Findes der en gud – eller er der en kant?

Et lille essay om den menneskelige erkendelse og menneskets guder.

Af Michael Hammers

I naturtilstanden troede mennesket, at naturen var befolket af guder (ånder), som det var bydende nødvendigt at stå på god fod med. En skovbrand, et vulkanudbrud, en isvinter, mangel på føde, o.s.v., opfattedes som repræsentationer af gudernes vrede og ikke som udtryk for ”blinde” naturkræfters virksomhed. Og blev en gud vred, så mente naturmennesket, at det skyldtes, at man ikke havde vist guden behørig respekt og opmærksomhed. For at genoprette det gode forhold, blev et eller flere individer holdt ansvarlige for miséren. Disse fik så deres bekomst og livet kunne gå videre.

For et ”væsen” som mennesket, der qua sin enestående bevidsthed formår at overskride ”nuet” og foregribe fremtiden, er det psykologisk afgørende, at kunne føle sig sikker på, at man selv (til en vis grad) kan kontrollere omverden og ”morgendagen”. Ellers bliver mennesket stresset, angst og utryg ved livet/ tilværelsen.

Ånder og guder skabes ubevidst ud af dette behov for tryghed, stabilitet og forudsigelighed. Gennem troen på overmenneskelige eksistenser skabte naturmennesket derfor oplevelsen af, at kunne forklare begivenhedernes skeen (Guden/ånden var blevet vred over noget) og fik oplevelsen af en vis kontrol over samme (udøvelse af den rette adfærd, hvis man f.eks.ofrede blev guden ikke vred). På den måde ”ophævedes” naturkræfternes reelle ukontrollerbarhed og et acceptabelt tryghedsniveau blev ”sat” i stedet.

Henover udviklingen fra jæger-samler samfund, til agrar samfund, til by samfund, sker der en tilsvarende udvikling af guderne. Og i perioden umiddelbart op til den jødisk-kristne Guds ”indtog” i vores kulturkreds hersker gudestammer/familier med f.eks. Zeus, Jupiter og Odin i spidsen. Ligesom mennesket nu er det, er disse guder løsrevet fra den umiddelbare naturtilstand. Således repræsenterer guderne ikke længere naturfænomener, processer og dyr. Derimod er det mennesket selv, dettes egenskaber og samfundsordnen/moralen, som først og fremmest inkarneres af guderne.

Da Gud vinder indpas sker der samtidig en opdeling i godt og ondt. Gud tilskrives alt det gode, mens det onde udskilles i Satan. Dybt ind i vores moderne tidsalder har troen på Gud og Jesus bibragt mange mennesker trygheden og troen på livet og evnen til at leve det. Akkurat som troen på de primitive guder skabte tryghed for naturmennesket. Imidlertid har gudstroen i efterkrigstiden været i opbrud og mange alternative trosformer, generelt med begrebet om ”Karma” som omdrejningspunkt, er brudt frem.

Troen på et guddommeligt Karma tilbyder mennesket åndelig selvudvikling og mulighed for stadig ”forbedring”. Dette modsvarer nøjagtig den virkelighed, som det moderne menneske indgår i. En virkelighed, der lægger vægt på individualitet og som tilbyder den enkelte muligheden for at gøre en forskel og få indfriet sine individuelle behov for både at realisere og ”finde” sig selv.

Vi har altså skabt guderne ud af vores konkrete erfaringshorisont. Derfor er mennesket ikke skabt i Guds billede, som det hedder i den hellige skrift, men alle guder er skabt i menneskets billede. Men betyder denne erkendelse, der vinder stadig større udbredelse så, at det, vi kalder det guddommelige, ikke er andet end ren fantasi? Og i så fald - indenfor en overskuelig fremtid - vil opfattes som en håbløst antikvarisk måde at opfatte verden på, for så til sidst at ”droppe” helt ud af menneskets fortsatte historie?

Disse spørgsmål vender vi tilbage til, men lad os først se, hvad filosoffen Immanuel Kant har at sige om vores måde at opleve (erfare) verden på. Og dernæst, hvordan Kants opfattelse kan bekræftes af to implikationer ved den moderne kosmologi.

”Das Ding an Sich”
Immanuel Kant (1724-1804) udgav i 1781 sit epokegørende værk: ”Kritik der reinen Vernunft”. Kant, der af mange, opfattes som den største filosof gennem alle tider, angav selv, at han med sit værk havde gjort en ”kopernikansk vending” i erkendelsesteorien. I modsætning til sin samtid, der søgte virkeligheden/sandheden i den fysiske verden udenfor mennesket (empiri), vendte Kant blikket i mod selve erkendelsens arnested: mennesket selv.

Ifølge Kant kan mennesket ikke erkende virkeligheden som den egentlig er. Derimod er menneskets erkendelse bundet til ubevidste/genetiske erkendeforudsætninger i menneskets sind. Sådanne forudsætninger er, ifølge Kant, f.eks. oplevelsen af rum, af tid og af årsag og virkning. Det karakteristiske ved disse er, at de går forud for menneskets sansninger af omverden (f.eks. det at se og høre) og placerer sansningerne i en bestemt ordnet sammenhæng. Men udover at være årsag til, at vi erkender verden som en fast orden og ikke oplever et rent sansekaos, er vores erkendeforudsætninger også årsag til, at vi ikke kan erkende den egentlige virkelighed. Således er verden i virkeligheden anderledes end den verden, vi oplever (erfarer) og kan forestille os.

Denne anderledeshed kalder Kant for ”das Ding an Sich” – altså tingen i sig selv, eller verden som den virkelig er. Hvad der ellers ligger i dette, kan Kant selvfølgelig ikke fortælle os, da han ikke kan erkende det.

Kant kan derfor heller ikke besvare spørgsmålet om Guds eksistens, idet alle menneskelige forestillinger om Gud udspringer af de erfaringer, vi har. Erfaringer, der altså IKKE er erfaringer med den virkelige verden - ”das Ding an Sich”.

Vender vi nu blikket mod den moderne kosmologi, vil vi møde to implikationer – to ufattelige forhold, der bekræfter Kants erkendelsesteori.

Den moderne kosmologi
I 1929 gjorde Edwin Hubble (1889-1953) en epokegørende opdagelse. Hubble kunne ved spektral målinger af lys fra fjerne galakser konstatere, at disse galakser fjerner sig fra os. Med andre ord: universet udvider sig.

Man kunne nu tale om, at universet havde en historie. For, når noget udvider sig, så må det jo før have været mindre. Ved at regne baglæns kunne astrofysikerne påvise, at det univers vi kender i dag har haft en langt større stoflig tæthed. D.v.s. universet har hele tiden haft samme mængde stof, men har bare været mindre. Ja faktisk, har tætheden været så ekstrem, universet så lille, at det til sidst eksploderede – det såkaldte ”Big Bang”.

Hubbles opdagelse af universets udvidelse blev en af hjørnestenene i udviklingen af den moderne kosmologi.

Det første ufattelige: Et uendeligt univers mindre end et atom!
Selve teorien om ”the Big Bang” er i sit udgangspunkt fuldstændig ufattelig. Ved hjælp af matematikken kan man beregne og med en helt overordnet logik fatte, at universet har været uendelig lille. Men hvis vi vil forestille os og forstå, d.v.s. erkende, hvad et uendeligt lille univers egentlig er for en størrelse, så kommer vi til kort. Lad os først helt overordnet se på nogle af størrelsesforholdene i universet, som vi kender det i dag.

Mælkevejen (= græsk: galakse) kalder vi den galakse i universet, hvor vores solsystem befinder sig. Vores mælkevej består af 100 milliarder! stjerner og har en diameter på 100.000 lysår! Et lysår vil sige den distance som lyset kan nå at tilbagelægge på et år. Lyset rejser med en hastighed på 300.000 km i sekundet! Således kan lyset nå 7,5 gange rundt om jorden på et eneste sekund! Men selv med denne fuldkomment ufattelige hastighed vil det alligevel tage lyset 100.000 år at nå fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Og hvor længe er så 100.000 år - sådan kvalitativt set? Ja, f.eks. er det 100.000 år siden, at de første mennesker (homo sapiens) og dermed de første primitive naturguder dukkede op!

Skønt nævnte størrelsesforhold angående vores galakse er af helt utroligt gigantiske proportioner, så er det alligevel for intet at regne imod dette, at Mælkevejen blot er en galakse blandt flere hundrede milliarder!, som rummes af vort univers. Og i øvrigt blot en middelstor en af slagsen.

Efter denne lille eskapade udi det nutidige univers, kan vi nu vende blikket tilbage til samme univers barndom. Hvor stort eller rettere, hvor lille var det så, det uendeligt lille univers? Svaret er, at det var mindre end læserens lillefingernegl. Eller rettere det var mindre end ET atom i læserens lillefingernegl – en negl, hvori der findes milliarder af atomer!!

Sådanne forvrængede proportioner er vores hjerner simpelt hen ikke konstruerede til at fatte. Vi kan tale om dem, ja. Og vi kan fornemme det enorme ”sus” fra dette ufattelige. Men egentlig at begribe (erkende), at vores gigantiske univers engang skulle have været mindre end et atom, er simpelt hen umuligt. Og man kan derfor sige, at teorien om the Big Bang på den måde bekræfter Kants teori om vores erkendelses begrænsninger.

Men ikke nok med det - Big Bang teorien peger også på Kants ”das Ding an Sich”. For, når man beregner universets udvikling og laver forsøg med elementarpartikler (kvarker/gluoner), kan man nemlig ”kun” gå tilbage til lige efter eksplosionen (the big bang). Hvad det uendeligt lille univers var før eksplosionen, kan vores fysik ikke hjælpe os med. Det kan den ikke, fordi den fysik og de fysiske love, vi kender, passer på det nuværende univers, men altså ikke på det univers, hvoraf det nuværende udspringer.
Det betyder, at vores erkendelse af kosmos ikke omfatter det, der går forud og det der ligger bag eller i universets udvikling. Altså Kants ”das Ding an Sich”.

Det andet ufattelige: Universets udvider sig ikke i noget!
Et andet ufatteligt forhold ved universet angår dets udvidelse. Når universet udvider sig, så fylder det altså ikke for nuværende det hele, er ikke alt – det skulle man i hvert fald mene. For, der må da ligge noget udenom, som det så udvider sig i. Imidlertid - universet udvider sig ikke i noget. Universet er det hele! Det kan vi dog ikke fatte. For vores logik siger os, at hvis ”noget” er ”det hele”, så kan det ikke udvide sig – medmindre, da, at det udvider sig i noget, men så er det på den anden side IKKE ”det hele”!

Igen rammer vi altså ind i vores erkendelses begrænsninger. Det er vores genetiske opfattelse af et altid værende rum (Kant kaldte det for en anskuelsesform), som vi under ingen omstændigheder kan komme udenom. Der er ikke noget at gøre – vort sind kræver, at vi ”sætter” dette rum, som universet så kan udvide sig i. Men det er der altså ikke!

Et fremtidigt gudsbegreb
Kant har givet os et indblik i vores erkendelses begrænsninger. Begrænsninger, der forhindrer os i at erkende verden, som den er i virkeligheden – ”das Ding an Sich”. Og den moderne kosmologi har vist sig, at kunne bekræfte Kants erkendelsesteori.

Det følger af vores historie, at vi har skabt guderne i vort billede, så at sige. D.v.s. vi har skabt guderne som overmenneskelige (universelle) repræsentationer af menneskets og samfundets tilstand i givne historiske perioder. Det var med henvisning til dette, at vi tidligere stillede spørgsmålene:

Betyder denne erkendelse, der vinder stadig større udbredelse så, at det, vi kalder det guddommelige, ikke er andet end ren fantasi? Og i så fald - indenfor en overskuelig fremtid - vil opfattes som en håbløst antikvarisk måde at opfatte verden på, for så til sidst at ”droppe” helt ud af menneskets fortsatte historie?

For endelig at besvare disse spørgsmål, må vi først skelne mellem guderne og det guddommelige. Her kan det siges, at guderne altid vil være forbundet med guddommelighed, mens begrebet om guddommelighed ikke nødvendigvis er tilknyttet guderne. Sammenholder vi dette med Kants erkendelsesteori, hvorefter alle vore forestillinger om Gud (guderne) udspringer af vores erfaring (som ikke er den egentlige virkelighed), så må vi konstatere, at vores guder er rene fantasiprodukter.

Men hvad det guddommelige angår, så stiller sagen sig noget anderledes. Det guddommelige er ikke en antropomorf projektion, men derimod et begreb om noget højere, smukkere, sandere, o.s.v. Der er med dette begreb tale om noget, der angår vores følelser og/eller det nogen vil kalde det åndelige. Man kunne også tale om noget uformidlet. D.v.s. noget, der kan opleves forud for begrebet om det selv (guddommelighed). Dette altså i modsætning til de konkrete guderepræsentationer.

Det betyder, at Kants erkendelsesteori og hans begreb om ”das Ding an Sich”, ikke fremstår som en benægtelse af det guddommelige, men faktisk ”åbner” en dør for samme. For, når vi ikke kan erkende den egentlige virkelighed, så kan vi heller ikke vide, hvad der ligger til grund for universets og vores egen eksistens. Det kan være noget teleologisk (formålsrettet, bevidst – noget guddommeligt). Det kan også bare være ”blinde” processer, der givet disse eller disse forhold, virker sådan og sådan.

Troen på noget guddommeligt kan altså opretholdes, og vil således ikke ”droppe” ud af menneskets fortsatte historie. Imidlertid vil et fremtidigt gudsbegreb formentlig vise sig at indeholde en ”gudsopfattelse”, der er langt mindre konkret og meget mere flydende, end den antropomorfe opfattelse vi hidtil har lagt til grund ved dannelsen af vores guder. Der vil formentlig snarere være tale om ”teleologiske kræfter” frem for ”personaliserede væsner med menneskelige egenskaber”. Og det nye gudsbegreb vil formentlig – i kombination med en eller anden form for ”karmisk” tankegang - tage udgangspunkt i partikel- og astrofysikkens til tider meget fremmedartede opdagelser og teorier. Disse kan nemlig tilbyde rig næring til den menneskelige fantasi og indeholder et væld af mysterier, som sorte huller, parallelle verdner, antistof, teleportation, tidsrejser, og meget meget mere.

Til gengæld må vi altså konstatere, at de antropomorfe guders epoke er i hastigt aftagende. Og spørgsmålet er blot om, det vil vare 100, 200 eller 500 år, før skæbnen er endeligt beseglet for disse menneskehedens urgamle følgesvende.

---
kilde: Flix.dk