Terrorbekæmpelse

Af Mogens Michaelsen

Terrorisme er først og fremmest overlagt drab på civile borgere, med et eller andet - som regel politisk - mål for øje.

Det er selve det, at man har almindelige uskyldige mennesker som mål, der gør det særlig afskyeligt og frygtfremkaldende for alle normale mennesker.

Men uanset hvor afskyeligt det er, så er det en måde at føre krig på. Godt nok noget anderledes end den "normale" måde at føre krig på; men ikke desto mindre altså en måde at føre krig på, uanset hvem der gør det - dvs. hvem fjenden er.

Det er altid fjenden man er i krig med. Man kan ikke være i krig med "en måde at føre krig på".

Udtrykket "War on Terror" er derfor - og har altid været - noget åndssvagt vrøvl. Men vrøvl som man kan bruge til bevidst at vildlede offentligheden, for at opnå kontrol med den. Det er ren propaganda og manipulation fra Bush-regimets side.

De egentlige fjender, vi har med at gøre, er naturligvis gerningsmændene og deres "bagmænd".

De skal naturligvis bekæmpes effektivt, det er vi alle enige om.

Men hvordan bekæmper man dem så mest effektivt?

Det kan der være flere meninger om. Men det er nemt nok at se, hvordan man ihvertfald ikke kan bekæmpe dem effektivt: sådan som Bush-regimet tilsyneladende forsøger at gøre det. Det har altid været tydeligt for enhver, at noget af det dummeste man kunne gøre, var et angreb på Irak. Det er kun rene idioter, der ikke har kunnet se det hele tiden. At USA vælger at gøre det alligevel kan derfor kun skyldes en af disse to ting:

1. Total inkompetence i den amerikanske statsledelse. I så fald er verdens største arsenal af atomvåben i hænderne på en flok idioter. Ikke så lidt farligere end f.eks. et Iran, der muligvis en gang i fremtiden kunne tænkes at have atomvåben.
2. En bevidst strategi, der netop går ud på at vedligeholde terrortruslen - fordi man bruger det aktivt som falsk påskud til at nå andre mål. Det kan være kontrol med oliekilder i Mellemøsten - eller det kan være global diktatorisk magt. Det sidste vil vel inkludere det første.

Det mest sandsynlige er nok (2). Men da man sandsynligvis ikke havde regnet med problemer i det omfang vi har set, så spiller (1) alligevel ind.

Under alle omstændigheder skal man ikke regne med, at terrortruslen bliver mindre, sålænge kampen imod den ledes af USA.

Hvis man virkelig ville bekæmpe terrorister, så er noget af det vigtigste selvfølgelig at se på deres motiver til de afskyelige handlinger.

Ifølge DR Nyheder har motivet hos de britiske selvmordsbombere været vrede over Irak-krigen.

Dette motiv, eller et hvilket som helst andet motiv, kan selvfølgelig ikke retfærdiggøre deres handlinger.

Irak-krigen var et FN-stridigt angreb på en suveræn stat, der ikke var nogen umiddelbar trussel mod nogen anden stat. Sagt på godt dansk: det var en klar aggression fra en skydegal cowboy med et par banditter som medløbere (bl.a. Danmark).

Det betyder, at vrede over Irak-krigen er en berettiget og forståelig vrede.

Så længe visse beslutningstagere ikke indser det, og tager konsekvenserne af det, bliver terrortruslen kun værre. Samtidig med, at borgernes retssikkerhed bliver forringet - fordi man vælger at bilde folk ind, at dette skulle være det eneste mulige middel mod terror. Det er det ikke - bekæmpelsen af terrorisme er først og fremmest et spørgsmål om den politik man har.

I denne sammenhæng er Fogh-regeringen totalt inkompetent.

Arabisk topleder: Danmark holdt os for nar

I ny fransk dokumentar om Muhammedsagen siger generalsekretæren for Den Arabiske Liga, at den danske regering har behandlet hele den muslimske verden »som om vi var idioter«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kunne have afværget hele skandalen om Muhammed-karikaturerne – det konkluderer endnu en tv-dokumentar, som sendes på fransk tv fredag aften.

»Vi havde allerede set tegningerne, uanset hvad de danske imamer gjorde«, fortæller generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, i udsendelsen, som Politiken har haft adgang til at se.

Regeringen får skylden
Den over en time lange, meget grundige dokumentar, som sendes i magasinet ’Pièces à conviction’ på France 3, tildeler Abu Laban og de andre danske imamer en langt mindre betydningsfuld rolle end tidligere udlægninger.

I programmet understreger Amr Moussa ligesom flere højtstående, religiøse ledere i Egypten og Libanon, at det mere end noget andet var den danske regerings mangel på imødekommenhed, der fik sagen til at eksplodere.

»Argumentet var ytringsfrihed. Men det var et meget dårligt argument, for vi ved, at ytringsfriheden er undtaget mange spørgsmål«, siger Moussa om sine kontakter med København, hvorefter han beskriver Den Arabiske Ligas reaktion:

»Ingen var overbevist. Vi går alle ind for ytringsfrihed, men lad os i det mindste forsøge at forstå hinanden. Lad være med at holde mig for nar, lad være med at behandle mig som en idiot. Lad være med at behandle hele den muslimske verden, som om vi var idioter i ytringsfrihedens navn«, siger han.

Kendte indholdet af mappen
Journalisterne fra France 3 har også besøgt blandt andre den libanesiske stormufti, Mohammed Rashid Kabbani.

Han var blandt de muslimske ledere, der modtog de danske imamer, da de rejste rundt i Mellemøsten med Jyllands-Postens tegninger og andre billeder, der belastede Danmark.

»Da denne mappe blev bragt af de danske imamer, kendte vi allerede indholdet. Det er ikke denne gruppe muslimer, der har skabt et dårligt billede af Danmark. De har absolut intet at gøre med skaden på forholdet mellem Danmark og den muslimske verden«, siger stormufti Kabbani til France 3.

De to journalister bag udsendelsen, Magali Serre og Fabrice Turpin, arbejdede længe på sagen uden at vide, at den kontroversielle algerisk-franske journalist Mohamed Sifaoui samtidig forberedte en reportage til søsterkanalen France 2.

»Værre end bombemænd«
Forleden sagde Sifaoui i et interview med Politiken, at de danske imamer er »værre end bombemænd«, fordi de skaber det ideologiske og religiøse grundlag for terrorhandlinger i Danmark.

Men de konkurrerende journalister fra France 3 mener, at Mohamed Sifaoui overdriver de danske imamers betydning.

»Vi var overraskede over indholdet i Sifaouis reportage, fordi den så entydigt lægger hele skylden hos de danske imamer«, siger Fabrice Turpin.

»Jeg siger ikke, at Abu Laban er nogen helgen. Hans handlinger har ikke ligefrem været hjælpsomme for Danmark. Men vores research tyder klart på, at de danske imamer ikke havde den store indflydelse på forløbet«, siger han.

Diplomatisk fejl
Magali Serre, som under arbejdet med udsendelsen besøgte Kairo og Beirut, siger, at alle de ledere, hun talte med, i langt højere grad lægger ansvaret hos den danske regering.

»Det var ekstremister i de arabiske lande, som kunne bruge den danske sag til at piske en stemning op. Og for de moderate var det store problem helt klart, at den danske statsminister ikke ville møde dem. Det var en stor diplomatisk fejl«, siger Magali Serre.

---
kilde: Politiken.dk

Fransk journalist: Danske imamer er ekstremister

Han er egentlig ked af at sige det, for han nærer den største respekt for danskerne - men Mohamed Sifaoui føler sig nødsaget til at fortælle os, at vi er »naive«.

»Alle I gode og velmenende mennesker på Politiken, i resten af Danmark og Europa, I gør skade på jer selv og på moderate muslimer, når I lader jer føre bag lyset af ekstremister«, siger han.

»De er ikke bombemænd - de er værre«
Og i Sifaouis verdensbillede er der ikke skyggen af tvivl om, at danske imamer som Ahmed Akkari og Abu Laban er netop ekstremister, forklædt som moderate.

»Faktisk lod jeg mig den første dag selv forføre lidt af Abu Laban, som virkede både venlig og tolerant. Men det var heldigt, at jeg blev sammen med dem nogle flere dage, for så kom hele den ekstremistiske ideologi frem«, siger Sifaoui om sin reportagerejse til Danmark i februar, der blandt andet afslørede Ahmed Akkaris famøse 'bombetrussel' mod den radikale politiker Naser Khader.

»Jeg har aldrig påstået, at Abu Laban eller Ahmed Akkari selv er terrorister - i den forstand, at de selv er bombemænd. De er noget meget værre: De er ideologerne, som giver den unge galning den nødvendige undskyldning, det ideologiske grundlag, for at udføre en terrorhandling i Danmark«.

Lever med trusler på sit liv
Den algerisk-franske journalist og forfatter Mohamed Sifaoui har brugt 18 år på at afsløre og kritisere de yderligtgående bevægelser, som efter hans mening langsomt og sikkert har infiltreret et godtroende Europa.

Dødstruslerne mod ham har ikke manglet. Han lever under politibeskyttelse, og vort møde på en parisisk café arrangeres i sidste øjeblik.

»Jeg ved jo, hvem jeg har med at gøre. Jeg kender miljøet og tager mine forholdsregler«, som han siger.

En mand med en mission
Sifaoui er både afskyet og beundret, en kontroversiel person med kreative journalistiske metoder, som nægter at være bange. Han lægger ikke selv skjul på, at han er en mand med en mission.

»Jeg har aldrig villet fordømme eller skade nogen, og jeg har aldrig angrebet islam eller Koranen. Jeg er selv troende muslim. Men jeg har en mission, og den er journalistisk: at afsløre sandheden om ekstremister og terrorister«.

Men det ved de vel om dig - hvorfor lukker de dig så indenfor og siger den slags ting i dit nærvær?

»Jeg sagde ikke mit efternavn, og der var ingen, der spurgte. Mit fornavn, Mohamed, det hedder alle og enhver jo i den arabiske verden, og jeg brugte også et mellemnavn. De accepterede mig som en 'broder'«.

Har du ingen skrupler ved ikke at præsentere dig som den, du er?

»Hvis jeg er nødt til at stjæle information, så gør jeg det. Det har jeg ingen skrupler ved at gøre i forhold til disse mennesker. Og de vidste jo altså udmærket, at jeg er journalist«.

Har ingen viden om konkret attentat
Hvordan kan det være, at de truede dig til sidst alligevel - det ser man jo i udsendelsen?

»Der kom en delegation af imamer fra Sverige, og jeg tror, at en af dem genkendte mig. Så kom truslerne om, at jeg skulle passe på med at vise noget negativt. Og det er jo pointen: Hvordan kan de samme mennesker sige, at de er demokrater og moderate? De truer en journalist, bare fordi de opdager, at han er imod terror og ekstremisme«.

Der har været nogen forvirring i Danmark om tolkningen af det, du har filmet. For eksempel om, hvorvidt Ahmed Akkari selv havde konkret viden om et muligt attentat mod Naser Khader?

»Jeg har aldrig opfattet det, som at han talte om selv at organisere et attentat, og sådan fremstilles det heller ikke i min udsendelse. Han siger 'mon ikke et par fyre skulle tage ud for at se, om man kan sprænge ham i luften...'. Jeg har ikke viden om noget konkret attentat. Men jeg ved helt sikkert, at Akkari og Abu Laban nærer et afgrundsdybt had til Naser Khader. Hvis nogen skulle finde på at slå ham ihjel, vil det slet ikke genere dem«.

Samtalen om 'martyraktionen'
Nu har du også leveret et fraklip til danske medier - hvor Abu Laban tilsyneladende taler om kendskab til nogen, der vil skabe 'ravage' og udføre en 'martyraktion'. Hvorfor har du ikke brugt det i din udsendelse?

»Jeg havde 40 timers bånd med hjem og kunne jo ikke bruge det hele. Jeg ved heller ikke, hvem han taler om. Og jeg har ikke nogen præcis information om, at den person vil gøre noget konkret«.

Det virker underligt, at Abu Laban i samme fraklip nævner, at han - eller nogen - vil kontakte generalsekretæren for Den Arabiske Liga. Han er vel ikke terrorist?

»Nej, de to bemærkninger falder uafhængigt af hinanden, sådan som jeg opfatter det. Først taler Abu Laban om Amr Moussa, og så skifter han emne og taler om martyraktionen«.

Parat til at lægge fraklip frem
Hvad betyder det? Og hvorfor lægger du det frem nu?

»Fordi det afslører det samme som klippet fra bilen med Akkari: at disse mennesker er ekstremister, der finder det normalt at tale om martyraktioner«.

Abu Laban siger selv, at det bare er en talemåde?

»Ja, selvfølgelig siger han det. Og Ahmed Akkari er pludselig en stor humorist. Det er et helt normalt dobbeltspil for ekstremisterne, at de gemmer sig bag den slags bortforklaringer i Vesten. Men som araber og muslim kan jeg godt forsikre jer, at intet normalt menneske i den muslimske verden betragter ordet 'martyraktion' som en talemåde«.

Er du parat til at lægge flere fraklip frem?

»Ja, hvis de bliver ved med at påstå, at det bare var i spøg, bare en talemåde og så videre. Så har jeg masser af materiale, der viser, at det er deres normale retorik«.

For eksempel?

»For eksempel har jeg en optagelse fra en prædiken, hvor Abu Laban fortæller, hvordan man skal opføre sig på en bestemt måde ved begravelser af 'vore brødre, som dør martyrdøden i kamp mod den zionistiske fjende'. Vil Abu Laban sige, at det også er en metafor? Og tror danskerne virkelig på en mand, der støtter selvmordsbombere i et andet land, men påstår, at han er imod det samme i Danmark?«.

Politiet har afhørt Akkari og Abu Laban uden at rejse sigtelse. Ved du noget mere konkret om deres intentioner?

»Jeg har ingen præcis viden om konkrete planer. Hvis jeg havde hørt noget som helst i den retning, ville jeg være gået direkte hen på en politistation med det. Hvis det danske politi gerne vil tale med mig, og hvis jeg kan bidrage med noget, så er jeg altid disponibel. Jeg er en offentlig person. Men jeg håber da virkelig, at den danske efterretningstjeneste ved væsentligt mere om Abu Laban, Ahmed Akkari og deres venner, end jeg gør«.

»PET er naive«
En højtstående chef fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) har udtalt, at imamerne tværtimod ofte har været til hjælp?

»Det får mig til at smile. Så er det enten lykkedes imamerne i Danmark at føre PET bag lyset, og i så fald er efterretningstjenesten meget naiv. Eller også - og det tror jeg snarere - så vil PET berolige gemytterne, selv om de godt ved, at der er en anden sandhed«.

Hvorfor skulle vi danskere tro på din udlægning af det her - en fransk journalist med en dagsorden, en mand, der ikke kender Danmark?

»Britiske journalister plejede altid at stille mig det samme spørgsmål, lige indtil terrorbomberne i London i juli 2005. Det var det samme, der skete: den samme ideologiske ramme, skabt med hadsk tale, som førte til nogle gale menneskers handling. Og det var også det, der skete med mordet på instruktøren Van Gogh i Holland. Det klima og den sårbarhed har Abu Laban og Ahmed Akkari nu givet Danmark og alle danskere i udlandet«.

Men hvad er svaret på spørgsmålet: Hvorfor skal vi tro på dig?

»Svaret er, at det må I selv om. Jeg er helt sikker på, at danskerne er intelligente nok til selv at bedømme det her. Jeg siger bare til jer: Jeg vil jer intet ondt. Men det er der andre, der vil, for de tror, det giver dem magt i det muslimske samfund i Danmark. Er det min rejse til Danmark, der har skadet jer? Nej, det er imamernes rejse til arabiske lande med falske, farlige påstande om jeres land. Det er dem, der skal sige undskyld til danskerne. Ikke statsministeren, og heller ikke Jyllands-Posten«.

Hvad synes du selv om Jyllands-Postens karikaturer?

»Flere af dem er rystende for mig som muslim. Jeg bryder mig slet ikke om dem. Men jeg vil til enhver tid forsvare en kunstners ret til at tegne, hvad han vil. Sådan er det i et demokrati. Og det er dét, Abu Laban og de andre ikke forstår«.

---
kilde: Politiken.dk

Dansk regeringspropaganda

Af Rune Engelbreth Larsen

Mens muslimske foreninger er rejst til Mellemøsten med en mappe, som skulle dokumentere kritisable forhold for muslimerne i Danmark, har den danske regering til gengæld produceret sin egen officielle fremstilling af disse forhold, der også fortrinsvist er henvendt til muslimer i udlandet.

Den findes på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor den samtidig fungerer som respons på rygter og påstande, der verserer i den islamiske verden.

Mens muslimernes mappe har været genstand for massiv granskning, er det påfaldende, at ingen har kigget nærmere på regeringens »mappe« til den islamiske verden – men som vi skal se i det følgende, er der god grund til at underkaste denne sagsfremstilling et eftersyn med samme minutiøse omhu.

Under overskriften »Tegningsagen: Spørgsmål og svar« præsenterer Udenrigsministeriet 20 spørgsmål og svar på dansk, engelsk og arabisk.

Fremstillingen indledes med seks spørgsmål og svar om »påståede handlinger i Danmark«.

Det fremgår korrekt af svarene, at der ikke har fundet afbrændinger sted af Koranen (1), at muslimer godt kan demonstrere i Danmark (2), at den danske regering ikke vil genskrive Koranen (4) eller lave en film om profeten Muhammed (5).

Dette er der næppe nogen i Danmark, som vil bestride, og det er på sin plads at korrigere sådanne rygter internationalt. Anderledes forholder det sig med andre svar.

Spørgsmål 3: »Er det korrekt, at den danske Dronning Margrethe har udtalt sig kritisk om Islam?«

Svaret lyder: »Nej. Det er ikke korrekt. Dronningen har i sin nytårstale 2005 udtalt: Det danske samfund er åbent og demokratisk; det er baseret på respekt for hinanden som mennesker og på respekten for hinandens meninger.«

Det er imidlertid usandt at, at dronningen ikke har udtalt sig kritisk om islam.

Mange danskere husker, at Dronning Margrethe i sin nytårstale 1984/85 kritiserede danskernes »dumsmarte bemærkninger« og den »kølighed«, hvormed de møder indvandrere. Denne tale lægger hun imidlertid stor afstand til i Annelise Bistrups interview-bog, Margrethe (2005). I samme bog siger hun om islam: »Vi udfordres i disse år af islam både globalt og lokalt, og den udfordring er vi nødt til at tage alvorligt. (…) Vi har ganske givet ladet det flagre i alt for lang tid. Fordi vi er tolerante – og temmelig dovne. Jeg synes virkelig ikke, det er nemt. Og heller ikke så rart. (…) Der må vises et modspil, og man må en gang imellem løbe den risiko at få en mindre flatterende etiket hæftet på sig.«

Man kan mene meget om sådanne udtalelser, men ikke, at Dronning Margrethe ikke har udtalt sig kritisk om islam.

Spørgsmål 6: »Ledes den danske regering af et højrefløjs- og anti-islamisk parti?« Svaret lyder: »Nej, regeringen i Danmark udgøres af en koalition bestående af et liberalt og et konservativt parti, der ikke er anti-islamiske.«

Dette er naturligvis ikke forkert – men er dét svaret på spørgsmålet?

Man kan ikke benægte, at Venstre er det ledende parti i regeringen, og man kan heller ikke benægte, at Venstre er et højrefløjsparti. At afvise, at Venstre er et »anti-islamisk parti« er til gengæld korrekt, for det er der intet belæg for i partiets program eller de ledende politikeres udtalelser – men samlet set bliver svaret upræcist.

De næste spørgsmål og svar (7-12) handler specifikt om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer.

Spørgsmål 7: »Hvorfor offentliggjorde Jyllands-Posten de 12 tegninger af profeten Muhammed?«

Svaret oplyser, at tegningerne var »led i en aktuel debat om ytringsfrihed i Danmark«, men at hensigten ikke var at »krænke« muslimer. Endvidere hævdes det: »I visse sammenhænge er sagen desværre blevet gengivet, som om tegningerne var del af en smædekampagne mod muslimer i Danmark. Dette er ikke korrekt.«

Det sidste er i bedste fald en diskutabel fortolkning, og det kan undre, hvorfor den officielle regeringsversion går ind og overtager Jyllands-Postens selvforståelse med en sådan skråsikkerhed, eftersom det havde været tilstrækkeligt at understrege, at der ikke er nogen anti-islamisk regerings-kampagne i Danmark.

Det er derimod bestemt ikke urimeligt at tale om en eksisterende smædekampagne mod muslimer i betragtning af den ensidighed, med hvilken Jyllands-Postens aktion alene rettes mod muslimer, mens avisen har demonstreret en ihærdig selvcensur over for karikaturer, som måtte ramme andre trossamfund.

Opfattelsen af en smædekampagne bestyrkes ikke mindst af kulturredaktør Flemming Roses understregning af, at man skal finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«, som man ved den lejlighed også citerede på forsiden af avisen, fordi det var en af præmisserne for lanceringen af karikaturerne. Og betænker man, at Dansk Folkeparti i allerhøjeste grad kører en smædekampagne mod muslimer, er en skråsikker afvisning fra regeringens side stærkt tendentiøs.

Spørgsmål 8 lyder: »Har Jyllands-Posten sagt officielt undskyld?«

Svaret bliver et overraskende entydigt »ja«, der henviser til, at avisen den 30. januar undskylder for, »at de 12 tegninger utilsigtet har fornærmet mange muslimer«.

Dette svar er ikke mindre tendentiøst end det foregående, fordi det ikke nævnes, at avisen kategorisk har afvist at undskylde for at have bragt tegningerne, hvilket imidlertid er en meget afgørende del af sandheden om avisens erklæring.

Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Carsten Juste har sågar understreget, at man i »undskyldningen« blot har anvendt en stærkere sprogbrug, men reelt ikke har ændret standpunkt: »Det er et forstærket udtryk, men det ændrer ikke vores grundholdning. Der går ikke nogen skår af os ved at bruge et stærkere sprogbrug, hvis det kan være med til at bilægge striden.« (Politiken, 31.1.2006).

Denne præcisering var Juste klog nok til ikke at oversætte til arabisk, selv om man kunne anføre, at han dermed gjorde sig skyldig i en tvetungethed i stil med Abu Labans, da imamen over for danske medier udtrykte sin modstand mod en handelsboykot af danske varer, mens han bifaldt den i et arabisk tv-interview.

Spørgsmål 9: »Er tegninger af profeten Muhammed som en gris blevet gengivet i Jyllands-Posten eller danske aviser?« Svaret lyder: »Nej.«

Det er rigtigt nok, at billedet ikke stammer fra Jyllands-Posten, men det hører med til historien, at det såkaldte grisebillede var et eksempel på de smædebreve, som flere muslimske læserbrevsskribenter har modtaget efter at have kritiseret Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten – og det hører med til historien, at billedet var forsynet med overskriften: »Dette er det rigtige billede af Muhammed«.

Spørgsmål 10: »Kan avisen, som har bragt de 12 tegninger af profeten Muhammed, retsforfølges?«

Svaret er, at »det kan den godt«, og her citeres både blasfemiparagraffen og racismeparagraffen.

Spørgsmål 11 handler om, hvilken »status« Jyllands-Posten har, og svaret understreger, at avisen er »privat og uafhængig«.

Imidlertid uddybes svaret på en måde, der rammer lige ned i centrum af hele den politiske strid om Anders Fogh Rasmussens håndtering af krisen og afvisningen af de 11 muslimske ambassadører, der i oktober 2005 anmodede statsministeren om et møde: »Den danske regering kan på grund af ytringsfriheden i Danmark ikke uden at begå en ulovlig handling bestemme, hvad der bliver bragt i de danske medier.«

Dette er afgjort vildledende. Det er naturligvis på den ene side korrekt, at regeringen ikke kan »bestemme« indholdet i de danske medier, men det er på den anden side heller ikke dét, som regeringen er blevet bedt om at gøre af de muslimske ambassadører.

Men selv om statsministeren måtte have været i god tro, da han umiddelbart udlagde deres intentioner på denne måde, har den egyptiske udenrigsminister og flere ambassadører adskillige gange i oktober, november og december understreget (og senere gentaget), at man hverken kræver indskrænkninger i ytringsfriheden eller retslige skridt over for Jyllands-Posten.

Det er således ikke blot vildledende at reducere problemstillingen til, at regeringen ville have begået en »ulovlig handling« ved at bestemme over medierne, eftersom noget sådant ikke var hensigten – men det er samtidig kontraproduktivt at gøre gældende i en officiel regeringsversion af sagen, der primært henvender sig til muslimer i den islamiske verden. Det fortæller nemlig muslimerne, at man stik imod kendsgerningerne stadig væk insisterer på at fordreje deres ambassadørers forehavende.

Spørgsmål 12: »Vil den danske regering undskylde for de 12 tegninger af profeten Muhammed?«

I svaret henvises til Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at han »personligt aldrig ville have afbildet profeten Muhammed på en måde, der kunne fornærme andre mennesker«. Desuden henvises til »den klare undskyldning, som den danske avis Jyllands-Posten har offentliggjort«, og det hævdes afslutningsvist: »Den danske regering har ikke mulighed for at undskylde for beslutninger truffet af redaktøren på en uafhængig avis.«

De sidste to forhold er så misvisende, at svaret samlet set må siges at være ukorrekt.

At hævde, at den danske regering ikke har »mulighed for at undskylde«, gør det til en juridisk eller fysisk umulighed at sige »undskyld«, hvilket forvrænger problemstillingen yderligere.

Som allerede bemærket har Jyllands-Posten heller aldrig givet en »klar undskyldning« – at undskylde for konsekvenser af krænkelsen, men ikke for den handling, der krænker, svarer til at fornærme et menneske og undskylde, at vedkommende er blevet fornærmet, men nægte at undskylde for fornærmelsen.

Flemming Rose har tilmed erklæret, at man var parat til at gøre det hele igen, selv om vi i dag kender konsekvenserne af offentliggørelsen, og Carsten Juste har som tidligere citeret udtalt, at »undskyldningen« blot var et udtryk for ændret sprogbrug.

Alt dette er Juste og Rose i deres fulde ret til at gøre og mene, men regeringen kan ikke samtidig hævde, at der så er tale om en »klar undskyldning«.

De følgende fem spørgsmål og svar (13-17) omhandler det danske retssystem.

Her fremgår det korrekt, at ytringsfriheden i Danmark er under ansvar for domstolene (13), at diskrimination mod muslimer kan retsforfølges (14), at der godt kan opføres moskeer (16), og at man godt må demonstrere i Danmark (17).

Også disse ting er det væsentligt at få præciseret set i lyset af den misinformation, der har verseret i Mellemøsten – selv om man slipper let om det ved at hævde, at der »godt kan opføres moskeer« og således ikke bemærker, at der faktisk endnu ikke eksisterer en eneste moské i Danmark med kuppel og minareter, som er bygget til formålet, men at moskeerne er henvist til kælderlokaler og nedlagte industribygninger. Endvidere har regeringens støtteparti flere gange fastslået, at man kategorisk vil modsætte sig et sådant moskébyggeri ved at foreslå en særlovgivning på området.

Men svaret er naturligvis ikke ukorrekt i sig selv.

Svaret på spørgsmål 15 hænger til gengæld ikke sammen. Spørgsmålet går på, om der er »religionsfrihed« i Danmark, og Udenrigsministeriet bedyrer, at der ikke bare er religionsfrihed, men »fuldkommen religionsfrihed«. Dernæst uddybes det, at islam har »samme status i Danmark som alle andre religioner«, og at reglerne for de muslimske trossamfund er »præcis de samme, som for alle andre godkendte trossamfund i Danmark«.

Det første er forkert, det andet er korrekt, men i sammenhæng med det første misvisende.

Islam har ikke »samme status« som alle andre religioner i Danmark.

Der findes tre kategorier af trossamfund og menigheder i Danmark uden samme retsstilling, og jo længere nede på listen, desto mere begrænses både status og retsstilling. Øverste niveau indtages suverænt og enerådende af folkekirken, der har særstatus i henhold til Grundloven og får en god halv milliard kroner i årlige statstilskud uden om medlemmernes kirkeskat.

Dernæst følger de anerkendte trossamfund, som med undtagelse af Mosaisk Trossamfund alle sammen er kristne.

Siden 1970 har det slet ikke været muligt at opnå status af anerkendt trossamfund i Danmark, hvorfor man i stedet henvises til en tredje kategori under Folkekirken og de anerkendte trossamfund – de såkaldt godkendte trossamfund. Bortset fra at godkendte trossamfund ikke har samme status som folkekirken eller de anerkendte trossamfund, har de heller ikke samme retsstilling.

I 2006 er der knap 100 såkaldt godkendte trossamfund i Danmark, bl.a. 19 islamiske menigheder.

Det er altså ukorrekt, at islam har »samme status« som alle andre religioner i Danmark, men det er korrekt, at der er 19 muslimske menigheder, som er godkendte, og for hvilke der gælder de samme regler som for de øvrige af de ca. 100 godkendte trossamfund, der samlet befinder sig i tredje kategori.

De tre sidste spørgsmål og svar (18-20) handler om »løsninger, der arbejdes på«.

Ikke ret meget, kan vi læse.

I svarene forklares det, at man arbejder »i døgndrift« for at »vende tilbage til dialogen« og »genetablere« venskabet mellem Danmark og den islamiske verden. Endvidere vil regeringen »til stadighed« invitere »religiøse ledere og folkelige organisationer« fra ind- og udland til »dialog« for at genopbygge tilliden. Alt andet ville vel også være overraksende og opsigtsvækkende.

Altså ikke videre imponerende bestræbelser på en løsning af Danmarks største krise siden Anden Verdenskrig – men det er ikke af den grund et ukorrekt svar.

Svaret på det sidste spørgsmål er til gengæld ret forbløffende.

Spørgsmålet 20: »Hvad siger muslimer i Danmark om sagen?«

Her meddeles det: »Det helt store flertal af muslimer bakker op om den danske regerings holdning om dialog, og om at ytringsfriheden er et gode, samtidig med at man beklager, når den bruges til handlinger, der kan fornærme andre.«

Svaret er forbløffende, fordi ingen kan vide, hvad »det helt store flertal af muslimer« bakker op om. Skal man henholde sig til meningsmålinger, må man foretage en måling på den helt konkrete formulering.

Strengt taget er der dog nok kun én passage, som er misvisende – men den er til gengæld også central: At det »helt store flertal« af danske muslimer bakker op om behovet for dialog, er vel indlysende, men at de lige præcis skulle bakke op om »den danske regerings holdning om dialog«, er helt usandsynligt.

Ud fra de forskellige holdningstilkendegivelser, som er kommet til udtryk fra muslimsk side i det forløbne halve års debat – og andet kan vi jo ikke vurdere det ud fra – er det åbenlyst forkert at mene, at der står et stort flertal af danske muslimer bag regeringens version af dialog-holdningen, især da statsministerens afvisning af mødet med de muslimske ambassadører har meget lidt med dialog at gøre.

Det korte af det lange er, at af de 20 officielle svar er de tolv korrekte. De fire er helt eller delvist ukorrekte, og de øvrige fire er stærkt tendentiøse, bemærkelsesværdigt upræcise eller vildledende.

Sammenholdt med de påstande, som kommer til udtryk i den berygtede mappe, der er medbragt til Mellemøsten af muslimske delegationer, må man konkludere, at begge sagsfremstillinger indeholder usandheder og tendentiøse påstande om faktuelle sagsforhold – om end regeringens afgjort tager førertrøjen i så henseende.

Et af de svar, som Udenrigsministeriet ønsker at udbrede i den islamiske verden, er af særlig problematisk karakter. Det drejer sig om det vildledende svar på spørgsmål 11, der fortegner problemstillingen ved at fokusere på, at regeringen ikke kan »bestemme«, hvad medierne bringer.

Problemet opstår, fordi svaret dermed fejlagtigt gør gældende, at regeringen overhovedet er blevet bedt om at »bestemme« over den danske presse.

Skønt de krav, som bliver fremsat og gentaget af ambassadørerne og andre officielle repræsentanter fra den islamiske verden, har gået på at få den danske regering til at tage afstand fra en generaliserende, nedsættende fremstilling af islam i den danske debat, intensiveres regeringens vildledning over for den danske presse, idet ambassadørernes ærinde ikke alene transformeres til krav om »retslige skridt« (Anders Fogh Rasmussen), men ligefrem til »pressecensur« (Bertel Haarder) og sågar en »kortslutning af den demokratiske proces« (Troels Lund Poulsen).

Dette er helt ude af proportioner og udtryk for en alvorlig misinformation, der giver den danske offentlighed et misvisende indtryk af, hvad regeringen har kunnet gøre for at bremse krisen, og samtidig radikaliserer muslimernes intentioner så markant, at de fremstår ekstraordinært usympatiske.

Samtidig vanskeliggør det oppositionens og pressens mulighed for at vurdere og kritisere regeringens iscenesættelse af krisens udgangspunkt, fordi man i månedsvis er afskåret fra de afgørende sagsakter, der bl.a. klargør de islamiske landes reelle position og advarer om krisens eskalering. Udenrigspolitisk Nævn får ikke udleveret et eneste af de relevante breve i 3-4 måneder (og har den dag i dag stadig væk kun fået oversendt en meget lille del).

Selv om regeringen ifølge loven skal rådføre sig med nævnet forud for »enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde« og udlevere relevante oplysninger, bliver krisen end ikke taget op på et møde før så sent som den 24. januar.

Ydermere hemmeligholder Udenrigsministeriet over 80 afgørende dokumenter over for dagbladet Information, som har søgt aktindsigt, og har sågar censureret det udleverede materiale kraftigt.

At Udenrigsministeriet i modstrid med Lov om Offentlighed i Forvaltningen har undladt at fremlægge en begrundelse for hemmeligholdelsen af de pågældende dokumenter og undladt at anføre, hvilke paragraffer der giver hjemmel til hemmeligholdelsen, er ekstra bemærkelsesværdigt i lyset af statsministerens vedvarende påstand om, at krisen handler om regeringens forsvar for ytringsfriheden.

Således er der ingen som helst forklaring på, hvorfor f.eks. samtlige referater fra møder med udenlandske diplomater og alle officielle henvendelser mellem Danmark og andre lande i Muhammed-sagen fortsat er hemmeligholdt i det, der ligner en klar mørklægningsmanøvre.

Har regeringens censur i første omgang ikke særskilt betydning for Udenrigsministeriets autoritative fremstilling af sagsforløbet på dansk, engelsk og arabisk, perspektiverer det dog yderligere behovet for en uvildig undersøgelse, som kan afdække, om der er mere end 8 ud af 20 officielle svar til den internationale offentlighed, der står i et klart misvisende forhold til de faktuelle sagsforhold.

Politiken, 17.3.2006
Bragt under avisens overskrift: »Propaganda: Bor Fogh i et glashus?«

---

---
kilde: Humanisme.dk

Kronologi over Milosevics tid ved magten

Kronologi over større begivenheder, der indtraf i Jugoslavien, efter Milosevic kom til magten i 1989.

1989: Da den Socialistiske Føderation Jugoslavien formelt vedtager et flerpartisystem, bliver partileder Slobodan Milosevic præsident i Serbien. En af hans første handlinger bliver at annullere autonomien i den sydserbiske provins Kosovo.

1991: 25. juni: Kroatien og Slovenien erklærer sig selvstændige. Jugoslaviske hærenheder rykker for en kort bemærkning ind i Slovenien, mens Beograd-støttede serbere i Kroatien forsøger at skabe deres egen ministat, hvilket fører til en bitter konflikt, der varer i flere måneder. November: Serbiske styrker tager magten i Kroatiens vestlige slovenske region.

1992: 15. januar: Efter Tysklands anerkendelse af Kroatien en måned tidligere, anerkender EU nu Kroatien og Sloveniens selvstændighed. 4. februar: Sammenstød mellem muslimer og serbere i Mostar i Bosnien-Hercegovina. 29. februar: Muslimer og kroater stemmer for bosnisk uafhængighed ved en folkeafstemning, der boykottes af de bosniske serbere. 5. april: Serbiske styrker, der støttes af den jugoslaviske hær, belejrer Sarajevo, og en omfattende kampagne af etnisk udrensning går i gang. 6. april: EU anerkender officielt Bosnien. Bosniens serbere udråber deres egen stat, republikken Srpska. 22. maj: Bosnien optages i FN. 30. maj: FN indfører en embargo mod våbensalg til Rest-Jugoslavien, der består af Serbien og Montenegro.

1993: Krigen raser i Bosnien og kræver ifølge den norske FN-mægler Thorvald Stoltenberg flere end 200.000 ofre i de 19 måneders etniske konflikt. Beograd nægter at være involveret i kampene.

1994: 18. marts: I Washington underskrives en aftale, der skaber en muslimsk-kroatisk føderation i Bosnien-Hercegovina. 25. april: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og USA danner en kontaktgruppe, der skal søge en løsning på krisen i Bosnien. Gruppen vedtager den 13. maj en fredsplan, der opfordrer til dannelsen af en muslimsk-kroatisk føderation, bestående af 51 procent bosnisk territorium og en serbisk enhed i de resterende 49 procent.

1995: 2. maj: Kroatiske styrker generobrer den vestlige slovenske region. 5. august: Kroatiske styrker slår de serbiske separatister i Krajina enklaven, mens Milosevic tilbageholder støtten til sine tidligere serbiske venner. Krajinas fald fører til en masseudvandring fra området. 21. november: Efter maratonforhandlinger accepterer Beograd den såkaldte Dayton-fredsplan for Bosnien. Milosevic underskriver på de bosniske serberes vegne.

1996: Februar: Kosovos Befrielseshær, en etnisk-albansk oprørsstyrke i Kosovo, tager ansvaret for en række bombeattentater. 3. november: En venstreorienteret koalition, anført af Milosevic' serbiske socialistparti, vinder en jordskredssejr ved valget mens oppositionen højlydt taler om valgsvindel. 17. november: Ved kommunalvalget vinder oppositionen sejr i talrige byer. Serbiske myndigheder aflyser mange af resultaterne, hvilket fører til tremåneders omfattende protester over valgsvindel.

1997: 20. februar: I Montenegro bryder republikkens pro-vestlige premierminister, Milo Djukanovic med Beograd. 15. juli: Milosevic, der ifølge forfatningen ikke kan genopstille som kandidat til præsidentembedet i Serbien, lader sig selv vælge som forbundspræsident. 19. oktober: Djukanovic vinder over den siddende præsident Momir Bulatovic ved Montenegros præsidentvalg.

1998: Februar: Den jugoslaviske hær indleder en offensiv mod etniske albanere i Kosovo og angriber mål i den centrale Drenica dal, hvor mindst 80 personer bliver dræbt. 31. marts: Hærens kompromisløse indgriben i Kosovo får hundredtusinder af etniske albanere til at flygte fra deres hjem.

1999: 24. marts-10. juni: Efter mislykkede fredsforhandlinger indleder NATO en luft- og flådeoffensiv mod Jugoslavien med det formål at tvinge jugoslaviske tropper ud af Kosovo. 27. maj: Milosevic sigtes for krigsforbrydelser i Kosovo af den internationale domstol i Haag. 10. juni: NATO indstiller bombardementerne, efter at den jugoslaviske hær har begyndt tilbagetrækning fra Kosovo. 2. november: Montenegro lader den tyske D-mark være en officiel parallel til landets egen valuta, den jugoslaviske dinar. Det bliver mødt med voldsom kritik af Beograd.

2000: 6. juli: Milosevic får gennemført forfatningsmæssige ændringer, der tillader ham at stille op ved direkte valg til præsidentposten og tillader ham at søge et nyt mandat, når hans igangværende mandat udløber i juni 2001. 27. juli: Præsident- og parlamentsvalg udskrives til den 24. september. Montenegro melder, at man vil boykotte valget. 7. august: Koalitionen af serbiske oppositionspartier udnæver officielt Vojislav Kostunica til deres kandidat. 24. september: Et rekordstort antal vælgere deltager i valgene. 25. september: Offentliggørelsen af de officielle resultater udsættes, og såvel oppositionen som Milosevic hævder begge, at de har vundet. 5. oktober: Efter ti dages omfattende protestaktioner, går flere end 300.000 anti-Milosevic demonstranter ud på Beograds gader, sætter ild til parlamentsbygningen og indtager tv-stationen. Kostunica erklærer sig selv for præsident, mens Milosevic trækker sig tilbage til sit hjem. 6. oktober: Rusland og de vestlige hovedstæder anerkender formelt Kostunica som ny præsident for den jugoslaviske føderation. Den russiske udenrigsminister Igor Ivanov flyver til Beograd og mødes med Kostunica og lederne af den jugoslaviske hær. Milosevic erkender sit nederlag. 7. oktober: Vojislav Kostunica tages i ed som Jugoslaviens præsident.

2001: 31. marts: Det lykkes ikke for politiet at anholde Milosevic, og hans residens i udkanten af Beograd danner skueplads for en vanskelig situation. Regeringen ønsker ingen blodsudgydelse, men Milosevic gør det klart, at han hellere vil dø end at skulle i fængsel. 1. april: Efter forhandlinger overgiver Milosevic sig og føres til et fængsel i Beograd, sigtet for magtmisbrug og for omfattende korruption. Til gengæld nævner myndighederne ikke noget om FN-domstolens anklager for krigsforbrydelser.

---

kilde: DR Nyheder

USA varmer op til krig mod Iran efter et velkendt mønster

Af Simon Tisdall

Det kunne ligne en opblødning over for Iran, da USA's præsident Bush for nogle dage siden foretog en kovending og opgav sin modstand over for en planlagt gasledning mellem det forkætrede præstestyre i Iran og amerikanernes nye venner i Indien.

Men tag ikke fejl: På andre fronter stiger spændingerne.

»Vores uoverensstemmelser med Iran handler ikke om en gasledning. Vores uoverensstemmelser skyldes, at Iran ønsker at udvikle atomvåben«, sagde George W. Bush ganske vist under sit besøg i Indien i lørdag.

Klagepunkter
Men han var næppe helt oprigtig:

Frygten for iranske atomvåben er næppe det eneste problem i USA's forhold til Iran, som Bushregeringen tidligere har udråbt som en del af en 'ondskabens akse'.

I hvert fald er den amerikanske regering i færd med at lave en liste over andre klagepunkter mod Iran, som i høj grad minder om klagerne mod Irak før invasionen.

På listen finder man blandt andet Irans indblanding i Irak, støtten til den palæstinensiske Hamas-bevægelse og den libanesiske Hizbollah-bevægelse samt krænkelser af menneskerettighederne.

Kamp for »frihed«
Derudover opfordrer Bush jævnligt iranerne til at tiltage sig den »frihed, de ønsker og fortjener«, hvilket man i de iranske ministerier i hovedstaden Teheran opfatter som en opfordring til systemskifte.

Bush har derudover også ignoreret tidligere iranske tilbud om forhandling og strammet USA's økonomiske sanktioner.

Den mere fjendtlige amerikanske retorik begynder i stadig højere grad at lyde som den politiske offensiv mod Libyens Moamar Gaddafi, Panamas Manuel Noriega og Saddam Hussein, som alle endte med voldshandlinger.

Opråb i højreorienterede medier
Højreorienterede amerikanske medier råber på handling og kalder Iran »en uacceptabel trussel«, som er den »centrale krise under Bushs embedsperiode«.

Ligesom det var tilfældet med Irak, påvirker regeringens retorik den offentlige opinion - på trods af al den trækken i land, der blev nødvendig i forbindelse med Irak.

Meningsmålingerne tyder på, at mange amerikanere nu er overbeviste om, at Iran er den nye offentlige fjende. 47 procent siger ifølge Zogby International, at de støtter militær indgriben for at standse Irans atomare aktiviteter.

Støtte til iransk opposition
Der er stadig håb om, at en militær konfrontation kan undgås, selv om den amerikanske FN-ambassadør John Boltons advarsler om, at Iran vil kunne blive ramt af »smertefulde konsekvenser« på grund af atomaktiviteterne, er en påmindelse om, at Bush gentagne gange har nægtet at afvise brug af væbnet magt.

Iranske politikere er overbeviste om, at USA er fast besluttet på at undergrave og om muligt vælte Irans teokrati og præsident Mahmoud Ahmadinejads regering, uanset om man når frem til et kompromis på atomområdet.

Det bidrager til at forklare Teherans stejle forhandlingsstandpunkt.

Den iranske regering nævner blandt andet den amerikanske beslutning om at bruge 75 millioner dollar (465 millioner kroner) på at finansiere potentielle iranske oppositionskræfter, som græsrodsorganisationer, fagforeninger og menneskeretsgrupper samt propagandaudsendelser på lokale sprog, hvilket er en taktik, der også blev brugt i Serbien og de tidligere sovjetrepublikker Georgien og Ukraine.

Iranske anklager
Iran anklager USA for at skabe utilfredshed blandt landets kurdiske, baluchiske og azeriske mindretal.

Mistanken er blevet styrket, efter at det kom frem, at det amerikanske militær er blevet bedt om at vurdere, hvor stærk modstanden mod den centrale regering er blandt ikkepersiske grupper.

Den iranske regering mener også, at USA får efterretninger fra Folkets Mujahedin, som er en antiregeringsgruppe, der engang blev støttet af Saddam Hussein, og som menes at stå bag mange terrorangreb.

Rådvilde EU-lande
Storbritannien, Frankrig og Tyskland fokuserer fortsat på Irans atomprogram i deres politik over for præstestyret frem for på en mere generel Iran-problematik.

En højtstående britisk embedsmand siger, at briterne om nødvendigt vil støtte »gradueret« pres på Iran gennem FN's Sikkerhedsråd, hvilket »muligvis kan føre til handelssanktioner eller økonomiske sanktioner og rejsebegrænsninger for enkeltpersoner«.

Men samme embedsmand siger også, at europæerne »ikke har en klar holdning til, hvad vi vil gøre«, hvis Iran ikke retter ind.

Hvis der ikke sker et gennembrud i Det Internationale Atomenergi Agentur, der i disse dage mødes i Wien, vil denne manglende enighed om en strategi kunne få de amerikanske høge til at gribe chancen med støtte fra Israel.

Risiko for splittelse
Dermed vil de risikere en ny splittelse i forhold til Europa, ligesom det var tilfældet med Irak.

Men de har set tiden an i tre år. Nu vil de se handling. Som opvarmning ventes John Bolton at anmode FN om at give Iran en tidsfrist på 30 dage til at makke ret eller forvente modforholdsregler.

---
kilde: Politiken.dk

Desmond Tutu: Fogh var arrogant

En af verdens førende borgerretsforkæmpere, den sydafrikanske ærkebiskop og nobelprismodtager Desmond Tutu, retter en skarp kritik mod den danske regerings håndtering af sagen om profettegningerne.

Desmond Tutu er et af de 20 medlemmer af en FN-udpeget international tænketank, Civilisationernes Alliance, der i disse dage mødes i Qatar for at diskutere, hvordan man kan undgå en konflikt mellem den vestlige verden og islam.

Tænketanken blev dannet, før de danske tegninger blev offentliggjort. Men sagen har gjort hele diskussionen konkret, fordi den er et eksempel på, hvordan de to kulturer kan støde sammen.

Fogh har overrasket Tutu
Ifølge Desmond Tutu skyldes krisen ikke blot, at tegningerne blev offentliggjort, men også den måde, statsminister Anders Fogh Rasmussen efterfølgende reagerede på ved at afvise diskussion med danske og udenlandske muslimer.

»Jeg blev temmelig overrasket over den måde, jeres statsminister fremstod på. Denne sag kunne sandsynligvis være blevet demonteret meget hurtigt, hvis han ikke havde reageret med at stå så stædigt fast på sit synspunkt«, siger Desmond Tutu.

Som tidligere leder af Sydafrikas sandheds- og forsoningskommission, der stod for at samle stumperne op efter apartheid, er det ham uforståeligt, at Anders Fogh Rasmussen nægtede overhovedet at drøfte sagen.

»Når nogen siger, at de er blevet såret, har man ikke ret til at sige: Du kan ikke tillade dig at være såret. Det er arrogant. Prøv det i et ægteskab, og se, hvad der sker!«, siger han i en pause mellem to møder.

Danske tegninger på dagsordenen
Møderne i tænketanken foregår bag lukkede døre. Men flere deltagere fortæller Politiken, at de danske tegninger er et hyppigt tilbagevendende tema.

»De bliver set som symptom på en mere alvorlig sygdom. Hvis forholdet (mellem den muslimske verden og Vesten, red.) havde været anderledes, var tegningerne nok ikke lavet - og selv hvis de var lavet, ville sagen være blevet håndteret anderledes«, siger Desmond Tutu.

Han er enig i, at ytringsfriheden er en vigtig rettighed. Men han mener også, at den har grænser.

»Ingen rettigheder er absolutte. De modsvares alle af forpligtelser. En af mine venner sagde engang: »Jeg har ret til at strække min arm. Men min ret til at strække armen slutter det sted, hvor din næse begynder«. Du kan ikke hævde, at du kan udøve dine rettigheder, hvor som helst og når som helst du vil. Det fører til kaos«.

»I blev klapset af«
En af grundene til splittelsen er, at Vesten fokuserer for meget på religion, når muslimer udøver terrorisme, mener han. Når kristne begår terrorhandlinger, fokuserer ingen på deres religion.

»Se på Ku Klux Klan, der bruger selve korset som symbol, når de spreder had eller lyncher. Da Hitler og hans folk udryddede seks millioner jøder og sigøjnere, sagde ingen, at kristne var racister, men at nazisterne var racister«, siger han.

»Dette har meget at gøre med jeres historie. Der var engang, da araberne havde indtaget store dele af Europa. Denne konflikt minder jer om, at engang blev I klapset af. Og det har påvirket jeres verdenssyn. Det er ikke bevidst - det sker bare. I har fået det ind med modermælken«, siger han og stikker i et af sine hyppige grin.

De religiøse ledere skaber problemer - og løser dem
»Men I kan komme forbi det, hvis I er ærlige over for jer selv og erkender, at I overreagerer, fordi I har denne stammehukommelse. Vær ærlige, og indrøm: Jeg er vist ikke så rationel, som jeg troede, at jeg var«.

Der er folk, der siger, at denne krise beviser, at religiøse ledere skal holde sig uden for debatten. Det er dem, der skaber alle problemerne.

»Ja, ja. Vær så venlig at fortælle de mennesker, at religiøse ledere også hjælper med at løse problemerne«, siger Desmond Tutu med endnu et grin.

»Vi (i Sydafrika, red.) fik støtte fra mange pragtfulde danske kristne. Den danske kirke var fantastisk«.

»Religion er i sig selv moralsk neutral. Den er hverken god eller dårlig. Det beror på, hvad du gør med den - eller den gør med dig«.

---
kilde: Politiken.dk

Mange-Verden fortolkningen af kvantemekanikken

Af Mogens Michaelsen

Mange-Verden fortolkningen (MWI) er en tilgang til kvantemekanikken, ifølge hvilken der foruden den verden vi kender direkte, er mange andre tilsvarende verdener som eksisterer parallelt på samme sted og tid. Eksistensen af de andre verdener gør det muligt at fjerne tilfældighed og virkning på afstand fra kvanteteorien og dermed fra al fysik.

Den grundliggende ide i MWI, der går tilbage til H. Everett, er at der er myriader af verdener i universet ved siden af den vi kender til. Det betyder specielt, at hver gang der udføres et kvante-eksperiment, der har flere mulige udfald, hver med en sandsynlighed forskellig fra nul, så virkeliggøres alle de mulige udfald, men i hver sin verden - selv om vi kun observerer udfaldet i vores egen verden. Begrebet "kvante-eksperiment" skal i den forbindelse forstås meget bredt, som noget der finder sted overalt, og ikke kun i laboratoriet.

MWI består af to dele:

• i. En matematisk teori der beskriver udviklingen i tid for hele universets kvantetilstand.
• ii. En forskrift der angiver forholdet mellem universets kvantetilstand og vore erfaringer.

Første del (i) er udtrykt i Schödinger ligningen eller dens relativistiske generalisering. Det er en rent matematisk teori, der ikke er filosofisk problematisk. Anden del (ii) handler om vore "erfaringer", der ikke har en helt præcis definition. En særlig vanskelighed ved (ii) skyldes det faktum, at det menneskelige sprog er udviklet på et tidspunkt hvor vi ikke har nogen forestilling om parallelle verdener. Dette er dog kun et semantisk problem.

En verden er totaliteten af makroskopiske objekter: stjerner, byer, mennesker, sandkorn osv. - i en udelukkende klassisk beskrevet tilstand.

Denne definition er baseret på den almindelige opfattelse af begrebet verden, som vi mennesker har.

Begrebet "verden" hører i MWI til teoriens del (ii) - dvs. det er ikke en præcist defineret matematisk størrelse, men et ord der defineres af os selv som sansende væsener, idet vi beskriver vore erfaringer. Når vi refererer til den "klassisk beskrevne tilstand" af f.eks. en kat, så betyder det at positionen og tilstanden af katten (levende, død, smilende osv.) er maksimalt specificeret i overensstemmelse med vor evne til at skelne mellem alternativer, og at denne specifikation svarer til et klassisk billede - f.eks. er en superposition som "både levende og død" ikke tilladt i en enkelt verden.

I MWI er selve begrebet "verden" altså grundliggende i overensstemmelse med almindelige menneskers dagligdags oplevelse af verden - men der er nogle ret vigtige forskelle:

Opfattelsen af verden som værende alt hvad der eksisterer gælder ikke i MWI. Her er "alt hvad der eksisterer" identisk med universet, og der er kun et univers. Dette univers omfatter mange verdener svarende til den vi lever i.

I vore dage ved alle, at objekter består af mikroskopiske elementarpartikler, og man er derfor tilbøjelig til at tro, at verden kan defineres mere præcist som totaliteten af alle disse partikler. I MWI er dette imidlertid ikke korrekt. Mikroskopiske partikler kan være i en superposition, mens objekter i en verden ikke kan være det!

De fleste mennesker tror, at vores nuværende verden har en unik fortid og fremtid. Men i MWI er det anderledes: den nuværende verden er ganske vist forbundet med en enkelt unik verden i fortiden, men til en flerhed af verdener i fremtiden.

"Jeg" er et objekt, som Jorden, en kat osv. "Jeg" er defineret på et bestemt tidspunkt ved en komplet (klassisk) beskrivelse af tilstanden i min krop og hjerne. "Jeg" og "Mogens" betegner ikke det samme. For øjeblikket er der mange forskellige "Mogens'er" i forskellige verdener (en i hver) - men det er meningsløst at sige, at der er et andet "jeg" i dette øjeblik. Jeg har en bestemt, veldefineret fortid: jeg er forbundet med en bestemt "Mogens" i 2005. Men jeg har ikke nogen veldefineret fremtid: jeg er forbundet med en flerhed af "Mogens'er" i 2010. Inden for rammerne af MWI er det meningsløst at spørge: hvilken Mogens vil jeg være i 2010? Jeg er forbundet med dem alle. Hver gang jeg udfører et kvante-eksperiment (med flere mulige resultater) ser det ud til for mig, at jeg får et enkelt, bestemt resultat. Men kun den Mogens, der får dette resultat, tænker sådan. Imidlertid kan denne Mogens ikke identificeres som den eneste Mogens efter eksperimentet. Den Mogens der var før eksperimentet, er forbundet med alle Mogens'er, der får alle de mulige resultater.

Grundlaget for overensstemmelsen mellem universets kvantetilstand (bølgefunktionen) og vores erfaring er den beskrivelse fysikerne giver inden for rammerne af standard kvanteteori for objekter der består af elementarpartikler. Samme slags elementarpartikler er identiske. Derfor er essensen af et objekt kvantetilstanden af dets partikler, og ikke partiklerne selv. Et sæt elementarpartikler kan i den ene kvantetilstand være en kat, og i en anden være et lille bord. Vi kan dog ikke nedskrive en nøjagtig bølgefunktion for en kat. Vi kender med rimelig tilnærmelse bølgefunktionen for visse elementarpartikler, der findes i atomkernen. Bølgefunktionen for elektronerne og atomkernerne, der tilsammen udgør et atom, kendes med endnu større præcision. Molekylers bølgefunktion er ret godt udforsket. Meget vides også om biologiske celler, så fysikere kan nedskrive en skitse af en celles kvantetilstand. Dette er naturligvis vanskeligt, fordi der er et utal af molekyler i en celle. Ved hjælp af celler kan vi konstruere forskelligt væv, og endelig hele legemet af en kat.

I denne konstruktion drejer det sig om kvantetilstanden af et objekt i en bestemt tilstand og position. I overensstemmelse med vores definition af en verden, er katten i en bestemt tilstand i hver af disse verdener: enten levende eller død. Schrödinger's berømte eksperiment med katten fører her til en opsplitning i forskellige verdener allerede inden boksen åbnes.

Der eksisterer altså mange verdener parallelt i universet. Selv om alle verdener er af samme fysiske størrelse, og sansende væsener i hver verden føler sig akkurat lige så virkelige som i enhver anden verden, er nogle verdener i en vis forstand større end andre. Denne egenskab kan vi kalde målet af eksistens af en verden. Målet af eksistens af en verden kvantificerer dens evne til at interferere med andre verdener i et tankeeksperiment, og er basis for at introducere sandsynlighed i MWI.

"Jeg" har også et mål af eksistens. Det udgøres af summen af "mål af eksistens" for de forskellige verdener hvori jeg eksisterer. På samme måde kan man definere målet af eksistens for den verden jeg iagttager. Læg mærke til, at jeg ikke direkte erfarer målet af min eksistens. Jeg føler den samme vægt, ser det samme lys osv. - uanset hvor lille mit mål af eksistens måtte være.

Der er en alvorlig vanskelighed med begrebet sandsynlighed i MWI - i en deterministisk teori som denne, er den eneste mulige mening med sandsynlighed et spørgsmål om uvidenhed, men der er ikke nogen relevant information, en iagttager der udfører et kvante-eksperiment kan være uvidende om! Universets kvantetilstand på et bestemt tidspunkt specificerer kvantetilstanden på et hvilket som helst andet tidspunkt. Hvis jeg har tænkt mig at udføre et kvante-eksperiment med to mulige udfald, således at standard kvantemekanik forudsiger sandsynligheden 1/3 for udfaldet A og 2/3 for udfaldet B - så følger det af MWI, at der både vil eksistere en verden hvori udfaldet er A, og en verden hvori udfaldet er B; det er meningsløst at spørge: "Hvad er sandsynligheden for at jeg vil få udfaldet A frem for B?". Det er det, fordi "jeg" vil være forbundet med begge "Mogens'er" - den ene der observerer A, og den anden der observerer B.

Den fornuftige grund til at antage MWI er, at den undgår bølgefunktionens kollaps. Postulatet om bølgefunktionens kollaps er en fysisk lov der adskiller sig fra al anden fysik med hensyn til to aspekter: der er tale om egentlig tilfældighed, og det indebærer en eller anden form for virkning over afstand. Ifølge kollaps-postulatet er resultatet af et kvante-eksperiment ikke determineret af begyndelsestilstanden af universet før eksperimentet: kun sandsynlighederne er bestemt af begyndelsestilstanden. Men vi behøver ikke antage at "naturen spiller terninger".

MWI er en deterministisk teori for et fysisk univers der forklarer hvorfor en verden forekommer at være indeterministisk for menneskelige iagttagere.


Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/

Egypten gav Fogh mulighed for forsoning

Egypten, der har været en af de drivende kræfter i Muhammed-protesterne mod Danmark, gav for knap tre måneder siden den danske regering mulighed for at komme den islamiske verden i møde uden at gå på kompromis med ytringsfriheden.

Egypten: Vi ønsker ikke retslige indgreb
I løbet af oktober og november gjorde den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit i flere breve Danmark og det internationale samfund opmærksom på, at det ikke var et retsligt indgreb over for Jyllands-Posten, Egypten bad om.

Han sendte i første omgang et brev til EU's udenrigspolitiske koordinator Javier Solana og generalsekretæren for OSCE, Marc Perrin de Brichambaut.

Brev til Annan
I slutningen af november sendte han også et brev til samtlige lande i FN's generalforsamling. Brevet var kort forinden blevet stilet til FN's generalsekretær, Kofi Annan.

»Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis(...)«, skrev den egyptiske udenrigsminister i brevet til alle FN's medlemslande og fortsatte:

»Alligevel havde vi (...) forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«.

De to breve til EU og OSCE havde lignende ordlyd.

Per Stig var opmærksom på brevet
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) har ikke ønsket at blive interviewet til denne artikel. Men via sin ministersekretær bekræfter han i en e-mail til Politiken, at Udenrigsministeriet i den første uge af november sidste år blev gjort opmærksom på brevet.

Alligevel gentog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gentagne gange i både december og januar, at de 11 muslimske ambassadører - heriblandt den egyptiske - havde bedt ham tage »retslige« skridt mod Jyllands-Posten.

Blandt andet sagde Fogh til Berlingske Tidende den 7. januar 2006 om ambassadørerne:

»De opfordrede mig til at tage retslige skridt over for Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Det hverken kan eller vil jeg. Hvis jeg havde taget et møde med dem, havde jeg jo anerkendt, at deres ønske var legitimt. Det ville jeg ikke«.

Forsker: Brevet var en »åben kattelem« for regeringen
Per Stig Møller skriver, at han den 8. november opfordrede den egyptiske udenrigsminister »til at opretholde de normalt åbne og direkte diplomatiske kanaler mellem Danmark og Egypten«.

Med andre ord ville den danske regering helst have at forhandlingerne i profetsagen skete mellem de to udenrigsministre og ikke for åbent tæppe i FN.

Seniorforsker Bjørn Møller ved Dansk Institut for Internationale Studier kalder brevet en »åben kattelem« for den danske regering.

»Egypternes argument stemmer helt overens med principperne i en række af FN's principerklæringer og er derfor absolut rimelige. De gør det oven i købet klart, at de ikke ønsker, at der skal tages retslige skridt over for Jyllands-Posten. Her burde den danske regering være gået tilbage til ambassadørernes oprindelige brev for at se de havde forstået det rigtigt«.

Egypten: Fogh er ansvarlig for krisens eskalering
I et interview med Politiken beskylder den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit den danske statsminister for at være ansvarlig for, at sagen om Muhammedtegningerne løb ud af hænderne på både politikere og diplomater og førte til voldsomme demonstrationer.

Han mener, det var alt for sent, da Fogh i sin nytårstale sagde, at han fordømte enhver udtalelse eller handling, der dæmoniserede andre på grund af deres religion. Ifølge Gheit skulle den danske regering have lagt denne afstand til tegningerne i oktober.

»Hvis den havde sagt det på det tidspunkt, tror jeg ikke, der ville være sket noget«, siger han.

Advarede Per Stig
Ahmed Aboul Gheit siger også, at han flere gange telefonisk advarede udenrigsminister Per Stig Møller (K) kort tid efter Foghs afvisning af ambassadørmødet:

»Jeg sagde, at vi nærmede os noget, der var meget farligt. Sagen havde et indhold, der kunne få alvorlige konsekvenser«.

Per Stig Møller har hidtil sagt, at han på et møde med den egyptiske udenrigsminister i Bahrain den 12. november sidste år fik talt sagen igennem, og de derefter betragtede den som afsluttet. Men den udlægning kan Ahmed Aboul Gheit ikke genkende.

»Nej, fordi du fornærmer ikke mennesker for bagefter at sige, at sådan er ytringsfriheden, så det må du glemme«, siger han.

Oppositionen: Større behov for uvildig undersøgelse
En samlet opposition til venstre for regeringen mener, at de nye oplysninger øger behovet for en uvildig undersøgelse:

»Jeg synes, at brevet taler for sig selv. Det står sort på hvidt, at Egypten ikke ønsker retlig indgriben, men respekt for menneskers religion. Jeg spekulerer på, om der er flere breve og andre ting, der er relevante«, siger Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.

Politiken ville gerne have spurgt statsminister Anders Fogh Rasmussen om han kender brevet fra den egyptiske udenrigsminister. Men han ønsker ikke at udtale sig.

---
kilde: Politiken

Demokrati og bomber

Af Mogens Michaelsen

Et af de vigtigste aspekter ved demokrati er fredeliggørelsen af samfundsforholdene. Det skarpe tungebånd frem for det skarpe sværd. Stemmesedlen frem for maskinpistolen. Demonstrationen frem for kanonen.

Det skarpe tungebånd kan naturligvis kun bruges, hvis man har ytringsfrihed. Begrænses ytringsfriheden risikerer man, at nogen griber til vold. Er der tale om egentlige sociale modsætninger, f.eks. et etnisk eller religiøst mindretal der bliver undertrykt af flertallet i det pågældende land, så kan det gå helt galt.

Men ytringsfriheden kan også bruges til at lægge et mindretal for had, sådan som Jyllands Posten har valgt at gøre det med Muhammed-tegningerne. Derfor er der et dilemma her: den ytringsfrihed der generelt er med til at fredeliggøre samfundet, kan bruges på en sådan måde, så den giver anledning til det modsatte - altså voldelige handlinger. Derfor er der ikke noget selvmodsigende i at have visse begrænsninger i ytringsfriheden, for såvidt de tjener samme formål: en fredeliggørelse af det politiske rum.

Spørgsmålet er så, om sagen med Muhammed-tegningerne giver anledning til dette - altså til en begrænsning i ytringsfriheden i form af en skærpet blasfemi-paragraf eller lignende? Her synes jeg følgende punkter især er relevante:

• Det er rigtigt, at tegningerne har givet anledning til voldelige handlinger, først og fremmest i form af afbrænding af danske ambassader. Men disse handlinger har alle fundet sted i lande med autoritære regeringer, hvor befolkningen normalt ikke har adgang til frit at ytre sig og demonstrere.
• Meget tyder på, at disse landes regimer helt bevidst har ladet pøblen foretage sig disse handlinger, for at opnå et eller andet politisk mål selv. Det er altså autoritære regimer, der forbryder sig mod international ret, ved ikke at forhindre dette.
• Der har stort set ingen voldelige episoder været her i Danmark. Den vigtigste grund til dette er vel, at Danmark netop er et stabilt demokrati. Det betyder ikke, at der ingen problemer er med integrationen af muslimer - det er der helt klart. Det betyder snarere, at danskerne og de fleste muslimer er indstillet på en løsning ad demokratisk vej. I den forbindelse er det forøvigt ret tvivlsomt, om de famøse tegninger vil blive ved med at stå centralt. Det vil de forhåbentlig ikke komme til.

Konklusionen synes jeg helt klart må være, at det absolut ikke er en begrænsning af ytringsfriheden der er brug for, men at der for alvor sættes skub på integrationen af "muhamedanskerne". Samtidig har vi fået lært, at autoritære regimer i Mellemøsten ikke er blege for at trampe på et lilleput-land oppe nordpå.

Det sidste kan måske få nogle danskere til at klappe i hænderne, hvis USA eller Israel i den nærmeste fremtid skulle finde på at angribe Iran. Det er jo et af de autoritære regimer, der har tilladt sig at trampe på Danmark i denne forbindelse.

Noget tyder på, at Bush-regimet har tænkt sig at bruge sagen til dette formål, altså som et led i at få Danmark og andre europæiske lande til at acceptere et angreb på Iran. Man undlader blandt andet at nævne den rolle Saudi-Arabien har spillet. Se min artikel om den amerikanske viceudenrigsminister Daniel Fried's besøg i Danmark for nylig. Om Saudi-Arabien's rolle, se artiklen: "Provocation all the way down" af Lindsay Beyerstein.


Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/

Mysteriet om de 12 tegninger

Af Mogens Michaelsen

Mon ikke de fleste er enige om, at det umuligt kan være sølle 12 tegninger af Muhammed i en dansk avis, der alene har fremkaldt den verdensomspændende krise vi befinder os i?

Der må nødvendigvis være nogle dybere årsager under overfladen. Det er så bare lige med at finde ud af, hvad det drejer sig om. Jeg har foreløbig disse bud:

1. Jyllands Posten's forsøg på at afprøve, hvor langt man kan gå med hensyn til at forhåne specielt muslimer. Det drejer sig ikke om kritik af bestemte aspekter ved Islam, i modsætning til f.eks. Salman Rushdie's "De Sataniske Vers". Det drejer sig om rendyrket nedgørelse af det, som de fleste religiøse muslimer oplever som den positive kerne i troen, nemlig profeten Muhammed. Så vidt jeg har forstået det, så betyder han næsten mere end Allah, i forhold til netop dette. Jyllands Posten påstår, at deres motiv er det ædle at forsvare ytringsfriheden som sådan. I virkeligheden er "eksperimentet" et led i deres generelt islamofobiske rus.

2. En gruppe imamer med tilknytning til Islamisk Trossamfund læser artiklen i Jyllands Posten og bliver ganske naturligt forarget over tegningerne - hvilket jo også netop er hensigten fra avisens side. Reaktionen er særlig kraftig, fordi de som imamer er dybt troende muslimer. De er i øvrigt klar over, at avisens regulære ondskabsfuldhed over for troende muslimer her i Danmark skal ses på baggrund af et generelt islamofobisk klima i Danmark - især forstærket af den fremmedfjendske politik der er blevet ført af Fogh-regeringen støttet af Dansk Folkeparti. På grund af dette "dårlige klima" føler de ikke de bliver hørt på en ordentlig måde i den offentlige debat, og vælger derfor at kontakte nogle arabiske lande, for at få støtte. I den forbindelse begår de enten nogle alvorlige fejl, der giver anledning til misforståelser eller misinformerer bevidst for at få skabt røre om sagen.

3. Saudi Arabien bruger bevidst sagen for at bortlede opmærksomheden fra de alvorlige hændelser der lige er sket i forbindelse med den religiøse begivenhed kaldet "Hajj". Dette har ret stor betydning i den islamiske verden. For uddybning af dette punkt, se Lindsay Beyersteins artikel "Provocation all the way down".

4. Tegningerne offentliggøres også i Jerusalem Post, men på en "diskret" måde. Det kan godt virke lidt mærkeligt, i betragtning af situationen i Mellemøsten. Men det er muligvis ikke noget man skal lægge for meget i. For detaljer, se: MOMIBLOG DK

5. Syrien's regering lader tilsyneladende de ophidsede masser nedbrænde den danske ambassade, uden at gribe ind. Motivet kan være at bortlede opmærksomheden fra alvorlige indenrigspolitiske problemer. Syrien har sandsynligvis også været med til at antænde "branden" i Libanon - måske i et forsøg på at genoplive borgerkrigen?

6. Iran's regering har øjensynligt også helt bevidst ladet masserne "slå sig løs", måske for at markere sin nationalistiske linje i forhold til resten af verden. Problematikken omkring deres atomkraft-politik spiller sikkert ind.

7. Rusland har muligvis brugt sagen til at slå ned på tjetjenske oprørere, selv om det umiddelbart lyder selvmodsigende. Spørgsmålet om ytrings- og pressefriheden i Rusland kan også tænkes at være relevant. For uddybning se: MOMIBLOK DK

8. USA benytter enhver lejlighed til at stille specielt Syrien og Iran i et dårligt lys, og nedtoner helt klart Saudi Arabiens rolle. Det kan man blandt andet se på udtalelser fra udenrigsminister Condoleezza Rice og viceudenrigsminister Daniel Fried. For Syriens vedkommende hænger det nok sammen med, at USA har planer om et regimeskifte i landet. For Irans vedkommende ønsker man at isolere landet yderligere, inden et (begrænset) militært angreb. I den forbindelse ville det klart være en fordel for USA, hvis de europæiske lande bakker op om det - og sandsynligheden for dette kunne tænkes at være større efter sagen med tegningerne er begyndt at rulle. Hvis Bush-regimet har haft afgørende indflydelse på at få denne sag til at rulle, med dette formål, så ser det dog ud til at tingene er kommet ud af kontrol - forstået på den måde at virkningerne har været langt voldsommere end beregnet. Der er aspekter ved sagen, der vel ikke kan siges at være i Bush-regimets interesse, idet det forstyrrer muligheden for at opnå globalt herredømme.

Mogens Michaelsen
http://mogmichs.blogspot.com/

Om Folkekirkens rolle

af Anders Peter Johnsen

Jeg er som historiestuderende ved at skrive speciale om Martin Luthers "toregimentelære" og på den ene side er jeg helt enig i den principielle betragtning om at det ikke nytter noget at Folkekirken i et moderne samfund skulle bevare sin gamle fyrstekirkelige særstatus (ifølge Grundlovens §4) som i dèn grad synes at blande hhv. åndelige anliggender (Kirke og Kristentro) og det mere praktiske og jordnære, sækulære regimente (verdslig politisk magt) sammen i lodret strid med Luthers oprindelige Evangeliske teologi.

I princippet burde man nok gøre som Luther oprindeligt avde til hovedtanke tidligst i Reformationen under påberåbelse af konfessionsmæssig "kristen frihed" ("religionsfrihed" som moderne begreb var dengang utænkeligt for så vidt at det udelukkende drejede sig om forskellige tolkninger af Kristendommen i datidens Europa), nemlig at adskille kirke og statsmagt totalt og lade dem være to - så vidt ellers overhovedet muligt - gensidigt uafhængige og retteligt sideordnede institutioner, der så at sige overordnet, luthersk-teologisk set fungerer som selveste Vorherres "gulerod og stok", idet Kirken forkynder Ordet (og dermed frelser sjæle), mens fyrsterne regerer ved Sværdet (håndhæver konkret, dennesidig lov og orden).

Desværre kom Reformationen jo i praksis til at betyde at fyrsterne i de fleste "luthersk"-reformerede lande indførte såkaldt "luthersk-evangelisk" topstyret trosmonopol i dét, der hurtigt blev "deres" kirker (i stedet for ifølge Luther at være egentlige frivillige "græsrodsforsamlinger" af fromme, troende kristne, der selv forholdsvis frit kunne definere deres tro for så vidt de dog blot retteligt respekterede de verdslige magthaveres - fyrsternes - sækulære magt, sådan som det er direkte foreskrevet kristne i Det Ny Testamentes apostelbreve.

Kirken blev, på direkte opfordring af Luther selv, "nødretsligt" underlagt lokale fyrster i de luthersk-protestantiske områder for at man endegyldigt kunne kappe båndene til en nærmest storhedsvanvittig romersk-katolsk kirke, som - trods den direkte pinlige "pavefejde" med mangeårige udnævnelser af flere samtidige, hinanden konstant ekskommunikerende paver i hhv. Rom og Avignon i løbet af 1200-tallet (med henvisning til GT kaldt "Det Babylonske Fangenskab") - ifølge det med moderne øjne set groteske teokratiske skrift "Unam Sanctam" af pave Bonifacius VIII fra 1302, opfattede sig som "formidler af al jordisk og himmelsk magt" med paven selv som en slags "Guds øverste statholder på jord" og følgelig bildte sig ind ensidigt at "forlene" alle kristne, verdslige magthavere (fyrster, konger, og ikke mindst den tysk-romerske kejser) med al deres ellers udmærkede, oftest retmæssigt nedarvede(!) verdslige magt.

Situationen blev således bizart nok den direkte omvendte i de luthersk-protestantiske områder efter Reformationen: Her underlagdes kirken direkte kongen/fyrsten, hvilket i Danmark ledte mere eller mindre selvfølgeligt til Enevælden i 1660, da der ikke længere var en "kirkelig opposition" i form af magtfulde katolske biskopper, men hele det kirkelige system derimod blot var reduceret til "Kongens forlængede embedsapparat".

Der synes altid at have været denne latente "kamp" mellem hhv. kirke og statsmagt, også selv om den altså ifølge Luther i udgangspunktet er totalt misforstået: Som sagt ovenfor bør de to institutioner ideelt set snarere opfattes som to selvstændige "magtstrukturer", hvor Kristus regerer Kirken (og dermed kristne menneskers sjæl og indre), mens Kongen praktisk/dennesidigt regerer over undersåtternes ydre, "kødelige" liv og ejendom uden at den ene principielt kan blande sig i den andens område: Kongen BURDE ikke - selv om det altså desværre i praksis blev sådan! - kunne have den fjerneste magt over folks sjæl og indre tro, hvilket jo er Kirkens anliggende, mens Kirken omvendt ikke har nogen som helst påstået "kristelig" legitimitet til at opildne til misforståede "oprør" imod Kongens blotte, verdslige magtudøvelse.

Det handler ganske enkelt om tilbørlig, gensidig respekt fra to for sig ligeværdige strukturer, der ideelt set snarere burde komplementere hinanden i gensidig balance end fejlagtigt at søge magt på hinandens bekostning.

Og lige dèr kommer så mit "...men på den anden side" ind: Nok er Folkekirken helt klart i øjeblikket lige vel underlagt politiske beslutninger foretaget af ikke nødvendigvis kristne - men ikke desto mindre demokratisk valgte - politikere som jo officielt er befuldmægtigede af Hendes Majestæt Dronningen. Heroverfor finder jeg det dog altså stærkt bekymrende at en eventuel "fri" - altså privatiseret - Folkekirke desværre nok kun alt for hurtigt vil forsøge at blande sig direkte i dennesidig politik som en konkret politisk magtfaktor i stedet for som nu at være en del af statsapparatet, hvor der dog trods alt - med få og kontroversielle undtagelser - synes at have en vis udpræget "politisk neutralitetskoncensus" om lade religion være religion og lade politikere om at føre politik. Præsterne holder sig i det store og hele til deres umiddelbare hovedhverv, nemlig at prædike Kristus.

Men i lyset af den seneste udvikling med præster, der direkte kritiserer Regeringens udlændigepolitik, skulle vi nødigt ryge meget længere ud i et scenarie, hvor hhv. indre-missionske fundamentalister og selvindbildt "progressive" venstreorienterede præster direkte forsøger at tvinge kirkegængere til f.eks. at stemme hhv. kristendemokratisk eller SF. Så overskrider de for mig at se klart deres beføjelser.

Nok lider den danske Folkekirke måske imagemæssigt udadtil af at være alt for rummelig "på den ufede socialdemokratiske måde" når det kommer til de vidt forskellige retninger og holdninger, den indeholder: Fra Thorkild Grosbøll til Søren Krarup og fra Margrethe Auken til Jesper Langballe, for slet ikke at nævne afstanden mellem indoktrineret Indre Mission og "flippede" Flemming Pless.

Dog finder jeg det alligevel konstruktivt at man netop har så vidt forskellige meninger repræsenteret under samme tag i en fælles, statsunderstøttet - og dermed, trods ellers ret åbenlyst personligt politisk engagement hos enkelte præster, en alligevel principielt apolitisk - Folkekirke af "embedsmandspræster" og man således derved undgår at hele denne konstruktion for alvor rasler fra hinanden i nogle rabiate småsekter i alle retninger: Disse præster synes nemlig om ikke andet at kunne holde hinanden nogenlunde i skak og ellers få sig nogle forhåbentligt frugtbare diskussioner om, hvad pokker det i det hele taget vil sige at være kristen...

Manglen på decideret "ensretning" er nok i virkeligheden Folkekirkens største force, da jeg som folkekirkelig kristen ikke for alvor ville kunne tilslutte mig blot een af disse præsters Kristendomsfortolkninger 100% som "herskende ortodoksi" i en eventuel mindre "splinter-fraction" af Folkekirken.

Folkekirken er - trods den tilsyneladende forvirring - faktisk et ret frugtbart "tvangssammenbragt" forum med en vis intern magtbalance, der meget nødigt skulle erstattes af to eller flere privatkirkelige hhv. "progressivt poppede" eller, endnu værre, direkte fundamentalistiske fraktioner, der ikke længere har grund til at føre nogen egentlig konstruktiv dialog, men blot ivrigt fordømmer hinanden fra mentale skyttegrave og mener at skulle diktere deres respektive kirkegængere dennesidige politiske holdninger "ovenfra".

Det synes jeg i hvert fald ville være synd og skam for den ellers så berømmede "sammenhængskraft" i det danske samfund...


Anders Peter Johnsen