeshed kalder Kant for ”das Ding an Sich” – altså tingen i sig selv, eller verden som den virkelig er. Hvad der ellers ligger i dette, kan Kant selvfølgelig ikke fortælle os, da han ikke kan erkende det.

Kant kan derfor heller ikke besvare spørgsmålet om Guds eksistens, idet alle menneskelige forestillinger om Gud udspringer af de erfaringer, vi har. Erfaringer, der altså IKKE er erfaringer med den virkelige verden - ”das Ding an Sich”.

Vender vi nu blikket mod den moderne kosmologi, vil vi møde to implikationer – to ufattelige forhold, der bekræfter Kants erkendelsesteori.

Den moderne kosmologi
I 1929 gjorde Edwin Hubble (1889-1953) en epokegørende opdagelse. Hubble kunne ved spektral målinger af lys fra fjerne galakser konstatere, at disse galakser fjerner sig fra os. Med andre ord: universet udvider sig.

Man kunne nu tale om, at universet havde en historie. For, når noget udvider sig, så må det jo før have været mindre. Ved at regne baglæns kunne astrofysikerne påvise, at det univers vi kender i dag har haft en langt større stoflig tæthed. D.v.s. universet har hele tiden haft samme mængde stof, men har bare været mindre. Ja faktisk, har tætheden været så ekstrem, universet så lille, at det til sidst eksploderede – det såkaldte ”Big Bang”.

Hubbles opdagelse af universets udvidelse blev en af hjørnestenene i udviklingen af den moderne kosmologi.

Det første ufattelige: Et uendeligt univers mindre end et atom!
Selve teorien om ”the Big Bang” er i sit udgangspunkt fuldstændig ufattelig. Ved hjælp af matematikken kan man beregne og med en helt overordnet logik fatte, at universet har været uendelig lille. Men hvis vi vil forestille os og forstå, d.v.s. erkende, hvad et uendeligt lille univers egentlig er for en størrelse, så kommer vi til kort. Lad os først helt overordnet se på nogle af størrelsesforholdene i universet, som vi kender det i dag.

Mælkevejen (= græsk: galakse) kalder vi den galakse i universet, hvor vores solsystem befinder sig. Vores mælkevej består af 100 milliarder! stjerner og har en diameter på 100.000 lysår! Et lysår vil sige den distance som lyset kan nå at tilbagelægge på et år. Lyset rejser med en hastighed på 300.000 km i sekundet! Således kan lyset nå 7,5 gange rundt om jorden på et eneste sekund! Men selv med denne fuldkomment ufattelige hastighed vil det alligevel tage lyset 100.000 år at nå fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Og hvor længe er så 100.000 år - sådan kvalitativt set? Ja, f.eks. er det 100.000 år siden, at de første mennesker (homo sapiens) og dermed de første primitive naturguder dukkede op!

Skønt nævnte størrelsesforhold angående vores galakse er af helt utroligt gigantiske proportioner, så er det alligevel for intet at regne imod dette, at Mælkevejen blot er en galakse blandt flere hundrede milliarder!, som rummes af vort univers. Og i øvrigt blot en middelstor en af slagsen.

Efter denne lille eskapade udi det nutidige univers, kan vi nu vende blikket tilbage til samme univers barndom. Hvor stort eller rettere, hvor lille var det så, det uendeligt lille univers? Svaret er, at det var mindre end læserens lillefingernegl. Eller rettere det var mindre end ET atom i læserens lillefingernegl – en negl, hvori der findes milliarder af atomer!!

Sådanne forvrængede proportioner er vores hjerner simpelt hen ikke konstruerede til at fatte. Vi kan tale om dem, ja. Og vi kan fornemme det enorme ”sus” fra dette ufattelige. Men egentlig at begribe (erkende), at vores gigantiske univers engang skulle have været mindre end et atom, er simpelt hen umuligt. Og man kan derfor sige, at teorien om the Big Bang på den måde bekræfter Kants teori om vores erkendelses begrænsninger.

Men ikke nok med det - Big Bang teorien peger også på Kants ”das Ding an Sich”. For, når man beregner universets udvikling og laver forsøg med elementarpartikler (kvarker/gluoner), kan man nemlig ”kun” gå tilbage til lige efter eksplosionen (the big bang). Hvad det uendeligt lille univers var før eksplosionen, kan vores fysik ikke hjælpe os med. Det kan den ikke, fordi den fysik og de fysiske love, vi kender, passer på det nuværende univers, men altså ikke på det univers, hvoraf det nuværende udspringer.
Det betyder, at vores erkendelse af kosmos ikke omfatter det, der går forud og det der ligger bag eller i universets udvikling. Altså Kants ”das Ding an Sich”.

Det andet ufattelige: Universets udvider sig ikke i noget!
Et andet ufatteligt forhold ved universet angår dets udvidelse. Når universet udvider sig, så fylder det altså ikke for nuværende det hele, er ikke alt – det skulle man i hvert fald mene. For, der må da ligge noget udenom, som det så udvider sig i. Imidlertid - universet udvider sig ikke i noget. Universet er det hele! Det kan vi dog ikke fatte. For vores logik siger os, at hvis ”noget” er ”det hele”, så kan det ikke udvide sig – medmindre, da, at det udvider sig i noget, men så er det på den anden side IKKE ”det hele”!

Igen rammer vi altså ind i vores erkendelses begrænsninger. Det er vores genetiske opfattelse af et altid værende rum (Kant kaldte det for en anskuelsesform), som vi under ingen omstændigheder kan komme udenom. Der er ikke noget at gøre – vort sind kræver, at vi ”sætter” dette rum, som universet så kan udvide sig i. Men det er der altså ikke!

Et fremtidigt gudsbegreb
Kant har givet os et indblik i vores erkendelses begrænsninger. Begrænsninger, der forhindrer os i at erkende verden, som den er i virkeligheden – ”das Ding an Sich”. Og den moderne kosmologi har vist sig, at kunne bekræfte Kants erkendelsesteori.

Det følger af vores historie, at vi har skabt guderne i vort billede, så at sige. D.v.s. vi har skabt guderne som overmenneskelige (universelle) repræsentationer af menneskets og samfundets tilstand i givne historiske perioder. Det var med henvisning til dette, at vi tidligere stillede spørgsmålene:

Betyder denne erkendelse, der vinder stadig større udbredelse så, at det, vi kalder det guddommelige, ikke er andet end ren fantasi? Og i så fald - indenfor en overskuelig fremtid - vil opfattes som en håbløst antikvarisk måde at opfatte verden på, for så til sidst at ”droppe” helt ud af menneskets fortsatte historie?

For endelig at besvare disse spørgsmål, må vi først skelne mellem guderne og det guddommelige. Her kan det siges, at guderne altid vil være forbundet med guddommelighed, mens begrebet om guddommelighed ikke nødvendigvis er tilknyttet guderne. Sammenholder vi dette med Kants erkendelsesteori, hvorefter alle vore forestillinger om Gud (guderne) udspringer af vores erfaring (som ikke er den egentlige virkelighed), så må vi konstatere, at vores guder er rene fantasiprodukter.

Men hvad det guddommelige angår, så stiller sagen sig noget anderledes. Det guddommelige er ikke en antropomorf projektion, men derimod et begreb om noget højere, smukkere, sandere, o.s.v. Der er med dette begreb tale om noget, der angår vores følelser og/eller det nogen vil kalde det åndelige. Man kunne også tale om noget uformidlet. D.v.s. noget, der kan opleves forud for begrebet om det selv (guddommelighed). Dette altså i modsætning til de konkrete guderepræsentationer.

Det betyder, at Kants erkendelsesteori og hans begreb om ”das Ding an Sich”, ikke fremstår som en benægtelse af det guddommelige, men faktisk ”åbner” en dør for samme. For, når vi ikke kan erkende den egentlige virkelighed, så kan vi heller ikke vide, hvad der ligger til grund for universets og vores egen eksistens. Det kan være noget teleologisk (formålsrettet, bevidst – noget guddommeligt). Det kan også bare være ”blinde” processer, der givet disse eller disse forhold, virker sådan og sådan.

Troen på noget guddommeligt kan altså opretholdes, og vil således ikke ”droppe” ud af menneskets fortsatte historie. Imidlertid vil et fremtidigt gudsbegreb formentlig vise sig at indeholde en ”gudsopfattelse”, der er langt mindre konkret og meget mere flydende, end den antropomorfe opfattelse vi hidtil har lagt til grund ved dannelsen af vores guder. Der vil formentlig snarere være tale om ”teleologiske kræfter” frem for ”personaliserede væsner med menneskelige egenskaber”. Og det nye gudsbegreb vil formentlig – i kombination med en eller anden form for ”karmisk” tankegang - tage udgangspunkt i partikel- og astrofysikkens til tider meget fremmedartede opdagelser og teorier. Disse kan nemlig tilbyde rig næring til den menneskelige fantasi og indeholder et væld af mysterier, som sorte huller, parallelle verdner, antistof, teleportation, tidsrejser, og meget meget mere.

Til gengæld må vi altså konstatere, at de antropomorfe guders epoke er i hastigt aftagende. Og spørgsmålet er blot om, det vil vare 100, 200 eller 500 år, før skæbnen er endeligt beseglet for disse menneskehedens urgamle følgesvende.

---
kilde: Flix.dk

Jyllands-Postens leder: I terrorens tegn

SKULLE NOGLE fortsat være i tvivl om, hvad terrorisme er, blev det endnu engang demonstreret på den mest forfærdende og modbydelige vis - denne gang i Jordans hovedstad, Amman.

Tre nogenlunde samtidige selvmordsbombeanslag med Al Qaidas brændemærke rettet mod hotellers uskyldige gæster fortæller om den kynisme og vilkårlighed, hvormed der spredes ødelæggelse, lemlæstelse og død for at skabe permanent frygt og uvished.

Jordan forsøges straffet, fordi landet støtter fred i Mellemøsten og nægter at gå de totalitære og fundamentalistiske kræfters ærinde, og allerede i sommer fik landet en forsmag med et raketangreb på byen Aqaba under et amerikansk flådebesøg.

Med naboskabet til Irak er landet hårdt i klemme, men efterretningstjenesten gør, hvad den kan, for at optrevle mistænkelige netværk og arrestere terrorister.

Forhåbentlig vil den jordanske regering under alle omstændigheder bevare fatningen og nøgternt træffe de nødvendige forholdsregler i håb om at kunne forebygge gentagelser. Taber man hovedet i bare skræk og handler derefter, er der stor risiko for, at terroristerne opnår bare de første skridt i den udvikling, de selv ønsker.

I Storbritannien har premierminister Tony Blair netop fået nedstemt en terrorlovgivning, fordi den var så vidtgående med indgreb i borgernes retssikkerhed, at mange af hans partifæller stod af. Forhåbentlig vil det være ham et alvorligt lærestykke, for det er åbenbart ikke så ligetil at slå plat på frygten for terror i håb om en ekstragevinst blandt vælgerne.

Herhjemme er dette nederlag et vink med en vognstang til det foretagsomme Dansk Folkepartis partiledelse om, at man heller ikke skal undervurdere vælgernes evner, og forhåbentlig vil hændelsen også give regeringens konservative justitsminister anledning til grundig omtanke, inden hun kommer med konkrete forslag, der kunne trække i samme retning.

Ret beset har folk i almindelighed taget arrestationerne af mulige terrorister med fatning. Forhåbentligt vurderer de lige så klart, når Dansk Folkeparti og andre her i slutningen af kommunalvalgkampen forsøger at bruge optøjerne i Frankrig eller i Rosenhøj ved Århus til udspil, der også risikerer at oppiske en dårlig stemning mod muslimer generelt. De har ellers brug for forståelse og opbakning al den stund, det også er dem og deres familier, der rammes af terror i Jordan, i Irak, i Sydøstasien og ved terroranslag her i Europa. I stedet skal vi stå sammen mod de despotiske og totalitære kræfter, der vil udslette demokratiet.

Herhjemme må det fortsat anbefales, at regeringens ansvarlige holder hovedet koldt og tænker konstruktivt i stedet for at forgribe sig på borgernes retssikkerhed, som ellers kan være den nemme og bekvemme måde, når terror skal forebygges.

Øget overvågning på strategisk rigtige steder slipper vi nok ikke for. Der kan også vise sig behov for øgede ressourcer til politi og efterretningsvæsen på forskellig vis til forskellige formål, men man skal holde sig fra yderligere indgreb i borgernes retssikkerhed.

I forebyggelsen vil det bl.a. være konstruktivt at forsøge at gøre terrorceller finansieret ved kriminalitet pengeløse. Det stiller ikke alene krav til banker og institutioner, som ligger inde med store pengebeløb, men også til politiets og efterretningstjenestens opklaringsindsats.

Tiden har vist, at alt hvad der kan misbruges også bliver misbrugt på et tidspunkt, når man går på akkord med retssikkerheden, og vidtgående indgreb harmonerer ikke med det danske demokratis udmærkede traditioner. Vilkårlighed må derfor fortsat være terroristernes egen sag.

---
kilde: Jyllands-Posten

DF raser mod præst på Nørrebro

Hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti har lige leveret endnu et godt argument for, at Folkekirken bør frigøres fra sin afhængighed af staten. Det skal han have tak for!

En sognepræst har inviteret en imam til at have fast træffetid i hans kirke. Det er S.E. så forarget over, at han vil have staten til at gribe ind for at forhindre det.

Hvis den katolske kirke - rent hypotetisk - skulle finde på at gøre det samme, så kan den danske stat overhovedet ikke blande sig i det. Det ville være i klar modstrid med religionsfriheden her i Danmark. Hvis staten forsøgte at blande sig i det, ville der først blive en forfærdelig ballade, hvorefter staten ville blive anklaget for grundlovsbrud - og tabe sagen!

Hvorfor skal medlemmerne af folkekirken ikke have de samme rettigheder som katolikker og andre trosretninger? Altså retten til ikke-indblanding fra statens side.

Man kan også stille det op på en anden måde:

Det er givetvis korrekt, at en del herboende muslimer ikke har forstået, at i det danske demokrati kan statsministeren ikke blande sig i, om en avis bringer tegninger af profeten Muhammed.

Men det bliver vel heller ikke ligefrem nemmere at forstå, hvis kirkeministeren samtidig kan blande sig i, om folkekirken samarbejder med muslimer som nævnt ovenfor?

Selvom kirkeministeren undlader at blande sig, så fragår det ikke, at staten har ret til at blande sig i den slags ting - og at den derfor kan være følsom for pres fra yderliggående politikere som S.E.

Det er noget lort!

Jeg er iøvrigt selv medlem af folkekirken og troende kristen.

Det er for mig svært at se, at den nævnte ordning skulle være i modstrid med den kristne tro - tværtimod. Men måske Dansk Folkeparti er ude i et lidt andet ærinde?

---
baggrund: DR Nyheder

Bomberne i Amman

Terrornetværket al-Qaeda i Irak har meddelt, at det stod bag bomberne mod tre hoteller i Amman i Jordan i aftes.

I forbindelse med sagen blev udenrigsminister Per Stig Møller på TV2-nyhederne spurgt, om ikke der kunne være en risiko for at nogle arabiske lande vælger at bøje sig for Al-Qaedas trusler, først og fremmest de ikke-demokratiske lande. Han svarede noget i retning af, at også de ikke-demokratiske arabiske landes regeringer må have en interesse i at bekæmpe Al-Qaeda, da en total sejr for denne organisation/bevægelse også betyder en fjernelse af disse regimer - til fordel for et eller andet taliban-lignende Kalifat.

Efter min mening bør den demokratiske verden faktisk samarbejde med ikke-demokratiske regimer rundt om i verden om effektiv bekæmpelse af Al-Qaeda - men kun om netop dette!

Det skal man, fordi Al-Qaeda er en langt større trussel mod den demokratiske verden end diverse ikke-demokratiske regimer er.

Man skal blot afholde sig fra mere generelt at holde hånden over disse ikke-demokratiske regimer, eller ligefrem alliere sig med dem (som USA har for vane at gøre).

Presset på disse lande for reformer i demokratisk retning skal fastholdes. Man skal ikke acceptere at de stiller betingelser for at samarbejde om terrorbekæmpelse. Især ikke betingelser der har til formål at undvige demokratisering.

Man skal heller ikke bruge militære midler i den forbindelse. Her er angrebet på Irak ikke et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man udbreder demokrati med militære midler. USA angreb ikke Irak for at udbrede demokrati, men for at pleje sine egne interesser.

Men USA er stadig et demokratisk land, og hører dermed til i denne kategori. Det er helt bevidst at jeg ovenfor taler om "den demokratiske verden" og ikke "den vestlige verden". Det er netop vigtigt at bløde denne anakronisme op.

Demokrati er - og skal være - den dominerende styreform overalt i verden.

Det skal blot ikke opnås gennem FN-stridige og egenrådige militære aggressioner baseret på løgn og bedrag, som f.eks. den Irak-krig Danmark desværre gik med i.

---
baggrund: DR Nyheder
kilde: MOMIBLOG DK

Unge indvandrere amok i Århus-bydel

Rosenhøj Centret har flere aftener i træk lagt bygninger til de værste optøjer i Århus i flere år. »Området tilhører os,« proklamerer de unge. Søndag aften var der et nyt brandattentat.

Deres ord lyder som en rendyrket krigserklæring til det danske samfund. Politiet skal holde sig væk. Området tilhører indvandrerne.

Fire unge sidder på halvmuren i Rosenhøj Centret søndag eftermiddag og kalder sig talsmænd for de grupper, der tre aftener i træk har hærget og forsøgt at brænde grillbaren og flere andre forretninger af.

Rundt på parkeringspladsen sværmer biler med unge fra indvandrermiljøet, og andre går rundt og hilser med sejrsstemning på hinanden efter de værste optøjer i Århus i flere år.

Hver aften deltog 30 til 40 unge, især indvandrere.

Kun to af dem blev anholdt.

Det var en sejr.

»Vi vidste, I ville komme. Vi er talsmænd,« sagde en ung mand med sort strikhue ned over hovedet, da JP Århus besøgte Rosenhøj Centret søndag. Han var vred. Meget vred.

Bag ham har værtshuset Hot Shot ar efter angrebene med brosten, og i forretningerne langs parkeringsplads-en ved det lille center er vinduerne klistret til med tape i et gigantisk spindelvævsmønster.

Fire timer efter det korte møde sendte Falck et slukningstog med politieskorte til Vuggestuen Kjærslund på Søndervangs Allé skråt over for Rosenhøj Centret.

Benzin gennem rude

På bagsiden af huset var en rude knust, og ilden blussede kraftigt, formentlig fra benzin, der var smidt ind på gulvet og antændt.

Falck standsede på Viby Torv et par kilometer fra brandstedet og ventede på, at politiet kunne eskortere brandbilerne frem til vuggestuen. To nætter tidligere blev andre Falckfolk truet, da de skulle afdække knuste butiksvinduer.

Brosten har ødelagt butiksruderne fra den ene ende af center-arkaden til den anden. Politiet skrev lørdag aften i døgnrapporten, at de unge havde stenene i poser, da de kom til Rosenhøj.

Brosten mod bageri

Lørdag formiddag blev en 16-årig somalisk dreng fængslet for særlig farlig vold, fordi han fredag aften kastede en brosten gennem butiksruden i bageriet. Stenen strøg tæt forbi bager-mester Børge Svaløs ansigt.

Ransagninger

»Vi er trætte af at blive undertrykte. Vi er tætte af, at politiet ransager hjemme hos vores forældre. Vi er trætte af, at politiet stopper vores biler og ransager os for øjnene af alle, så vi er til grin. Vi er trætte af, at politiet banker en af vores venner, som det gjorde i aftes,« skælder han ud, den unge mand med strikhuen søndag eftermiddag.

Han kalder sig 100 pct. palæstinenser, født i en flygtningelejr i Libanon for 19 år siden og nu arbejdsløs flygtning i Danmark.

»Politiet skal holde sig væk. Det her er vores område. Vi bestemmer her.«

Og så kommer det med tegningerne af profeten Muhammed:

»Vi er trætte af det, der er sket med vores profet. Vi er trætte af Jyllands-Posten. Jeg ved godt, at det ikke var jer, men vi vil ikke finde os i det, Jyllands-Posten gjorde med profeten,« siger han aggressivt og de andre nikker anerkendende.

Planlagt i tre uger

To af dem er tyrkere, og det er første gang, at tyrkere og palæstinensere står sammen, hævder den 19-årige.

»Vi har planlagt det her i tre uger. Derfor blev kun to anholdt lørdag aften. Politiet ville afspærre det hele. Men vi kender vejene ud,« påstår han og forsvinder gumlende på et stykke pizza henne fra Fun Pizza.

Også pizzeriaets vinduer er holdt sammen med tape efter angreb med brosten.

Lederen af politiets ungdomsgruppe, vicekriminalkommissær Allan Aarslev, var i Rosenhøj Centret torsdag, fredag og lørdag. Søndag aften var han igen på arbejde for at se, om der var optræk til den fjerde aften med optøjer.

---
kilde: Jyllands-Posten