Demokrati og bomber

Af Mogens Michaelsen

Et af de vigtigste aspekter ved demokrati er fredeliggørelsen af samfundsforholdene. Det skarpe tungebånd frem for det skarpe sværd. Stemmesedlen frem for maskinpistolen. Demonstrationen frem for kanonen.

Det skarpe tungebånd kan naturligvis kun bruges, hvis man har ytringsfrihed. Begrænses ytringsfriheden risikerer man, at nogen griber til vold. Er der tale om egentlige sociale modsætninger, f.eks. et etnisk eller religiøst mindretal der bliver undertrykt af flertallet i det pågældende land, så kan det gå helt galt.

Men ytringsfriheden kan også bruges til at lægge et mindretal for had, sådan som Jyllands Posten har valgt at gøre det med Muhammed-tegningerne. Derfor er der et dilemma her: den ytringsfrihed der generelt er med til at fredeliggøre samfundet, kan bruges på en sådan måde, så den giver anledning til det modsatte - altså voldelige handlinger. Derfor er der ikke noget selvmodsigende i at have visse begrænsninger i ytringsfriheden, for såvidt de tjener samme formål: en fredeliggørelse af det politiske rum.

Spørgsmålet er så, om sagen med Muhammed-tegningerne giver anledning til dette - altså til en begrænsning i ytringsfriheden i form af en skærpet blasfemi-paragraf eller lignende? Her synes jeg følgende punkter især er relevante:

• Det er rigtigt, at tegningerne har givet anledning til voldelige handlinger, først og fremmest i form af afbrænding af danske ambassader. Men disse handlinger har alle fundet sted i lande med autoritære regeringer, hvor befolkningen normalt ikke har adgang til frit at ytre sig og demonstrere.
• Meget tyder på, at disse landes regimer helt bevidst har ladet pøblen foretage sig disse handlinger, for at opnå et eller andet politisk mål selv. Det er altså autoritære regimer, der forbryder sig mod international ret, ved ikke at forhindre dette.
• Der har stort set ingen voldelige episoder været her i Danmark. Den vigtigste grund til dette er vel, at Danmark netop er et stabilt demokrati. Det betyder ikke, at der ingen problemer er med integrationen af muslimer - det er der helt klart. Det betyder snarere, at danskerne og de fleste muslimer er indstillet på en løsning ad demokratisk vej. I den forbindelse er det forøvigt ret tvivlsomt, om de famøse tegninger vil blive ved med at stå centralt. Det vil de forhåbentlig ikke komme til.

Konklusionen synes jeg helt klart må være, at det absolut ikke er en begrænsning af ytringsfriheden der er brug for, men at der for alvor sættes skub på integrationen af "muhamedanskerne". Samtidig har vi fået lært, at autoritære regimer i Mellemøsten ikke er blege for at trampe på et lilleput-land oppe nordpå.

Det sidste kan måske få nogle danskere til at klappe i hænderne, hvis USA eller Israel i den nærmeste fremtid skulle finde på at angribe Iran. Det er jo et af de autoritære regimer, der har tilladt sig at trampe på Danmark i denne forbindelse.

Noget tyder på, at Bush-regimet har tænkt sig at bruge sagen til dette formål, altså som et led i at få Danmark og andre europæiske lande til at acceptere et angreb på Iran. Man undlader blandt andet at nævne den rolle Saudi-Arabien har spillet. Se min artikel om den amerikanske viceudenrigsminister Daniel Fried's besøg i Danmark for nylig. Om Saudi-Arabien's rolle, se artiklen: "Provocation all the way down" af Lindsay Beyerstein.


Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/