Dansk regeringspropaganda

Af Rune Engelbreth Larsen

Mens muslimske foreninger er rejst til Mellemøsten med en mappe, som skulle dokumentere kritisable forhold for muslimerne i Danmark, har den danske regering til gengæld produceret sin egen officielle fremstilling af disse forhold, der også fortrinsvist er henvendt til muslimer i udlandet.

Den findes på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor den samtidig fungerer som respons på rygter og påstande, der verserer i den islamiske verden.

Mens muslimernes mappe har været genstand for massiv granskning, er det påfaldende, at ingen har kigget nærmere på regeringens »mappe« til den islamiske verden – men som vi skal se i det følgende, er der god grund til at underkaste denne sagsfremstilling et eftersyn med samme minutiøse omhu.

Under overskriften »Tegningsagen: Spørgsmål og svar« præsenterer Udenrigsministeriet 20 spørgsmål og svar på dansk, engelsk og arabisk.

Fremstillingen indledes med seks spørgsmål og svar om »påståede handlinger i Danmark«.

Det fremgår korrekt af svarene, at der ikke har fundet afbrændinger sted af Koranen (1), at muslimer godt kan demonstrere i Danmark (2), at den danske regering ikke vil genskrive Koranen (4) eller lave en film om profeten Muhammed (5).

Dette er der næppe nogen i Danmark, som vil bestride, og det er på sin plads at korrigere sådanne rygter internationalt. Anderledes forholder det sig med andre svar.

Spørgsmål 3: »Er det korrekt, at den danske Dronning Margrethe har udtalt sig kritisk om Islam?«

Svaret lyder: »Nej. Det er ikke korrekt. Dronningen har i sin nytårstale 2005 udtalt: Det danske samfund er åbent og demokratisk; det er baseret på respekt for hinanden som mennesker og på respekten for hinandens meninger.«

Det er imidlertid usandt at, at dronningen ikke har udtalt sig kritisk om islam.

Mange danskere husker, at Dronning Margrethe i sin nytårstale 1984/85 kritiserede danskernes »dumsmarte bemærkninger« og den »kølighed«, hvormed de møder indvandrere. Denne tale lægger hun imidlertid stor afstand til i Annelise Bistrups interview-bog, Margrethe (2005). I samme bog siger hun om islam: »Vi udfordres i disse år af islam både globalt og lokalt, og den udfordring er vi nødt til at tage alvorligt. (…) Vi har ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er tolerante – og temmelig dovne. Jeg synes virkelig ikke, det er nemt. Og heller ikke så rart. (…) Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig.«

Man kan mene meget om sådanne udtalelser, men ikke, at Dronning Margrethe ikke har udtalt sig kritisk om islam.

Spørgsmål 6: »Ledes den danske regering af et højrefløjs- og anti-islamisk parti?« Svaret lyder: »Nej, regeringen i Danmark udgøres af en koalition bestående af et liberalt og et konservativt parti, der ikke er anti-islamiske.«

Dette er naturligvis ikke forkert – men er dét svaret på spørgsmålet?

Man kan ikke benægte, at Venstre er det ledende parti i regeringen, og man kan heller ikke benægte, at Venstre er et højrefløjsparti. At afvise, at Venstre er et »anti-islamisk parti« er til gengæld korrekt, for det er der intet belæg for i partiets program eller de ledende politikeres udtalelser – men samlet set bliver svaret upræcist.

De næste spørgsmål og svar (7-12) handler specifikt om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

Spørgsmål 7: »Hvorfor offentliggjorde Jyllands-Posten de 12 tegninger af profeten Muhammed?«

Svaret oplyser, at tegningerne var »led i en aktuel debat om ytringsfrihed i Danmark«, men at hensigten ikke var at »krænke« muslimer. Endvidere hævdes det: »I visse sammenhænge er sagen desværre blevet gengivet, som om tegningerne var del af en smædekampagne mod muslimer i Danmark. Dette er ikke korrekt.«

Det sidste er i bedste fald en diskutabel fortolkning, og det kan undre, hvorfor den officielle regeringsversion går ind og overtager Jyllands-Postens selvforståelse med en sådan skråsikkerhed, eftersom det havde været tilstrækkeligt at understrege, at der ikke er nogen anti-islamisk regerings-kampagne i Danmark.

Det er derimod bestemt ikke urimeligt at tale om en eksisterende smædekampagne mod muslimer i betragtning af den ensidighed, med hvilken Jyllands-Postens aktion alene rettes mod muslimer, mens avisen har demonstreret en ihærdig selvcensur over for karikaturer, som måtte ramme andre trossamfund.

Opfattelsen af en smædekampagne bestyrkes ikke mindst af kulturredaktør Flemming Roses understregning af, at man skal finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«, som man ved den lejlighed også citerede på forsiden af avisen, fordi det var en af præmisserne for lanceringen af karikaturerne. Og betænker man, at Dansk Folkeparti i allerhøjeste grad kører en smædekampagne mod muslimer, er en skråsikker afvisning fra regeringens side stærkt tendentiøs.

Spørgsmål 8 lyder: »Har Jyllands-Posten sagt officielt undskyld?«

Svaret bliver et overraskende entydigt »ja«, der henviser til, at avisen den 30. januar undskylder for, »at de 12 tegninger utilsigtet har fornærmet mange muslimer«.

Dette svar er ikke mindre tendentiøst end det foregående, fordi det ikke nævnes, at avisen kategorisk har afvist at undskylde for at have bragt tegningerne, hvilket imidlertid er en meget afgørende del af sandheden om avisens erklæring.

Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste har sågar understreget, at man i »undskyldningen« blot har anvendt en stærkere sprogbrug, men reelt ikke har ændret standpunkt: »Det er et forstærket udtryk, men det ændrer ikke vores grundholdning. Der går ikke nogen skår af os ved at bruge et stærkere sprogbrug, hvis det kan være med til at bilægge striden.« (Politiken, 31.1.2006).

Denne præcisering var Juste klog nok til ikke at oversætte til arabisk, selv om man kunne anføre, at han dermed gjorde sig skyldig i en tvetungethed i stil med Abu Labans, da imamen over for danske medier udtrykte sin modstand mod en handelsboykot af danske varer, mens han bifaldt den i et arabisk tv-interview.

Spørgsmål 9: »Er tegninger af profeten Muhammed som en gris blevet gengivet i Jyllands-Posten eller danske aviser?« Svaret lyder: »Nej.«

Det er rigtigt nok, at billedet ikke stammer fra Jyllands-Posten, men det hører med til historien, at det såkaldte grisebillede var et eksempel på de smædebreve, som flere muslimske læserbrevsskribenter har modtaget efter at have kritiseret Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten – og det hører med til historien, at billedet var forsynet med overskriften: »Dette er det rigtige billede af Muhammed«.

Spørgsmål 10: »Kan avisen, som har bragt de 12 tegninger af profeten Muhammed, retsforfølges?«

Svaret er, at »det kan den godt«, og her citeres både blasfemiparagraffen og racismeparagraffen.

Spørgsmål 11 handler om, hvilken »status« Jyllands-Posten har, og svaret understreger, at avisen er »privat og uafhængig«.

Imidlertid uddybes svaret på en måde, der rammer lige ned i centrum af hele den politiske strid om Anders Fogh Rasmussens håndtering af krisen og afvisningen af de 11 muslimske ambassadører, der i oktober 2005 anmodede statsministeren om et møde: »Den danske regering kan på grund af ytringsfriheden i Danmark ikke uden at begå en ulovlig handling bestemme, hvad der bliver bragt i de danske medier.«

Dette er afgjort vildledende. Det er naturligvis på den ene side korrekt, at regeringen ikke kan »bestemme« indholdet i de danske medier, men det er på den anden side heller ikke dét, som regeringen er blevet bedt om at gøre af de muslimske ambassadører.

Men selv om statsministeren måtte have været i god tro, da han umiddelbart udlagde deres intentioner på denne måde, har den egyptiske udenrigsminister og flere ambassadører adskillige gange i oktober, november og december understreget (og senere gentaget), at man hverken kræver indskrænkninger i ytringsfriheden eller retslige skridt over for Jyllands-Posten.

Det er således ikke blot vildledende at reducere problemstillingen til, at regeringen ville have begået en »ulovlig handling« ved at bestemme over medierne, eftersom noget sådant ikke var hensigten – men det er samtidig kontraproduktivt at gøre gældende i en officiel regeringsversion af sagen, der primært henvender sig til muslimer i den islamiske verden. Det fortæller nemlig muslimerne, at man stik imod kendsgerningerne stadig væk insisterer på at fordreje deres ambassadørers forehavende.

Spørgsmål 12: »Vil den danske regering undskylde for de 12 tegninger af profeten Muhammed?«

I svaret henvises til Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at han »personligt aldrig ville have afbildet profeten Muhammed på en måde, der kunne fornærme andre mennesker«. Desuden henvises til »den klare undskyldning, som den danske avis Jyllands-Posten har offentliggjort«, og det hævdes afslutningsvist: »Den danske regering har ikke mulighed for at undskylde for beslutninger truffet af redaktøren på en uafhængig avis.«

De sidste to forhold er så misvisende, at svaret samlet set må siges at være ukorrekt.

At hævde, at den danske regering ikke har »mulighed for at undskylde«, gør det til en juridisk eller fysisk umulighed at sige »undskyld«, hvilket forvrænger problemstillingen yderligere.

Som allerede bemærket har Jyllands-Posten heller aldrig givet en »klar undskyldning« – at undskylde for konsekvenser af krænkelsen, men ikke for den handling, der krænker, svarer til at fornærme et menneske og undskylde, at vedkommende er blevet fornærmet, men nægte at undskylde for fornærmelsen.

Flemming Rose har tilmed erklæret, at man var parat til at gøre det hele igen, selv om vi i dag kender konsekvenserne af offentliggørelsen, og Carsten Juste har som tidligere citeret udtalt, at »undskyldningen« blot var et udtryk for ændret sprogbrug.

Alt dette er Juste og Rose i deres fulde ret til at gøre og mene, men regeringen kan ikke samtidig hævde, at der så er tale om en »klar undskyldning«.

De følgende fem spørgsmål og svar (13-17) omhandler det danske retssystem.

Her fremgår det korrekt, at ytringsfriheden i Danmark er under ansvar for domstolene (13), at diskrimination mod muslimer kan retsforfølges (14), at der godt kan opføres moskeer (16), og at man godt må demonstrere i Danmark (17).

Også disse ting er det væsentligt at få præciseret set i lyset af den misinformation, der har verseret i Mellemøsten – selv om man slipper let om det ved at hævde, at der »godt kan opføres moskeer« og således ikke bemærker, at der faktisk endnu ikke eksisterer en eneste moské i Danmark med kuppel og minareter, som er bygget til formålet, men at moskeerne er henvist til kælderlokaler og nedlagte industribygninger. Endvidere har regeringens støtteparti flere gange fastslået, at man kategorisk vil modsætte sig et sådant moskébyggeri ved at foreslå en særlovgivning på området.

Men svaret er naturligvis ikke ukorrekt i sig selv.

Svaret på spørgsmål 15 hænger til gengæld ikke sammen. Spørgsmålet går på, om der er »religionsfrihed« i Danmark, og Udenrigsministeriet bedyrer, at der ikke bare er religionsfrihed, men »fuldkommen religionsfrihed«. Dernæst uddybes det, at islam har »samme status i Danmark som alle andre religioner«, og at reglerne for de muslimske trossamfund er »præcis de samme, som for alle andre godkendte trossamfund i Danmark«.

Det første er forkert, det andet er korrekt, men i sammenhæng med det første misvisende.

Islam har ikke »samme status« som alle andre religioner i Danmark.

Der findes tre kategorier af trossamfund og menigheder i Danmark uden samme retsstilling, og jo længere nede på listen, desto mere begrænses både status og retsstilling. Øverste niveau indtages suverænt og enerådende af folkekirken, der har særstatus i henhold til Grundloven og får en god halv milliard kroner i årlige statstilskud uden om medlemmernes kirkeskat.

Dernæst følger de anerkendte trossamfund, som med undtagelse af Mosaisk Trossamfund alle sammen er kristne.

Siden 1970 har det slet ikke været muligt at opnå status af anerkendt trossamfund i Danmark, hvorfor man i stedet henvises til en tredje kategori under Folkekirken og de anerkendte trossamfund – de såkaldt godkendte trossamfund. Bortset fra at godkendte trossamfund ikke har samme status som folkekirken eller de anerkendte trossamfund, har de heller ikke samme retsstilling.

I 2006 er der knap 100 såkaldt godkendte trossamfund i Danmark, bl.a. 19 islamiske menigheder.

Det er altså ukorrekt, at islam har »samme status« som alle andre religioner i Danmark, men det er korrekt, at der er 19 muslimske menigheder, som er godkendte, og for hvilke der gælder de samme regler som for de øvrige af de ca. 100 godkendte trossamfund, der samlet befinder sig i tredje kategori.

De tre sidste spørgsmål og svar (18-20) handler om »løsninger, der arbejdes på«.

Ikke ret meget, kan vi læse.

I svarene forklares det, at man arbejder »i døgndrift« for at »vende tilbage til dialogen« og »genetablere« venskabet mellem Danmark og den islamiske verden. Endvidere vil regeringen »til stadighed« invitere »religiøse ledere og folkelige organisationer« fra ind- og udland til »dialog« for at genopbygge tilliden. Alt andet ville vel også være overraksende og opsigtsvækkende.

Altså ikke videre imponerende bestræbelser på en løsning af Danmarks største krise siden Anden Verdenskrig – men det er ikke af den grund et ukorrekt svar.

Svaret på det sidste spørgsmål er til gengæld ret forbløffende.

Spørgsmålet 20: »Hvad siger muslimer i Danmark om sagen?«

Her meddeles det: »Det helt store flertal af muslimer bakker op om den danske regerings holdning om dialog, og om at ytringsfriheden er et gode, samtidig med at man beklager, når den bruges til handlinger, der kan fornærme andre.«

Svaret er forbløffende, fordi ingen kan vide, hvad »det helt store flertal af muslimer« bakker op om. Skal man henholde sig til meningsmålinger, må man foretage en måling på den helt konkrete formulering.

Strengt taget er der dog nok kun én passage, som er misvisende – men den er til gengæld også central: At det »helt store flertal« af danske muslimer bakker op om behovet for dialog, er vel indlysende, men at de lige præcis skulle bakke op om »den danske regerings holdning om dialog«, er helt usandsynligt.

Ud fra de forskellige holdningstilkendegivelser, som er kommet til udtryk fra muslimsk side i det forløbne halve års debat – og andet kan vi jo ikke vurdere det ud fra – er det åbenlyst forkert at mene, at der står et stort flertal af danske muslimer bag regeringens version af dialog-holdningen, især da statsministerens afvisning af mødet med de muslimske ambassadører har meget lidt med dialog at gøre.

Det korte af det lange er, at af de 20 officielle svar er de tolv korrekte. De fire er helt eller delvist ukorrekte, og de øvrige fire er stærkt tendentiøse, bemærkelsesværdigt upræcise eller vildledende.

Sammenholdt med de påstande, som kommer til udtryk i den berygtede mappe, der er medbragt til Mellemøsten af muslimske delegationer, må man konkludere, at begge sagsfremstillinger indeholder usandheder og tendentiøse påstande om faktuelle sagsforhold – om end regeringens afgjort tager førertrøjen i så henseende.

Et af de svar, som Udenrigsministeriet ønsker at udbrede i den islamiske verden, er af særlig problematisk karakter. Det drejer sig om det vildledende svar på spørgsmål 11, der fortegner problemstillingen ved at fokusere på, at regeringen ikke kan »bestemme«, hvad medierne bringer.

Problemet opstår, fordi svaret dermed fejlagtigt gør gældende, at regeringen overhovedet er blevet bedt om at »bestemme« over den danske presse.

Skønt de krav, som bliver fremsat og gentaget af ambassadørerne og andre officielle repræsentanter fra den islamiske verden, har gået på at få den danske regering til at tage afstand fra en generaliserende, nedsættende fremstilling af islam i den danske debat, intensiveres regeringens vildledning over for den danske presse, idet ambassadørernes ærinde ikke alene transformeres til krav om »retslige skridt« (Anders Fogh Rasmussen), men ligefrem til »pressecensur« (Bertel Haarder) og sågar en »kortslutning af den demokratiske proces« (Troels Lund Poulsen).

Dette er helt ude af proportioner og udtryk for en alvorlig misinformation, der giver den danske offentlighed et misvisende indtryk af, hvad regeringen har kunnet gøre for at bremse krisen, og samtidig radikaliserer muslimernes intentioner så markant, at de fremstår ekstraordinært usympatiske.

Samtidig vanskeliggør det oppositionens og pressens mulighed for at vurdere og kritisere regeringens iscenesættelse af krisens udgangspunkt, fordi man i månedsvis er afskåret fra de afgørende sagsakter, der bl.a. klargør de islamiske landes reelle position og advarer om krisens eskalering. Udenrigspolitisk Nævn får ikke udleveret et eneste af de relevante breve i 3-4 måneder (og har den dag i dag stadig væk kun fået oversendt en meget lille del).

Selv om regeringen ifølge loven skal rådføre sig med nævnet forud for »enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde« og udlevere relevante oplysninger, bliver krisen end ikke taget op på et møde før så sent som den 24. januar.

Ydermere hemmeligholder Udenrigsministeriet over 80 afgørende dokumenter over for dagbladet Information, som har søgt aktindsigt, og har sågar censureret det udleverede materiale kraftigt.

At Udenrigsministeriet i modstrid med Lov om Offentlighed i Forvaltningen har undladt at fremlægge en begrundelse for hemmeligholdelsen af de pågældende dokumenter og undladt at anføre, hvilke paragraffer der giver hjemmel til hemmeligholdelsen, er ekstra bemærkelsesværdigt i lyset af statsministerens vedvarende påstand om, at krisen handler om regeringens forsvar for ytringsfriheden.

Således er der ingen som helst forklaring på, hvorfor f.eks. samtlige referater fra møder med udenlandske diplomater og alle officielle henvendelser mellem Danmark og andre lande i Muhammed-sagen fortsat er hemmeligholdt i det, der ligner en klar mørklægningsmanøvre.

Har regeringens censur i første omgang ikke særskilt betydning for Udenrigsministeriets autoritative fremstilling af sagsforløbet på dansk, engelsk og arabisk, perspektiverer det dog yderligere behovet for en uvildig undersøgelse, som kan afdække, om der er mere end 8 ud af 20 officielle svar til den internationale offentlighed, der står i et klart misvisende forhold til de faktuelle sagsforhold.

Politiken, 17.3.2006
Bragt under avisens overskrift: »Propaganda: Bor Fogh i et glashus?«

---

---
kilde: Humanisme.dk