Arabisk topleder: Danmark holdt os for nar

I ny fransk dokumentar om Muhammedsagen siger generalsekretæren for Den Arabiske Liga, at den danske regering har behandlet hele den muslimske verden »som om vi var idioter«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kunne have afværget hele skandalen om Muhammed-karikaturerne – det konkluderer endnu en tv-dokumentar, som sendes på fransk tv fredag aften.

»Vi havde allerede set tegningerne, uanset hvad de danske imamer gjorde«, fortæller generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, i udsendelsen, som Politiken har haft adgang til at se.

Regeringen får skylden
Den over en time lange, meget grundige dokumentar, som sendes i magasinet ’Pièces à conviction’ på France 3, tildeler Abu Laban og de andre danske imamer en langt mindre betydningsfuld rolle end tidligere udlægninger.

I programmet understreger Amr Moussa ligesom flere højtstående, religiøse ledere i Egypten og Libanon, at det mere end noget andet var den danske regerings mangel på imødekommenhed, der fik sagen til at eksplodere.

»Argumentet var ytringsfrihed. Men det var et meget dårligt argument, for vi ved, at ytringsfriheden er undtaget mange spørgsmål«, siger Moussa om sine kontakter med København, hvorefter han beskriver Den Arabiske Ligas reaktion:

»Ingen var overbevist. Vi går alle ind for ytringsfrihed, men lad os i det mindste forsøge at forstå hinanden. Lad være med at holde mig for nar, lad være med at behandle mig som en idiot. Lad være med at behandle hele den muslimske verden, som om vi var idioter i ytringsfrihedens navn«, siger han.

Kendte indholdet af mappen
Journalisterne fra France 3 har også besøgt blandt andre den libanesiske stormufti, Mohammed Rashid Kabbani.

Han var blandt de muslimske ledere, der modtog de danske imamer, da de rejste rundt i Mellemøsten med Jyllands-Postens tegninger og andre billeder, der belastede Danmark.

»Da denne mappe blev bragt af de danske imamer, kendte vi allerede indholdet. Det er ikke denne gruppe muslimer, der har skabt et dårligt billede af Danmark. De har absolut intet at gøre med skaden på forholdet mellem Danmark og den muslimske verden«, siger stormufti Kabbani til France 3.

De to journalister bag udsendelsen, Magali Serre og Fabrice Turpin, arbejdede længe på sagen uden at vide, at den kontroversielle algerisk-franske journalist Mohamed Sifaoui samtidig forberedte en reportage til søsterkanalen France 2.

»Værre end bombemænd«
Forleden sagde Sifaoui i et interview med Politiken, at de danske imamer er »værre end bombemænd«, fordi de skaber det ideologiske og religiøse grundlag for terrorhandlinger i Danmark.

Men de konkurrerende journalister fra France 3 mener, at Mohamed Sifaoui overdriver de danske imamers betydning.

»Vi var overraskede over indholdet i Sifaouis reportage, fordi den så entydigt lægger hele skylden hos de danske imamer«, siger Fabrice Turpin.

»Jeg siger ikke, at Abu Laban er nogen helgen. Hans handlinger har ikke ligefrem været hjælpsomme for Danmark. Men vores research tyder klart på, at de danske imamer ikke havde den store indflydelse på forløbet«, siger han.

Diplomatisk fejl
Magali Serre, som under arbejdet med udsendelsen besøgte Kairo og Beirut, siger, at alle de ledere, hun talte med, i langt højere grad lægger ansvaret hos den danske regering.

»Det var ekstremister i de arabiske lande, som kunne bruge den danske sag til at piske en stemning op. Og for de moderate var det store problem helt klart, at den danske statsminister ikke ville møde dem. Det var en stor diplomatisk fejl«, siger Magali Serre.

---
kilde: Politiken.dk

Fransk journalist: Danske imamer er ekstremister

Han er egentlig ked af at sige det, for han nærer den største respekt for danskerne - men Mohamed Sifaoui føler sig nødsaget til at fortælle os, at vi er »naive«.

»Alle I gode og velmenende mennesker på Politiken, i resten af Danmark og Europa, I gør skade på jer selv og på moderate muslimer, når I lader jer føre bag lyset af ekstremister«, siger han.

»De er ikke bombemænd - de er værre«
Og i Sifaouis verdensbillede er der ikke skyggen af tvivl om, at danske imamer som Ahmed Akkari og Abu Laban er netop ekstremister, forklædt som moderate.

»Faktisk lod jeg mig den første dag selv forføre lidt af Abu Laban, som virkede både venlig og tolerant. Men det var heldigt, at jeg blev sammen med dem nogle flere dage, for så kom hele den ekstremistiske ideologi frem«, siger Sifaoui om sin reportagerejse til Danmark i februar, der blandt andet afslørede Ahmed Akkaris famøse 'bombetrussel' mod den radikale politiker Naser Khader.

»Jeg har aldrig påstået, at Abu Laban eller Ahmed Akkari selv er terrorister - i den forstand, at de selv er bombemænd. De er noget meget værre: De er ideologerne, som giver den unge galning den nødvendige undskyldning, det ideologiske grundlag, for at udføre en terrorhandling i Danmark«.

Lever med trusler på sit liv
Den algerisk-franske journalist og forfatter Mohamed Sifaoui har brugt 18 år på at afsløre og kritisere de yderligtgående bevægelser, som efter hans mening langsomt og sikkert har infiltreret et godtroende Europa.

Dødstruslerne mod ham har ikke manglet. Han lever under politibeskyttelse, og vort møde på en parisisk café arrangeres i sidste øjeblik.

»Jeg ved jo, hvem jeg har med at gøre. Jeg kender miljøet og tager mine forholdsregler«, som han siger.

En mand med en mission
Sifaoui er både afskyet og beundret, en kontroversiel person med kreative journalistiske metoder, som nægter at være bange. Han lægger ikke selv skjul på, at han er en mand med en mission.

»Jeg har aldrig villet fordømme eller skade nogen, og jeg har aldrig angrebet islam eller Koranen. Jeg er selv troende muslim. Men jeg har en mission, og den er journalistisk: at afsløre sandheden om ekstremister og terrorister«.

Men det ved de vel om dig - hvorfor lukker de dig så indenfor og siger den slags ting i dit nærvær?

»Jeg sagde ikke mit efternavn, og der var ingen, der spurgte. Mit fornavn, Mohamed, det hedder alle og enhver jo i den arabiske verden, og jeg brugte også et mellemnavn. De accepterede mig som en 'broder'«.

Har du ingen skrupler ved ikke at præsentere dig som den, du er?

»Hvis jeg er nødt til at stjæle information, så gør jeg det. Det har jeg ingen skrupler ved at gøre i forhold til disse mennesker. Og de vidste jo altså udmærket, at jeg er journalist«.

Har ingen viden om konkret attentat
Hvordan kan det være, at de truede dig til sidst alligevel - det ser man jo i udsendelsen?

»Der kom en delegation af imamer fra Sverige, og jeg tror, at en af dem genkendte mig. Så kom truslerne om, at jeg skulle passe på med at vise noget negativt. Og det er jo pointen: Hvordan kan de samme mennesker sige, at de er demokrater og moderate? De truer en journalist, bare fordi de opdager, at han er imod terror og ekstremisme«.

Der har været nogen forvirring i Danmark om tolkningen af det, du har filmet. For eksempel om, hvorvidt Ahmed Akkari selv havde konkret viden om et muligt attentat mod Naser Khader?

»Jeg har aldrig opfattet det, som at han talte om selv at organisere et attentat, og sådan fremstilles det heller ikke i min udsendelse. Han siger 'mon ikke et par fyre skulle tage ud for at se, om man kan sprænge ham i luften...'. Jeg har ikke viden om noget konkret attentat. Men jeg ved helt sikkert, at Akkari og Abu Laban nærer et afgrundsdybt had til Naser Khader. Hvis nogen skulle finde på at slå ham ihjel, vil det slet ikke genere dem«.

Samtalen om 'martyraktionen'
Nu har du også leveret et fraklip til danske medier - hvor Abu Laban tilsyneladende taler om kendskab til nogen, der vil skabe 'ravage' og udføre en 'martyraktion'. Hvorfor har du ikke brugt det i din udsendelse?

»Jeg havde 40 timers bånd med hjem og kunne jo ikke bruge det hele. Jeg ved heller ikke, hvem han taler om. Og jeg har ikke nogen præcis information om, at den person vil gøre noget konkret«.

Det virker underligt, at Abu Laban i samme fraklip nævner, at han - eller nogen - vil kontakte generalsekretæren for Den Arabiske Liga. Han er vel ikke terrorist?

»Nej, de to bemærkninger falder uafhængigt af hinanden, sådan som jeg opfatter det. Først taler Abu Laban om Amr Moussa, og så skifter han emne og taler om martyraktionen«.

Parat til at lægge fraklip frem
Hvad betyder det? Og hvorfor lægger du det frem nu?

»Fordi det afslører det samme som klippet fra bilen med Akkari: at disse mennesker er ekstremister, der finder det normalt at tale om martyraktioner«.

Abu Laban siger selv, at det bare er en talemåde?

»Ja, selvfølgelig siger han det. Og Ahmed Akkari er pludselig en stor humorist. Det er et helt normalt dobbeltspil for ekstremisterne, at de gemmer sig bag den slags bortforklaringer i Vesten. Men som araber og muslim kan jeg godt forsikre jer, at intet normalt menneske i den muslimske verden betragter ordet 'martyraktion' som en talemåde«.

Er du parat til at lægge flere fraklip frem?

»Ja, hvis de bliver ved med at påstå, at det bare var i spøg, bare en talemåde og så videre. Så har jeg masser af materiale, der viser, at det er deres normale retorik«.

For eksempel?

»For eksempel har jeg en optagelse fra en prædiken, hvor Abu Laban fortæller, hvordan man skal opføre sig på en bestemt måde ved begravelser af 'vore brødre, som dør martyrdøden i kamp mod den zionistiske fjende'. Vil Abu Laban sige, at det også er en metafor? Og tror danskerne virkelig på en mand, der støtter selvmordsbombere i et andet land, men påstår, at han er imod det samme i Danmark?«.

Politiet har afhørt Akkari og Abu Laban uden at rejse sigtelse. Ved du noget mere konkret om deres intentioner?

»Jeg har ingen præcis viden om konkrete planer. Hvis jeg havde hørt noget som helst i den retning, ville jeg være gået direkte hen på en politistation med det. Hvis det danske politi gerne vil tale med mig, og hvis jeg kan bidrage med noget, så er jeg altid disponibel. Jeg er en offentlig person. Men jeg håber da virkelig, at den danske efterretningstjeneste ved væsentligt mere om Abu Laban, Ahmed Akkari og deres venner, end jeg gør«.

»PET er naive«
En højtstående chef fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) har udtalt, at imamerne tværtimod ofte har været til hjælp?

»Det får mig til at smile. Så er det enten lykkedes imamerne i Danmark at føre PET bag lyset, og i så fald er efterretningstjenesten meget naiv. Eller også - og det tror jeg snarere - så vil PET berolige gemytterne, selv om de godt ved, at der er en anden sandhed«.

Hvorfor skulle vi danskere tro på din udlægning af det her - en fransk journalist med en dagsorden, en mand, der ikke kender Danmark?

»Britiske journalister plejede altid at stille mig det samme spørgsmål, lige indtil terrorbomberne i London i juli 2005. Det var det samme, der skete: den samme ideologiske ramme, skabt med hadsk tale, som førte til nogle gale menneskers handling. Og det var også det, der skete med mordet på instruktøren Van Gogh i Holland. Det klima og den sårbarhed har Abu Laban og Ahmed Akkari nu givet Danmark og alle danskere i udlandet«.

Men hvad er svaret på spørgsmålet: Hvorfor skal vi tro på dig?

»Svaret er, at det må I selv om. Jeg er helt sikker på, at danskerne er intelligente nok til selv at bedømme det her. Jeg siger bare til jer: Jeg vil jer intet ondt. Men det er der andre, der vil, for de tror, det giver dem magt i det muslimske samfund i Danmark. Er det min rejse til Danmark, der har skadet jer? Nej, det er imamernes rejse til arabiske lande med falske, farlige påstande om jeres land. Det er dem, der skal sige undskyld til danskerne. Ikke statsministeren, og heller ikke Jyllands-Posten«.

Hvad synes du selv om Jyllands-Postens karikaturer?

»Flere af dem er rystende for mig som muslim. Jeg bryder mig slet ikke om dem. Men jeg vil til enhver tid forsvare en kunstners ret til at tegne, hvad han vil. Sådan er det i et demokrati. Og det er dét, Abu Laban og de andre ikke forstår«.

---
kilde: Politiken.dk

Dansk regeringspropaganda

Af Rune Engelbreth Larsen

Mens muslimske foreninger er rejst til Mellemøsten med en mappe, som skulle dokumentere kritisable forhold for muslimerne i Danmark, har den danske regering til gengæld produceret sin egen officielle fremstilling af disse forhold, der også fortrinsvist er henvendt til muslimer i udlandet.

Den findes på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor den samtidig fungerer som respons på rygter og påstande, der verserer i den islamiske verden.

Mens muslimernes mappe har været genstand for massiv granskning, er det påfaldende, at ingen har kigget nærmere på regeringens »mappe« til den islamiske verden – men som vi skal se i det følgende, er der god grund til at underkaste denne sagsfremstilling et eftersyn med samme minutiøse omhu.

Under overskriften »Tegningsagen: Spørgsmål og svar« præsenterer Udenrigsministeriet 20 spørgsmål og svar på dansk, engelsk og arabisk.

Fremstillingen indledes med seks spørgsmål og svar om »påståede handlinger i Danmark«.

Det fremgår korrekt af svarene, at der ikke har fundet afbrændinger sted af Koranen (1), at muslimer godt kan demonstrere i Danmark (2), at den danske regering ikke vil genskrive Koranen (4) eller lave en film om profeten Muhammed (5).

Dette er der næppe nogen i Danmark, som vil bestride, og det er på sin plads at korrigere sådanne rygter internationalt. Anderledes forholder det sig med andre svar.

Spørgsmål 3: »Er det korrekt, at den danske Dronning Margrethe har udtalt sig kritisk om Islam?«

Svaret lyder: »Nej. Det er ikke korrekt. Dronningen har i sin nytårstale 2005 udtalt: Det danske samfund er åbent og demokratisk; det er baseret på respekt for hinanden som mennesker og på respekten for hinandens meninger.«

Det er imidlertid usandt at, at dronningen ikke har udtalt sig kritisk om islam.

Mange danskere husker, at Dronning Margrethe i sin nytårstale 1984/85 kritiserede danskernes »dumsmarte bemærkninger« og den »kølighed«, hvormed de møder indvandrere. Denne tale lægger hun imidlertid stor afstand til i Annelise Bistrups interview-bog, Margrethe (2005). I samme bog siger hun om islam: »Vi udfordres i disse år af islam både globalt og lokalt, og den udfordring er vi nødt til at tage alvorligt. (…) Vi har ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er tolerante – og temmelig dovne. Jeg synes virkelig ikke, det er nemt. Og heller ikke så rart. (…) Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig.«

Man kan mene meget om sådanne udtalelser, men ikke, at Dronning Margrethe ikke har udtalt sig kritisk om islam.

Spørgsmål 6: »Ledes den danske regering af et højrefløjs- og anti-islamisk parti?« Svaret lyder: »Nej, regeringen i Danmark udgøres af en koalition bestående af et liberalt og et konservativt parti, der ikke er anti-islamiske.«

Dette er naturligvis ikke forkert – men er dét svaret på spørgsmålet?

Man kan ikke benægte, at Venstre er det ledende parti i regeringen, og man kan heller ikke benægte, at Venstre er et højrefløjsparti. At afvise, at Venstre er et »anti-islamisk parti« er til gengæld korrekt, for det er der intet belæg for i partiets program eller de ledende politikeres udtalelser – men samlet set bliver svaret upræcist.

De næste spørgsmål og svar (7-12) handler specifikt om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

Spørgsmål 7: »Hvorfor offentliggjorde Jyllands-Posten de 12 tegninger af profeten Muhammed?«

Svaret oplyser, at tegningerne var »led i en aktuel debat om ytringsfrihed i Danmark«, men at hensigten ikke var at »krænke« muslimer. Endvidere hævdes det: »I visse sammenhænge er sagen desværre blevet gengivet, som om tegningerne var del af en smædekampagne mod muslimer i Danmark. Dette er ikke korrekt.«

Det sidste er i bedste fald en diskutabel fortolkning, og det kan undre, hvorfor den officielle regeringsversion går ind og overtager Jyllands-Postens selvforståelse med en sådan skråsikkerhed, eftersom det havde været tilstrækkeligt at understrege, at der ikke er nogen anti-islamisk regerings-kampagne i Danmark.

Det er derimod bestemt ikke urimeligt at tale om en eksisterende smædekampagne mod muslimer i betragtning af den ensidighed, med hvilken Jyllands-Postens aktion alene rettes mod muslimer, mens avisen har demonstreret en ihærdig selvcensur over for karikaturer, som måtte ramme andre trossamfund.

Opfattelsen af en smædekampagne bestyrkes ikke mindst af kulturredaktør Flemming Roses understregning af, at man skal finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«, som man ved den lejlighed også citerede på forsiden af avisen, fordi det var en af præmisserne for lanceringen af karikaturerne. Og betænker man, at Dansk Folkeparti i allerhøjeste grad kører en smædekampagne mod muslimer, er en skråsikker afvisning fra regeringens side stærkt tendentiøs.

Spørgsmål 8 lyder: »Har Jyllands-Posten sagt officielt undskyld?«

Svaret bliver et overraskende entydigt »ja«, der henviser til, at avisen den 30. januar undskylder for, »at de 12 tegninger utilsigtet har fornærmet mange muslimer«.

Dette svar er ikke mindre tendentiøst end det foregående, fordi det ikke nævnes, at avisen kategorisk har afvist at undskylde for at have bragt tegningerne, hvilket imidlertid er en meget afgørende del af sandheden om avisens erklæring.

Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste har sågar understreget, at man i »undskyldningen« blot har anvendt en stærkere sprogbrug, men reelt ikke har ændret standpunkt: »Det er et forstærket udtryk, men det ændrer ikke vores grundholdning. Der går ikke nogen skår af os ved at bruge et stærkere sprogbrug, hvis det kan være med til at bilægge striden.« (Politiken, 31.1.2006).

Denne præcisering var Juste klog nok til ikke at oversætte til arabisk, selv om man kunne anføre, at han dermed gjorde sig skyldig i en tvetungethed i stil med Abu Labans, da imamen over for danske medier udtrykte sin modstand mod en handelsboykot af danske varer, mens han bifaldt den i et arabisk tv-interview.

Spørgsmål 9: »Er tegninger af profeten Muhammed som en gris blevet gengivet i Jyllands-Posten eller danske aviser?« Svaret lyder: »Nej.«

Det er rigtigt nok, at billedet ikke stammer fra Jyllands-Posten, men det hører med til historien, at det såkaldte grisebillede var et eksempel på de smædebreve, som flere muslimske læserbrevsskribenter har modtaget efter at have kritiseret Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten – og det hører med til historien, at billedet var forsynet med overskriften: »Dette er det rigtige billede af Muhammed«.

Spørgsmål 10: »Kan avisen, som har bragt de 12 tegninger af profeten Muhammed, retsforfølges?«

Svaret er, at »det kan den godt«, og her citeres både blasfemiparagraffen og racismeparagraffen.

Spørgsmål 11 handler om, hvilken »status« Jyllands-Posten har, og svaret understreger, at avisen er »privat og uafhængig«.

Imidlertid uddybes svaret på en måde, der rammer lige ned i centrum af hele den politiske strid om Anders Fogh Rasmussens håndtering af krisen og afvisningen af de 11 muslimske ambassadører, der i oktober 2005 anmodede statsministeren om et møde: »Den danske regering kan på grund af ytringsfriheden i Danmark ikke uden at begå en ulovlig handling bestemme, hvad der bliver bragt i de danske medier.«

Dette er afgjort vildledende. Det er naturligvis på den ene side korrekt, at regeringen ikke kan »bestemme« indholdet i de danske medier, men det er på den anden side heller ikke dét, som regeringen er blevet bedt om at gøre af de muslimske ambassadører.

Men selv om statsministeren måtte have været i god tro, da han umiddelbart udlagde deres intentioner på denne måde, har den egyptiske udenrigsminister og flere ambassadører adskillige gange i oktober, november og december understreget (og senere gentaget), at man hverken kræver indskrænkninger i ytringsfriheden eller retslige skridt over for Jyllands-Posten.

Det er således ikke blot vildledende at reducere problemstillingen til, at regeringen ville have begået en »ulovlig handling« ved at bestemme over medierne, eftersom noget sådant ikke var hensigten – men det er samtidig kontraproduktivt at gøre gældende i en officiel regeringsversion af sagen, der primært henvender sig til muslimer i den islamiske verden. Det fortæller nemlig muslimerne, at man stik imod kendsgerningerne stadig væk insisterer på at fordreje deres ambassadørers forehavende.

Spørgsmål 12: »Vil den danske regering undskylde for de 12 tegninger af profeten Muhammed?«

I svaret henvises til Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at han »personligt aldrig ville have afbildet profeten Muhammed på en måde, der kunne fornærme andre mennesker«. Desuden henvises til »den klare undskyldning, som den danske avis Jyllands-Posten har offentliggjort«, og det hævdes afslutningsvist: »Den danske regering har ikke mulighed for at undskylde for beslutninger truffet af redaktøren på en uafhængig avis.«

De sidste to forhold er så misvisende, at svaret samlet set må siges at være ukorrekt.

At hævde, at den danske regering ikke har »mulighed for at undskylde«, gør det til en juridisk eller fysisk umulighed at sige »undskyld«, hvilket forvrænger problemstillingen yderligere.

Som allerede bemærket har Jyllands-Posten heller aldrig givet en »klar undskyldning« – at undskylde for konsekvenser af krænkelsen, men ikke for den handling, der krænker, svarer til at fornærme et menneske og undskylde, at vedkommende er blevet fornærmet, men nægte at undskylde for fornærmelsen.

Flemming Rose har tilmed erklæret, at man var parat til at gøre det hele igen, selv om vi i dag kender konsekvenserne af offentliggørelsen, og Carsten Juste har som tidligere citeret udtalt, at »undskyldningen« blot var et udtryk for ændret sprogbrug.

Alt dette er Juste og Rose i deres fulde ret til at gøre og mene, men regeringen kan ikke samtidig hævde, at der så er tale om en »klar undskyldning«.

De følgende fem spørgsmål og svar (13-17) omhandler det danske retssystem.

Her fremgår det korrekt, at ytringsfriheden i Danmark er under ansvar for domstolene (13), at diskrimination mod muslimer kan retsforfølges (14), at der godt kan opføres moskeer (16), og at man godt må demonstrere i Danmark (17).

Også disse ting er det væsentligt at få præciseret set i lyset af den misinformation, der har verseret i Mellemøsten – selv om man slipper let om det ved at hævde, at der »godt kan opføres moskeer« og således ikke bemærker, at der faktisk endnu ikke eksisterer en eneste moské i Danmark med kuppel og minareter, som er bygget til formålet, men at moskeerne er henvist til kælderlokaler og nedlagte industribygninger. Endvidere har regeringens støtteparti flere gange fastslået, at man kategorisk vil modsætte sig et sådant moskébyggeri ved at foreslå en særlovgivning på området.

Men svaret er naturligvis ikke ukorrekt i sig selv.

Svaret på spørgsmål 15 hænger til gengæld ikke sammen. Spørgsmålet går på, om der er »religionsfrihed« i Danmark, og Udenrigsministeriet bedyrer, at der ikke bare er religionsfrihed, men »fuldkommen religionsfrihed«. Dernæst uddybes det, at islam har »samme status i Danmark som alle andre religioner«, og at reglerne for de muslimske trossamfund er »præcis de samme, som for alle andre godkendte trossamfund i Danmark«.

Det første er forkert, det andet er korrekt, men i sammenhæng med det første misvisende.

Islam har ikke »samme status« som alle andre religioner i Danmark.

Der findes tre kategorier af trossamfund og menigheder i Danmark uden samme retsstilling, og jo længere nede på listen, desto mere begrænses både status og retsstilling. Øverste niveau indtages suverænt og enerådende af folkekirken, der har særstatus i henhold til Grundloven og får en god halv milliard kroner i årlige statstilskud uden om medlemmernes kirkeskat.

Dernæst følger de anerkendte trossamfund, som med undtagelse af Mosaisk Trossamfund alle sammen er kristne.

Siden 1970 har det slet ikke været muligt at opnå status af anerkendt trossamfund i Danmark, hvorfor man i stedet henvises til en tredje kategori under Folkekirken og de anerkendte trossamfund – de såkaldt godkendte trossamfund. Bortset fra at godkendte trossamfund ikke har samme status som folkekirken eller de anerkendte trossamfund, har de heller ikke samme retsstilling.

I 2006 er der knap 100 såkaldt godkendte trossamfund i Danmark, bl.a. 19 islamiske menigheder.

Det er altså ukorrekt, at islam har »samme status« som alle andre religioner i Danmark, men det er korrekt, at der er 19 muslimske menigheder, som er godkendte, og for hvilke der gælder de samme regler som for de øvrige af de ca. 100 godkendte trossamfund, der samlet befinder sig i tredje kategori.

De tre sidste spørgsmål og svar (18-20) handler om »løsninger, der arbejdes på«.

Ikke ret meget, kan vi læse.

I svarene forklares det, at man arbejder »i døgndrift« for at »vende tilbage til dialogen« og »genetablere« venskabet mellem Danmark og den islamiske verden. Endvidere vil regeringen »til stadighed« invitere »religiøse ledere og folkelige organisationer« fra ind- og udland til »dialog« for at genopbygge tilliden. Alt andet ville vel også være overraksende og opsigtsvækkende.

Altså ikke videre imponerende bestræbelser på en løsning af Danmarks største krise siden Anden Verdenskrig – men det er ikke af den grund et ukorrekt svar.

Svaret på det sidste spørgsmål er til gengæld ret forbløffende.

Spørgsmålet 20: »Hvad siger muslimer i Danmark om sagen?«

Her meddeles det: »Det helt store flertal af muslimer bakker op om den danske regerings holdning om dialog, og om at ytringsfriheden er et gode, samtidig med at man beklager, når den bruges til handlinger, der kan fornærme andre.«

Svaret er forbløffende, fordi ingen kan vide, hvad »det helt store flertal af muslimer« bakker op om. Skal man henholde sig til meningsmålinger, må man foretage en måling på den helt konkrete formulering.

Strengt taget er der dog nok kun én passage, som er misvisende – men den er til gengæld også central: At det »helt store flertal« af danske muslimer bakker op om behovet for dialog, er vel indlysende, men at de lige præcis skulle bakke op om »den danske regerings holdning om dialog«, er helt usandsynligt.

Ud fra de forskellige holdningstilkendegivelser, som er kommet til udtryk fra muslimsk side i det forløbne halve års debat – og andet kan vi jo ikke vurdere det ud fra – er det åbenlyst forkert at mene, at der står et stort flertal af danske muslimer bag regeringens version af dialog-holdningen, især da statsministerens afvisning af mødet med de muslimske ambassadører har meget lidt med dialog at gøre.

Det korte af det lange er, at af de 20 officielle svar er de tolv korrekte. De fire er helt eller delvist ukorrekte, og de øvrige fire er stærkt tendentiøse, bemærkelsesværdigt upræcise eller vildledende.

Sammenholdt med de påstande, som kommer til udtryk i den berygtede mappe, der er medbragt til Mellemøsten af muslimske delegationer, må man konkludere, at begge sagsfremstillinger indeholder usandheder og tendentiøse påstande om faktuelle sagsforhold – om end regeringens afgjort tager førertrøjen i så henseende.

Et af de svar, som Udenrigsministeriet ønsker at udbrede i den islamiske verden, er af særlig problematisk karakter. Det drejer sig om det vildledende svar på spørgsmål 11, der fortegner problemstillingen ved at fokusere på, at regeringen ikke kan »bestemme«, hvad medierne bringer.

Problemet opstår, fordi svaret dermed fejlagtigt gør gældende, at regeringen overhovedet er blevet bedt om at »bestemme« over den danske presse.

Skønt de krav, som bliver fremsat og gentaget af ambassadørerne og andre officielle repræsentanter fra den islamiske verden, har gået på at få den danske regering til at tage afstand fra en generaliserende, nedsættende fremstilling af islam i den danske debat, intensiveres regeringens vildledning over for den danske presse, idet ambassadørernes ærinde ikke alene transformeres til krav om »retslige skridt« (Anders Fogh Rasmussen), men ligefrem til »pressecensur« (Bertel Haarder) og sågar en »kortslutning af den demokratiske proces« (Troels Lund Poulsen).

Dette er helt ude af proportioner og udtryk for en alvorlig misinformation, der giver den danske offentlighed et misvisende indtryk af, hvad regeringen har kunnet gøre for at bremse krisen, og samtidig radikaliserer muslimernes intentioner så markant, at de fremstår ekstraordinært usympatiske.

Samtidig vanskeliggør det oppositionens og pressens mulighed for at vurdere og kritisere regeringens iscenesættelse af krisens udgangspunkt, fordi man i månedsvis er afskåret fra de afgørende sagsakter, der bl.a. klargør de islamiske landes reelle position og advarer om krisens eskalering. Udenrigspolitisk Nævn får ikke udleveret et eneste af de relevante breve i 3-4 måneder (og har den dag i dag stadig væk kun fået oversendt en meget lille del).

Selv om regeringen ifølge loven skal rådføre sig med nævnet forud for »enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde« og udlevere relevante oplysninger, bliver krisen end ikke taget op på et møde før så sent som den 24. januar.

Ydermere hemmeligholder Udenrigsministeriet over 80 afgørende dokumenter over for dagbladet Information, som har søgt aktindsigt, og har sågar censureret det udleverede materiale kraftigt.

At Udenrigsministeriet i modstrid med Lov om Offentlighed i Forvaltningen har undladt at fremlægge en begrundelse for hemmeligholdelsen af de pågældende dokumenter og undladt at anføre, hvilke paragraffer der giver hjemmel til hemmeligholdelsen, er ekstra bemærkelsesværdigt i lyset af statsministerens vedvarende påstand om, at krisen handler om regeringens forsvar for ytringsfriheden.

Således er der ingen som helst forklaring på, hvorfor f.eks. samtlige referater fra møder med udenlandske diplomater og alle officielle henvendelser mellem Danmark og andre lande i Muhammed-sagen fortsat er hemmeligholdt i det, der ligner en klar mørklægningsmanøvre.

Har regeringens censur i første omgang ikke særskilt betydning for Udenrigsministeriets autoritative fremstilling af sagsforløbet på dansk, engelsk og arabisk, perspektiverer det dog yderligere behovet for en uvildig undersøgelse, som kan afdække, om der er mere end 8 ud af 20 officielle svar til den internationale offentlighed, der står i et klart misvisende forhold til de faktuelle sagsforhold.

Politiken, 17.3.2006
Bragt under avisens overskrift: »Propaganda: Bor Fogh i et glashus?«

---

---
kilde: Humanisme.dk

Kronologi over Milosevics tid ved magten

Kronologi over større begivenheder, der indtraf i Jugoslavien, efter Milosevic kom til magten i 1989.

1989: Da den Socialistiske Føderation Jugoslavien formelt vedtager et flerpartisystem, bliver partileder Slobodan Milosevic præsident i Serbien. En af hans første handlinger bliver at annullere autonomien i den sydserbiske provins Kosovo.

1991: 25. juni: Kroatien og Slovenien erklærer sig selvstændige. Jugoslaviske hærenheder rykker for en kort bemærkning ind i Slovenien, mens Beograd-støttede serbere i Kroatien forsøger at skabe deres egen ministat, hvilket fører til en bitter konflikt, der varer i flere måneder. November: Serbiske styrker tager magten i Kroatiens vestlige slovenske region.

1992: 15. januar: Efter Tysklands anerkendelse af Kroatien en måned tidligere, anerkender EU nu Kroatien og Sloveniens selvstændighed. 4. februar: Sammenstød mellem muslimer og serbere i Mostar i Bosnien-Hercegovina. 29. februar: Muslimer og kroater stemmer for bosnisk uafhængighed ved en folkeafstemning, der boykottes af de bosniske serbere. 5. april: Serbiske styrker, der støttes af den jugoslaviske hær, belejrer Sarajevo, og en omfattende kampagne af etnisk udrensning går i gang. 6. april: EU anerkender officielt Bosnien. Bosniens serbere udråber deres egen stat, republikken Srpska. 22. maj: Bosnien optages i FN. 30. maj: FN indfører en embargo mod våbensalg til Rest-Jugoslavien, der består af Serbien og Montenegro.

1993: Krigen raser i Bosnien og kræver ifølge den norske FN-mægler Thorvald Stoltenberg flere end 200.000 ofre i de 19 måneders etniske konflikt. Beograd nægter at være involveret i kampene.

1994: 18. marts: I Washington underskrives en aftale, der skaber en muslimsk-kroatisk føderation i Bosnien-Hercegovina. 25. april: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og USA danner en kontaktgruppe, der skal søge en løsning på krisen i Bosnien. Gruppen vedtager den 13. maj en fredsplan, der opfordrer til dannelsen af en muslimsk-kroatisk føderation, bestående af 51 procent bosnisk territorium og en serbisk enhed i de resterende 49 procent.

1995: 2. maj: Kroatiske styrker generobrer den vestlige slovenske region. 5. august: Kroatiske styrker slår de serbiske separatister i Krajina enklaven, mens Milosevic tilbageholder støtten til sine tidligere serbiske venner. Krajinas fald fører til en masseudvandring fra området. 21. november: Efter maratonforhandlinger accepterer Beograd den såkaldte Dayton-fredsplan for Bosnien. Milosevic underskriver på de bosniske serberes vegne.

1996: Februar: Kosovos Befrielseshær, en etnisk-albansk oprørsstyrke i Kosovo, tager ansvaret for en række bombeattentater. 3. november: En venstreorienteret koalition, anført af Milosevic' serbiske socialistparti, vinder en jordskredssejr ved valget mens oppositionen højlydt taler om valgsvindel. 17. november: Ved kommunalvalget vinder oppositionen sejr i talrige byer. Serbiske myndigheder aflyser mange af resultaterne, hvilket fører til tremåneders omfattende protester over valgsvindel.

1997: 20. februar: I Montenegro bryder republikkens pro-vestlige premierminister, Milo Djukanovic med Beograd. 15. juli: Milosevic, der ifølge forfatningen ikke kan genopstille som kandidat til præsidentembedet i Serbien, lader sig selv vælge som forbundspræsident. 19. oktober: Djukanovic vinder over den siddende præsident Momir Bulatovic ved Montenegros præsidentvalg.

1998: Februar: Den jugoslaviske hær indleder en offensiv mod etniske albanere i Kosovo og angriber mål i den centrale Drenica dal, hvor mindst 80 personer bliver dræbt. 31. marts: Hærens kompromisløse indgriben i Kosovo får hundredtusinder af etniske albanere til at flygte fra deres hjem.

1999: 24. marts-10. juni: Efter mislykkede fredsforhandlinger indleder NATO en luft- og flådeoffensiv mod Jugoslavien med det formål at tvinge jugoslaviske tropper ud af Kosovo. 27. maj: Milosevic sigtes for krigsforbrydelser i Kosovo af den internationale domstol i Haag. 10. juni: NATO indstiller bombardementerne, efter at den jugoslaviske hær har begyndt tilbagetrækning fra Kosovo. 2. november: Montenegro lader den tyske D-mark være en officiel parallel til landets egen valuta, den jugoslaviske dinar. Det bliver mødt med voldsom kritik af Beograd.

2000: 6. juli: Milosevic får gennemført forfatningsmæssige ændringer, der tillader ham at stille op ved direkte valg til præsidentposten og tillader ham at søge et nyt mandat, når hans igangværende mandat udløber i juni 2001. 27. juli: Præsident- og parlamentsvalg udskrives til den 24. september. Montenegro melder, at man vil boykotte valget. 7. august: Koalitionen af serbiske oppositionspartier udnæver officielt Vojislav Kostunica til deres kandidat. 24. september: Et rekordstort antal vælgere deltager i valgene. 25. september: Offentliggørelsen af de officielle resultater udsættes, og såvel oppositionen som Milosevic hævder begge, at de har vundet. 5. oktober: Efter ti dages omfattende protestaktioner, går flere end 300.000 anti-Milosevic demonstranter ud på Beograds gader, sætter ild til parlamentsbygningen og indtager tv-stationen. Kostunica erklærer sig selv for præsident, mens Milosevic trækker sig tilbage til sit hjem. 6. oktober: Rusland og de vestlige hovedstæder anerkender formelt Kostunica som ny præsident for den jugoslaviske føderation. Den russiske udenrigsminister Igor Ivanov flyver til Beograd og mødes med Kostunica og lederne af den jugoslaviske hær. Milosevic erkender sit nederlag. 7. oktober: Vojislav Kostunica tages i ed som Jugoslaviens præsident.

2001: 31. marts: Det lykkes ikke for politiet at anholde Milosevic, og hans residens i udkanten af Beograd danner skueplads for en vanskelig situation. Regeringen ønsker ingen blodsudgydelse, men Milosevic gør det klart, at han hellere vil dø end at skulle i fængsel. 1. april: Efter forhandlinger overgiver Milosevic sig og føres til et fængsel i Beograd, sigtet for magtmisbrug og for omfattende korruption. Til gengæld nævner myndighederne ikke noget om FN-domstolens anklager for krigsforbrydelser.

---

kilde: DR Nyheder

USA varmer op til krig mod Iran efter et velkendt mønster

Af Simon Tisdall

Det kunne ligne en opblødning over for Iran, da USA's præsident Bush for nogle dage siden foretog en kovending og opgav sin modstand over for en planlagt gasledning mellem det forkætrede præstestyre i Iran og amerikanernes nye venner i Indien.

Men tag ikke fejl: På andre fronter stiger spændingerne.

»Vores uoverensstemmelser med Iran handler ikke om en gasledning. Vores uoverensstemmelser skyldes, at Iran ønsker at udvikle atomvåben«, sagde George W. Bush ganske vist under sit besøg i Indien i lørdag.

Klagepunkter
Men han var næppe helt oprigtig:

Frygten for iranske atomvåben er næppe det eneste problem i USA's forhold til Iran, som Bushregeringen tidligere har udråbt som en del af en 'ondskabens akse'.

I hvert fald er den amerikanske regering i færd med at lave en liste over andre klagepunkter mod Iran, som i høj grad minder om klagerne mod Irak før invasionen.

På listen finder man blandt andet Irans indblanding i Irak, støtten til den palæstinensiske Hamas-bevægelse og den libanesiske Hizbollah-bevægelse samt krænkelser af menneskerettighederne.

Kamp for »frihed«
Derudover opfordrer Bush jævnligt iranerne til at tiltage sig den »frihed, de ønsker og fortjener«, hvilket man i de iranske ministerier i hovedstaden Teheran opfatter som en opfordring til systemskifte.

Bush har derudover også ignoreret tidligere iranske tilbud om forhandling og strammet USA's økonomiske sanktioner.

Den mere fjendtlige amerikanske retorik begynder i stadig højere grad at lyde som den politiske offensiv mod Libyens Moamar Gaddafi, Panamas Manuel Noriega og Saddam Hussein, som alle endte med voldshandlinger.

Opråb i højreorienterede medier
Højreorienterede amerikanske medier råber på handling og kalder Iran »en uacceptabel trussel«, som er den »centrale krise under Bushs embedsperiode«.

Ligesom det var tilfældet med Irak, påvirker regeringens retorik den offentlige opinion - på trods af al den trækken i land, der blev nødvendig i forbindelse med Irak.

Meningsmålingerne tyder på, at mange amerikanere nu er overbeviste om, at Iran er den nye offentlige fjende. 47 procent siger ifølge Zogby International, at de støtter militær indgriben for at standse Irans atomare aktiviteter.

Støtte til iransk opposition
Der er stadig håb om, at en militær konfrontation kan undgås, selv om den amerikanske FN-ambassadør John Boltons advarsler om, at Iran vil kunne blive ramt af »smertefulde konsekvenser« på grund af atomaktiviteterne, er en påmindelse om, at Bush gentagne gange har nægtet at afvise brug af væbnet magt.

Iranske politikere er overbeviste om, at USA er fast besluttet på at undergrave og om muligt vælte Irans teokrati og præsident Mahmoud Ahmadinejads regering, uanset om man når frem til et kompromis på atomområdet.

Det bidrager til at forklare Teherans stejle forhandlingsstandpunkt.

Den iranske regering nævner blandt andet den amerikanske beslutning om at bruge 75 millioner dollar (465 millioner kroner) på at finansiere potentielle iranske oppositionskræfter, som græsrodsorganisationer, fagforeninger og menneskeretsgrupper samt propagandaudsendelser på lokale sprog, hvilket er en taktik, der også blev brugt i Serbien og de tidligere sovjetrepublikker Georgien og Ukraine.

Iranske anklager
Iran anklager USA for at skabe utilfredshed blandt landets kurdiske, baluchiske og azeriske mindretal.

Mistanken er blevet styrket, efter at det kom frem, at det amerikanske militær er blevet bedt om at vurdere, hvor stærk modstanden mod den centrale regering er blandt ikkepersiske grupper.

Den iranske regering mener også, at USA får efterretninger fra Folkets Mujahedin, som er en antiregeringsgruppe, der engang blev støttet af Saddam Hussein, og som menes at stå bag mange terrorangreb.

Rådvilde EU-lande
Storbritannien, Frankrig og Tyskland fokuserer fortsat på Irans atomprogram i deres politik over for præstestyret frem for på en mere generel Iran-problematik.

En højtstående britisk embedsmand siger, at briterne om nødvendigt vil støtte »gradueret« pres på Iran gennem FN's Sikkerhedsråd, hvilket »muligvis kan føre til handelssanktioner eller økonomiske sanktioner og rejsebegrænsninger for enkeltpersoner«.

Men samme embedsmand siger også, at europæerne »ikke har en klar holdning til, hvad vi vil gøre«, hvis Iran ikke retter ind.

Hvis der ikke sker et gennembrud i Det Internationale Atomenergi Agentur, der i disse dage mødes i Wien, vil denne manglende enighed om en strategi kunne få de amerikanske høge til at gribe chancen med støtte fra Israel.

Risiko for splittelse
Dermed vil de risikere en ny splittelse i forhold til Europa, ligesom det var tilfældet med Irak.

Men de har set tiden an i tre år. Nu vil de se handling. Som opvarmning ventes John Bolton at anmode FN om at give Iran en tidsfrist på 30 dage til at makke ret eller forvente modforholdsregler.

---
kilde: Politiken.dk